Så gik endnu en uge, hvor jeg måtte tage stilling til, hvad der skulle ske, efter naboens oplysning om, at jeg selv skal stå for det økonomiske, i forbindelse med flytningen af hans varmepumpe.
Jeg er en god pige. Skaber ikke konflikter. Tager altid hensyn til modpartens følelser og hvor denne står i livet, samt dennes bagage.
Af den grund var jeg tæt på at sige; “Så pyt da. Jeg betaler de 44.000 kroner som det koster at flytte naboens pumpe OG nogenlunde samme beløb, som det vil komme til at koste, at flytte min egen, hvis det viser sig at blive nødvendigt”.
Men jeg havde en følelse der ikke lod mig være. En følelse af fuldendt og invaliderende uretfærdighed over situationen, som jeg på ingen måde har haft andel i, andet end, at jeg er flyttet ind i mit drømmehus.
Jeg brugte dage og nætter på at finde ud af hvordan jeg skulle tackle situationen og vendte de forskellige scenarier i hovedet og i hjertet.
Scenarie 1.
– Jeg betaler og skal resten af mine dage bo op og ned af en nabo, i bofællesskabet, hvis værdier er så langt fra mine, at jeg på ingen måde vil kunne føre andet end smalltalk, og jeg vil sandsynligvis altid føle en enorm ubalance i naboskabet pga. hans manglende ansvarstagen. Vil jeg kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg lader stå til? Lader mig tromle ned? Bare finder mig i det?
Scenarie 2.
– Betaler jeg ikke, skal jeg flytte.
Scenarie 3.
– Jeg kontakter kommunen og opretter en klage. Dermed udløses sandsynligvis en “krig” og det fremtidige naboskab står igen på spil.
Mit bagland sagde “Pyt – lad os nu bare få flyttet den maskine så du kan komme hjem. Det er jo bare penge”.
Men jeg mærkede at det ikke bare handlede om penge. Det handlede om at sætte grænser. Sætte mig selv i respekt, for mig selv især.
Jeg valgte derfor at kontakte kommunen. De kom 3 dage senere for at lytte og kigge på pumpens/pumpernes placering.
I den forbindelse kom det næste chok, for det viste sig at der, når alle 4 husstandes varmepumper er slukkede, stadig er en lavfrekvent lyd. Det skal siges, at der ikke hersker tvivl om, at naboens pumpe forværrer lyden, så det bliver uudholdeligt at være i huset og den bør derfor stadig flyttes.
Kommunen kan pålægge naboen og mig, da begge pumper står uhensigtsmæssigt under soveværelsesvinduer, at skulle slukke pumperne fra klokken 18:00 til næste morgen, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kan holde ud at være hjemme i løbet af dagen. Der vil heller ikke være nogen garanti for, at jeg ikke vil være forstyrret af den konstante brummen, som stammer fra en nu ukendt kilde, om natten.
Min eneste udvej er at flytte. Flytte væk fra brummen og ansvarsløse naboer.
Flytte væk fra min bror, der er min nabo, med hvilken jeg havde drømme omkring stedet og vores fælles liv på landet.
Jeg er fuld af sorg.
Hvis man vil forstå min sorg, skal man vide, at der rippes op i et gammelt traume, som udløste min hidtil største sorg i livet. Jeg blev skilt fra min storebror som 7-årig, flyttet til et andet land, ind i en ny familie og ny skole. Jeg mistede dét jeg havde allermest kært.
Grundet den gamle sorg, føles det nu, som om jeg mister endnu en bror som jeg regnede med at skulle tilbringe livet med, side om side.
Min voksne hjerne har set og erkendt dette, sorgen er sat i process og jeg er taknemlig for denne erkendelse, der giver mig mulighed for at heale traumet.
En anden del af sorgen består i, at skulle forlade huset. Jeg havde/har brug for at kunne sætte mine rødder, der som barn blev revet op med rode.
En sidste smerte består i, at skulle opgive en drøm, som ikke kun indbefatter mig selv.
Smerten er ikke kun min alene. Den rammer også min lillebror.
Mit jordnære motto; “Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget” vil med tiden helt sikkert stikke sit ansigt op og sige: “Hvad sagde jeg?”
Derudover giver min spirituelle tilgang til livet mig tillid til, at når èn dør lukker sig, åbnes flere nye og bedre. Dermed ikke sagt, at sorgen ikke har sin berettigelse og får plads.
Grundet et sidste, spinkelt håb om, at den lavfrekvente lyd fra en ukendt kilde kan findes, igangsætter jeg et sidste desperat tiltag. Det er et (måske) naivt tiltag i den forbindelse, ud over, atter at kontakte kommunen for at høre hvad de kan hjælpe med for at lokalisere en evt. kilde.
Jeg får et medium til at rense huset for åndelige energier/aktivitet. For det er ikke en hemmelighed, at jeg aldrig har følt mig velkommen i huset og ofte har tænkt, at noget vil have mig ud derfra.
Jeg lader historien hvile her og lader jeres tanker og fantasi rulle. Så må vi se om der kommer en Del 4 af Mit Lavfrekvente Helvede.