Mit liv har været tydeligt præget af udfordringer med mænd.
Far, ægtemand/x-mand, søn…you name it!
Faktisk har der været så meget “bøvl” at jeg ikke har været i stand til at åbne mig over for en eventuel partner for livet.
Hvordan hænger det sammen tænker du nu? Jo…ser du…min energi har været spredt for alle vinde. Noget lå hos min far, noget hos min x-mand og noget hos min søn. Alle ville de have noget af mig og jeg forsøgte at være det som de ønskede. Det lykkedes mig dog ikke at få min puls til at slå lig deres.
– Og alle har de, på hver deres måde, formået at fortælle mig, at jeg er forkert.
Forkert? Ja de havde ret. Jeg VAR forkert. Jeg forsøgte at tilpasse mig – være dét de gerne ville have mig til at være. Dette på trods af, at alt strittede på mig. Alt strittede, fordi mit inderste skreg: NEEEJ…det er ikke dit bord!
Fejl nummer 1. Tilpas dig aldrig når de indre organer vender sig i dig, og delvist kigger ud af munden og giver dig følelsen af kvalme – som var der blevet tømt en skraldespand i dig.
Fejl nummer 2. Tilpas dig aldrig, når nogen peger fingre af dig og lægger alt ansvar over på dig, som var deres liv afhængige af dine valg og dine handlinger.
Fejl nummer 3. Tilpas dig aldrig for at få balance i et allerede ubalanceret forhold. Kærlighed er gensidigt og baseret på gensidig respekt og ligeværdighed.
Jeg har fejlet størst af alle!
Nu vil jeg tilgive mig selv – for det er den eneste tilgivelse jeg får. Jeg slutter fred med min x-mand idet jeg slutter fred med mig selv. Jeg har fundet vielsesringen frem, som har været gemt langt væk i 14 år og som har været symbol på helvede. Jeg har sat den tilbage på plads, hvor den hører til, når der sværges evig troskab. Denne gang sværger jeg mig selv evig troskab. Jeg tilgiver mig for min fortid og jeg tilgiver min bøddel og integrerer den del af mit liv, istedet for at lukke den ude. Tak for læren.
Jeg slutter fred med min far, som ikke har været i stand til at være den far som jeg havde brug for. Jeg slutter fred med tanken om, at vi nogensinde får et forhold. Jeg slutter fred med vores fortid, nutid og fremtid.
På den ene hånd bærer jeg nu min gamle vielsesring og på den anden bærer jeg min mors, ditto gamle vielsesring, omend omsmeltet. Jeg slutter fred med de to mænd der skulle have været min støtte – men som ikke var i stand til at være det.
Nu mangler jeg blot én vigtig tilgivelse. Tilgivelsen over, at JEG har problemer med, at acceptere mit barns valg af vej i livet. Tilgivelsen over, at JEG har forsøgt at få ham til at tilpasse sig – som jeg gjorde – og dermed mistede sig selv.