Jeg vågnede en torsdag morgen, opløst i tårer der strømmede i en uendelig strøm. Hvorfor disse tårer? Hvor kom de fra? Jeg gik i tudeland hele dagen uden at forstå hvad det handlede om, og bad derfor, inden jeg om aftenen lagde mig til at sove, om at få svaret i løbet af natten.
Fredag morgen vågnede jeg i den samme trøstesløse tilstand. At jeg havde bedt om at stå med svaret denne morgen havde jeg glemt og stod op som vanligt. I løbet af morgenen registrerede jeg dog at mine tanker kredsede om min biologiske far og jeg tænkte: “Hvad fanden skal han rumstere der for?” Mindre irriteret over, at han skulle dukke op i mine tanker på denne morgen, slog det mig, at jeg Her Havde Mit Svar På Hvad Der Skyldes De Mange Tårer.
Jeg kiggede ganske kort på dette svar fra det ukendte, og da det gik op for mig at det var korrekt besvaret, væltede en følelse af ulykkelighed ind over mig. Jeg vidste i mit inderste, at dette ville blive det vigtigste opgør i mit liv overhovedet, og det mest smertefulde. Tanken om at skulle gå i dybten med det var skrækindjagende.
Da jeg denne fredag aften lå i min seng i et forsøg på at finde ro, strømmede pludselig en følelse af død igennem mig. “I morgen vågner du ikke” – sagde en stemme.
Et øjeblik følte jeg at dette var sandheden, for jeg kunne ikke se de følgende dage for mig. Normalt når dødstanker kommer, kan jeg visualisere den følgende dag, hvilket igen lader mig får kontrol over følelsen. Men sådan var det ikke denne fredag. Desperat, men dog i en afklarethed omkring, at jeg skulle dø, forsøgte jeg at visualisere de kommende dage. Jeg måtte dog helt hen til tirsdag eftermiddag før det lykkes mig at kunne visualisere at jeg stadig var i live.
Denne oplevelse af, at jeg ikke havde mere liv tilbage forstod jeg ikke på daværende tidspunkt – forklaringen kom dog senere og jeg vender derfor tilbage til den.
Jeg kontaktede min psykolog idet dette dyk med smagen af død, ulykkelighed og følelsen af ikke at have nogen værdi, satte mig i et total livsstop.
Min psykolog er fantastisk. Hun helmer ikke når jeg stagnerer, når klappen går ned og jeg går i sort af bare frygt for at mærke mine smertefulde følelser. Hun begynder tålmodigt at fortælle de samme ting igen og igen, indtil jeg ikke længere er styret af frygt og bliver i stand til at “se klart” og mærke følelsen som frygten så loyalt har forsøgt at gemme.
Til en start følte jeg smerten i 2 sekunder inden klappen gik ned, og jeg forsvandt bag uendeligt mange lag sorte gardiner og en tyk tåge. Det er iøvrigt en tillært beskyttelse fra det der gør for ondt. I løbet af timen hos psykologen lykkedes det mig dog at mærke smerten i, måske, et minut. Dette er langt fra nok, men nok til at jeg kunne forstå hvad det hele handlede om. Et helt livs svigt fra min biologiske far, der gang på gang lod mig føle mig afvist, kom op til overfladen på denne time.
Den største afvisning kom, da jeg en dag snakkede i telefon med ham. Noget der iøvrigt ikke skete særlig ofte. Jeg foreslog ham at komme til Danmark i sin ferie og svaret lød: “Når jeg har ferie, vil jeg på en rigtig ferie. Så vil jeg ikke på besøg”.
På daværende tidspunkt var jeg omkring 29 år, havde søgt en længerevarende kontakt til ham under hans himmelstrøg ad 3 omgange. Afvisning på afvisning havde jeg med i kufferten tilbage til Danmark. Samtidigt håbede jeg på 22. år, at han ville aflægge sit allerførste besøg i Danmark. Mit nye hjem.
Min verden ændredes denne dag, under telefonsamtalen. Det gik op for mig, at jeg intet betød for min far. Jeg følte mig intet værd. En del af mig døde – og det var denne følelse af at være død, som jeg også fik på den tidligere omtalte fredag aften.
Jeg er 44 år gammel og først nu er jeg klar til at mærke den smerte det er, og har været, at blive afvist af sin ene forælder – igen og igen – efter at have åbnet sit hjerte helt op, stået sårbar, loyal og higende efter kærlighed. Denne smerte og erkendelse lader mig dog alligevel takke ham for livet, den plyschimpanse som jeg fik af ham som 17-årig og de 20 røde roser på min 20 års fødselsdag, som jeg allerede dengang så som plaster på såret.