Citat: Claus Houlberg
“AT SKIFTE BEVIDSTHED bliver ofte fremstillet som blot at stige et trin op ad en trappe. Virkeligheden er, at man først skal gå tilbage til et tidligere trin, før man kan stige op på det nye trin. En proces, der antropologisk er velkendt fra natursamfund overalt på jorden, og gerne omtales som “indvielse”.
Nogle mister modet i disse tider og synes at alt går baglæns og den “forkerte vej”. På et personligt plan synes man bare, at man mister og mister hele tiden. Men måske er dette alene fase 2 af den lovmæssige forvandlingsproces, før stadie 3 kan nås. Måske er det sådan, at den tilsyneladende tilbagegang er forstadiet til en markant fremgang. Måske er der i virkeligheden grund til at ønske tillykke…selv om det ikke føles sådan.”
Disse ord rammer så utroligt plet på den situation som jeg er i pt. – og som ualmindeligt mange andre mennesker også har været i eller befinder sig i netop nu.
2017 siges rent numerologisk, at blive et år med “ny begyndelse” og jeg er én af dem der i bogstaveligste forstand er blevet kastet ud i denne “spådom” for fulde gardiner.
2016 var, for mig, et år hvor mange ting faldt fra hinanden og smuldrede, men det var også et år, hvor mange ting blev afsluttet. Det var et år hvor jeg brugte alle mine sidste kræfter på at holde sammen på mig selv, på mine pligter og mine overbevisninger.
D. 30. Oktober 2016 forsvandt den sidste spæde energireserve fra min krop. Allerede 14 dage forinden havde jeg fået den første advarsel om, at jeg skulle stoppe op og se hvor jeg var på vej hen. Jeg valgte at skyde det hen som en lille influenza og fortsætte som førhen.
D. 30. Oktober var jeg til min fars 70 års fødselsdag. Allerede om morgenen, inden vi tog afsted havde jeg hovedpine og tog piller for det. Det hjalp bare slet ikke og ved ankomst hos mine forældre blev det stødt værre. Jeg kæmpede en kamp for at være “til stede” nu hvor familien endelig var samlet. Brugte yderligere energi som jeg ikke besad, på at holde mig oprejst, alt imens min hovedpine blev værre.
Efter maden, blot en times tid efter ankomst, måtte jeg dog kapitulere og lægge mig et sted hvor der var ro.
Fra da af blev smerterne mere og mere uudholdelige og inden der var gået en time var jeg på grådens rand – og frygtede at en tur på skadestuen ville blive næste skridt.
Det føltes som om min hjerne var ved at brænde sammen. Der var ild og jeg frygtede at det ville skade mig. Efterfølgende kan jeg se, at det var lige præcis dét som skete. En harddisk der brænder sammen. Ledninger der delvist blev brændt over. Og ledninger der kun lige hang sammen. En del af min hjerne blev forvandlet til et nedbrændt, sort “gerningssted”. Et mørkt hul.
I 6 uger efter hovedpinen lå jeg i sengen. Jeg sov. Jeg sov. Jeg sov. Nat og dag. Jeg havde lige akkurat kræfter til at rejse mig op og tisse.
Efter de 6 uger kunne jeg langsomt begynde at være mere oppe, dog oftest forbundet med konsekvenser i form af søvnproblemer, træthed og svært ved at holde fokus. Min krop er i dvale – en form for strejke.
Jeg vidste godt, inderst inde, at udbrændtheden ville ramme mig en dag og derfor havde jeg ikke svært ved at acceptere det – og jeg var til dels taknemlig for, at dagen var kommet hvor jeg kunne hvile. Og jeg var taknemmelig for at jeg endelig kunne sove, hvilket jeg ikke havde gjort i årevis. Sove igennem, nat efter nat. Falde i søvn uden problemer.
Tiden efter “ildebranden” har tvunget mig til at være til stede i nuet (eftersom jeg var bundet til sengen) og til at mærke mig selv (eftersom jeg var alene dag ud og dag ind). Min underbevidsthed arbejdede på højtryk for at vise mig hvorfor jeg var endt i denne situation – og jeg følte taknemlighed for at vores kroppe og vores sind er skruet sådan sammen, at de samarbejder og ALTID vil vise os sandheden, så vi kan arbejde med det.
Så hvorfor endte jeg med at brænde ud?
Der er den lange version, hvor 17 års hændelser kan berettes og der er den korte version hvor 17 års kamp for at bevare min identitet har suget al energi ud af mig – med det resultat at jeg ikke ved hvem jeg er eller hvad jeg vil.
Som Claus Houlberg så fint citerer, er jeg gået mange trin ned – og det er jeg nød til for at jeg kan begynde at mærke hvem jeg er og hvad jeg vil.
Jeg skal så at sige NULSTILLES på mange af livets punkter, for derefter at kunne bygge mig selv og mit liv op efter hvad JEG ønsker det skal indholde.
Hvor jeg førhen har været styret af hvad samfundet og andre forventede af mig er jeg nu nød til at finde ud af hvad jeg selv forventer/ønsker af mit liv – og det er ikke så ligetil efter 17 års fokus på andre…
…men jeg er godt i gang. Og selv om processen er svær, især på grund af alle de gamle overbevisninger der kommer frem og ikke gavner mig mere, så er det en process jeg tager imod med kyshånd – for jeg får nu muligheden for at skabe mig selv på ny!
Ting tager tid og dette kommer også til at tage længere tid end jeg regner med, men når trin 3 er nået vil jeg være mere end taknemlig over al den lærdom jeg har fået med mig.
Pas på jer selv derude. Lyt til jer selv. Mærk jer selv. Hvil jer. Elsk jer.