Tænk, at jeg skulle nå et punkt hvor livet ikke føltes værd at leve. Jeg, der altid har overvundet enhver udfordring med min livsglæde – glæden og troen på at alt bliver godt igen, og at livet er en lærerig process, som jeg kun kan have gavn af i længden.
Nu er bunden dog nået. MIN bund – for hos andre ville bunden være længere nede og hos andre igen ville den være nået for længst.
Kroppen har for længst opgivet kampen for at holde mig oppe. På den måde har jeg, i en lang periode, kun haft psyken at trække på. Det gik godt den første tid, men jeg måtte langsomt erkende, at psyken alene ikke skaber et godt liv for mig. Og jeg måtte erkende, at uanset hvor positiv jeg var, skete der ikke forbedringer i min tilstand.
Ganske langsomt gled jeg ind i en fase af frustration og magtesløshed. Det var ikke længere sjovt at være vågen og nætterne var ligeledes blevet en plage. I starten havde jeg bare svært ved at falde til ro og blive klar til søvnen, på trods af at jeg var udmattet og helt igennem mørbanket. Pludselig kom en lang periode med mange drømme. Drømme der ikke lod mig få den hvile jeg burde have. Jeg følte mig ikke udhvilet om morgenen. Tværtimod følte jeg, at jeg havde været på overarbejde om natten. Der var ikke længere noget der hed nat og dag, for nu skulle jeg til at bearbejde nattens oplevelser om dagen og dagen blev tydeligvis bearbejdet om natten. Min hjerne fik ganske enkelt aldrig ro. Det var ikke længere sjovt at vågne op til en ny dag og jeg kunne ikke, som tidligere, glæde mig til at komme i seng.
Drømmefasen aftog, da jeg realiserede hvilke gamle traumer der sad i mig. Med denne erkendelse startede en ny søvnfase. Fra at drømme hver nat, gik jeg over til ikke at kunne finde ro. På trods af at jeg var udmattet lå jeg i timevis og forsøgte at sove. Min krop var hele tiden urolig. Det var en evig kamp mellem krop og hjerne, om at få mest mulig taletid når jeg havde lagt mig.
Jeg forbinder ikke længere søvnen med noget der skal gøre mig godt og samtidigt med det har jeg været plaget af konstant hovedpine i over en måned.
JEG ER UDMATTET og udmattelsen kan måles i min tilgang til livet. Udmattelsen æder min livsglæde op indefra.