Når Du som læser, læser nedenstående, vil jeg bede dig huske, at jeg har det godt og at alle livets udfordringer giver mig mulighed for at udvikle mig og lære nyt.
Vi er i November og jeg har i de senere måneder fået det dårligere og dårligere. Både fysisk og psykisk. Mine tanker har kredset omkring hvorfor jeg har det skidt? Hvorfor sover jeg dårligt? Hvorfor har jeg smerter i skuldre og nakke igen? Hvorfor er jeg ked af det? Hvorfor føler jeg mig stresset? Får jeg en ny depression? – eller har der bare været for mange følelsesmæssige hændelser på det sidste? I så fald – hvorfor har jeg så ikke kunnet håndtere dem som jeg plejer?
For 14 dage siden nedlagde min krop mig. Det var et signal om, at jeg var overbelastet. At noget var galt. Den bad mig se på det, men jeg hørte ikke hvad den sagde. Den anden dag sagde min krop for alvor STOP og nedlagde mig med stort advarselssignal.
Efter en lang snak med min kloge mor bad hun mig til sidst huske på, at jeg ikke må undervurdere kroppens evne til at huske hændelser som er sket på et givent tidspunkt. Jeg tænkte derefter tingene igennem, kiggede i min kalender og har måttet konstatere at der er en sammenhæng i hændelserne i mit liv og årstiden.
Jeg remser op:
Oktober 1981 (35 år siden, 7 år gammel) blev jeg revet ud af mine trygge omgivelser i Schweiz og placeret i Danmark i alt det nye, fra den ene dag til den anden. Et savn opstod uden tvivl til min far og min bror, men jeg mærkede det ikke midt i alle de nye ting jeg skulle forholde mig til. Ny far, nye søskende, nyt hjem, nyt sprog, ny skole, nye venner.
Oktober 1991 (25 år siden, 17 år gammel) var jeg Au-pair i Lausanne. Her mødte jeg en mand, som jeg forelskede mig voldsomt i. Voldsomt! Min første og eneste forelskelse af den slags til dato. Det var en kort tid vi havde og han rejste udenlands. Savnet som opstod da han var væk, var så enormt, at jeg stadig kan mærke det i dag.
Oktober 2002 (14 år siden, 28 år gammel) var jeg i et forhold til mine drenges far, hvor jeg vidste, at det måtte ende, hvis jeg skulle leve. Jeg havde mistet mig selv fuldstændigt og glemt hvem jeg var. Jeg savnede mig selv og begyndte at få store smerter i skulderregionen. Disse smerter har fulgt mig lige siden i perioder.
Oktober 2014 (2 år siden, 40 år gammel) måtte jeg sende min søn over til sin far. Han var for stor en mundfuld og jeg var godt på vej ind i en ny depression. Det var mod hans vilje og egentlig også min. Men der var ingen anden mulighed i situationen. Savnet og sorgen var enorm. Aldrig har jeg haft det så svært i månederne op til en hændelse.
Da min krop advarede mig første gang for 14 dage siden, var det NØJAGTIGT 2 år siden jeg sendte min søn væk. NØJAGTIGT! Det giver mening…ja det er nærmest logisk…at jeg har haft det skidt i noget tid.
Min krop huskede det hele, mens mit sind forsøgte at fortrænge det – ligesom jeg har fortrængt min sorg som opstod i oktober 1981.
Oktober måned er for mig blevet en måned som min krop forbinder med sorg og savn. Det har sat sig i skuldrene og traumerne blusser op når den mørke årstid melder sig.
Det er på tide at slippe denne sorg og dette savn…og smerterne – som hører fortiden til.
Det er på tide…for at kunne komme videre.