En gylden rustning, et univers af kærlighed og mine forfædres vidensbibliotek.

Hvis jeg for 20 år siden havde vidst hvad det ville bringe med sig at sætte børn i verden, havde jeg nok overvejet det en ekstra gang.

I grunden er den største gave ved at få et barn, den selvudvikling der følger med. Barnet i sig selv, vil ikke kunne opfattes som en gave, hvis man ikke ville være rede til at udvikle sig. I så fald ville barnet være en afhængighed i form af: “Jeg elsker dig, fordi jeg har brug for dig. I takt med dig, er jeg noget”.

Jeg har brug for mine børn, fordi jeg elsker dem. Og fordi jeg elsker dem, er jeg nødsaget til at granske mit inderste hver eneste gang de har behov for at blive set og hørt. Jeg er nød til at stille mig selv følgende spørgsmål i omgangen med børnene…også i dag, hvor de er små voksne.

Hvad er det barnet fortæller og hvordan reagerer jeg på det?
Hvad er det barnet har brug for og hvordan handler jeg på det?
Hvad er det barnet har brug for at høre og hvordan guider jeg barnet bedst?
Hvornår skal jeg bare lytte og hvornår skal jeg vejlede?
Hvornår skal jeg trøste og hvornår skal jeg støtte?

Jeg indrømmer, uden tøven, at jeg ikke har været god til at stille mig selv de spørgsmål i situationer der krævede det, da børnene var mindre. Dengang var det moderinstinktet der dominerede, og drev ord og handlinger frem. På samme tid, havde jeg en manglende evne til at kunne rumme børnene, fordi jeg ikke kunne rumme mig selv.
Jeg begræder det ikke, for jeg gjorde det bedste jeg kunne på daværende tidspunkt. Jeg står til ansvar for mine manglende handlinger, samt mine unødvendige handlinger, og er lydhør overfor kritikken som børnene kommer med, når de, som voksne realiserer, hvad mine handlinger har rørt indeni dem.

I dag er meget ændret. I dag rummer jeg mig selv og kan rumme børnene. Jeg kan, for det meste, stille spørgsmål til deres spørgsmål, i stedet for at råde, og derved lære dem at finde svarene selv.

Men det er svært. Især når børnene har det svært, og jeg sidder med en livserfaring, der har lært mig hvad der skal til for at bryde mønstre og gøre op med dæmoner.
Jeg er hele tiden nød til at huske mig selv på, at jeg ikke er dem, og de ikke er mig. Ergo er det ikke de samme behov vi har, de samme metoder vi gør brug af, de samme handlinger der hjælper os, og de samme følelser vi har omkring situationen. Og vigtigst af alt skal jeg huske på, at kun børnene ved, hvornår de er klar til forandringer. Jeg ved om nogen, at det kan tage flere årtier, før man bliver klar til at ændre noget i livet.
Det hele bliver ikke nemmere af, at børnene er unge mænd og jeg er en kvinde, og at deres far har været næsten ikke-eksisterende, hvilket krævede, og stadig gør, at jeg skulle være både mor og far.

Det har været en voldsom svær opgave, at skulle se på situationer som børnene kom i, og skulle tage stilling til om det var mor-hatten eller far-hatten der skulle på, og derudfra agere efter den valgte hat.
Og igen må jeg være hudløst ærlig. Jeg er en kvinde og jeg bliver aldrig en mand. Jeg vil aldrig kunne forstå en mands hjerne, og jeg vil aldrig kunne udfylde faderrollen, så børnene kan spejle sig i det.

Hvad vil jeg egentlig sige med dette indlæg?

Dette indlæg påbegyndte jeg, fordi jeg sad med en følelse af afmagt og bekymring, over en situation som et af børnene sidder i. Selvfølgelig er det i orden at bekymre sig for sine voksne børn, og selvfølgelig skal afmagten have sin plads, men jeg kunne bare mærke, at jeg er nød til at tage fat i 3. fase af at give slip på sine børn, så bekymringerne og afmagten ikke fylder mig ud, og jeg derved tilsidesætter mit eget liv.

Hvordan jeg griber det an har jeg endnu ikke tænkt over, men af erfaring ved jeg, at det vigtigste er, at beslutningen tages. At beslutningen tages i kærlighed og med den indsigt, at en fastholden i det gamle, er en stagnation af begges liv.

Når nødvendigheden af 3. fase er erkendt, kommer svaret på hvad der skal til.

Havde jeg for 20 år siden vidst hvad det indebar at sætte børn i verden, havde jeg købt mig en gylden rustning, et univers af kærlighed og mine forfædres vidensbibliotek.