Jeg har to fædre.
Jeg har to sønner.
Jeg har to brødre.
Jeg har to længerevarende forliste forhold.
…og så har jeg min mor!
I grunden skulle man tro, at jeg havde styr på hvad mænd er for nogle størrelser, eftersom mit liv har budt på så megen mandlig energi. Men når alt kommer til alt, så undrer jeg mig til stadighed over denne skabnings besynderlige væsen.
Misforstå mig ikke…jeg kunne ikke leve foruden…men det er mændende der har været mit livs udfordringer.
2016 er året for mig, hvor jeg vælger at slippe alle mændene i mit liv.
Nogle mænd slipper jeg helt. Kapper tråden over. Takker dem for det gode der var engang og farvel…
Andre slipper jeg så jeg ikke står i vejen for deres vej. Jeg støtter dem. Takker dem for det de giver og det jeg må give.
Andre slipper jeg, selv om det er svært. Selv om det ikke burde være sådan. Takker dem for at måtte elske dem trods alt.
At slippe nogen, giver plads til noget nyt. Men at slippe nogen…for alvor slippe nogen…er ikke sådan ganske ligetil.
Jeg valgte, i februar, at slippe min søn. Jeg valgte, at lade ham falde hvis han faldt. Jeg valgte, at han skulle tage ansvar for sig selv og sit liv. Jeg valgte, ikke længere at forsøge, at styre ham i en bestemt retning, for at han ikke skulle falde.
Jeg havde indset, at jo mere jeg forsøgte at tilpasse ham samfundets forventninger, des mere oprør lavede han – des flere bekymringer opstod – des sværere var det for ham at være til.
Dagen hvor jeg valgte at slippe, var dagen, hvor alt ændredes. Jeg så tydeligt, hvordan muren som JEG havde bygget op mellem min søn og universet faldt, og gav universet mulighed for at arbejde for min søn. JEG havde stået i vejen for, at han kunne gå sin egen vej.
Selv blev jeg dårlig. RIGTIG dårlig. Med øjeblikkelig virkning fra øjeblikket hvor jeg valgte at slippe. I mange uger var jeg plaget af smerter i Rodchakret. Jeg lå, sad og stod med konstante smerter.
Tænk, at jeg har stået i vejen for min egen søns udvikling, samtidig med, at jeg påførte mig selv al den smerte! Hvorfor gør vi mennesker noget så tåbeligt?
Min søn har ændret fuldstændig karaktér siden jeg slap. Han går sin egen vej. Han falder ikke. Universet arbejder for ham så han kommer den rette vej.
Jeg derimod, som tidligere har brugt en masse energi på, at styre ham i en anden retning, sidder nu tilbage med en følelse af tomhed. Total tomhed. Energiforladt og helt ude af stand til at mærke, hvad JEG vil. Nu har jeg muligheden for at bruge energien på mig selv…men kan ikke finde ud af det.
Jeg ved, at det er en process. Pludselig er jeg ude af den tilstand og hopper over i en ny. Først skal jeg bare acceptere, at JEG har stået i vejen for min søn – at JEG glemte mig selv!
Nu står jeg imidlertid over for at skulle slippe min far. Men tør jeg? – Med al den smerte det fører med sig?
At slippe noget gammelt er at hilse velkommen til noget nyt….og bedre! Det er en process jeg skal igennem….
Kære far
Jeg slipper dig nu.
Tak fordi du gav mig livet.
Din datter Sabine