Du kender sikkert de der situationer der udløser en ustoppelig latter. Oftest bliver den udløst af et andet menneskes komiske udtryk i ansigtet eller et splitsekunds hændelse der printer sig fast i din memoryboks FOREVER og som mange år senere stadig kan udløse den største latter.
Jeg fik et latteranfald i går. Måske var det udtrykket i min brors ansigt der udløste det. Eller måske var det i virkeligheden synet af hans krops atomer, der ikke fulgtes ad. Under alle omstændigheder, var denne episode det bedste bevis på, at vi er sammensat af atomer, sammenholdt af energi – hvis ellers energien er samlet.
Altså…min bror og jeg gik en tur. En ganske almindelig tur. Eftersom vi gik tur i omgivelser som jeg kender som min egen bukselomme, vidste jeg i hvilken retning vi skulle gå for at nå det mål vi havde sat Os. Jeg havde derfor lagt en rute inde i mit hoved. Denne rute kunne brormand ikke se og gik frisk og frejdig ligeud i højt humør, alt imens jeg begyndte at dreje af til venstre.
Idet jeg havde vendt ryggen halvvejs mod min bror grundet min retningsændring, hørte jeg en lyd fra ham. Det var en “hov-skal-vi-den-vej”-lyd og jeg reagerede på lyden ved at dreje mit hoved hen imod ham. Just i samme øjeblik så jeg, hvordan hans krop lavede en drejning og begyndte at gå i min retning.
Nu er det så latterudløseren sker.
Min brors hoved syntes ikke at have registreret kroppens retningsændring og blev stående ved retningsændringens udgangspunkt. Kroppen var nu et skridt forud for hovedet. Hans hals fungerede nu som en slags elastik der lige, med nød og næppe, kunne holde sammen på disse to kropsdele. Jeg vil skyde på, at halsen strakte sig 50 cm, førend elstikkens fulde strækevne var nået og hovedet på rekordtid blev forenet med kroppen grundet elstikkens tilbagetrækning.
Min brors ansigtsudtryk var ikke blot udtrykket af et menneske der på overraskende vis registrerer en hurtig ændring af retning – det var også et udtryk i stil med; “Fuck…får jeg nu mit hoved med eller…?”