Angst æder os op indefra. Lige så langsomt kommer den snigende ind i vores underbevidsthed hvor den konstant ligger og lurer – så længe vi tillader det.
Når vi, i første omgang bemærker angsten, tror vi, at den er kommet for at beskytte os – for med angsten kan vi reagere når noget eller nogen er truende. Det er angsten der får os til at være forsigtige med at træffe valg omkring hvordan vi fremadrettet handler på den situation der udløser frygt. Eller vi prøver sågar helt at undgå at komme i situationen igen.
Det er dog sådan med angst, at når den kommer, så fylder den hele kroppen ud, så vi bliver ude af stand til at mærke andre følelser og tankerne bliver irationelle. Dermed lammer angsten vores evne til at handle rationelt i den givne situation.
Når vi har levet med angsten i årevis, begynder den at æde os. Stykke for stykke. Og hver gang den tager en bid vokser den. Ganske langsomt begynder den at blive så integreret i os, at den dominerer alle andre følelser. Slutendeligt er frygten i alt og er nu ikke længere til for at beskytte os, men for at hæmme os.
Selv om vi ikke længere har noget positivt at bruge angsten til når vi kommer længere hen i livet, så er det en kendsgerning, at den er til stede i os. Måske har den, i visse tilfælde, sin rette plads, men i de fleste tilfælde er den en hæmsko for, at vi kan leve livet i harmoni med os selv.
Hvem kender ikke følgende tanker?
Jeg er en dårlig ven/ Jeg kan ikke leve op til den anden.
Jeg er en dårlig kæreste/ Jeg kan ikke gøre min partner lykkelig.
Jeg er en dårlig forældre/ Jeg er ikke i stand til at give kærlighed nok.
Jeg er en dårlig datter (søn)/ Jeg har ikke formået at leve op til forældrenes krav.
Jeg vover at påstå, at ovenstående spørgsmål og udtalelser til sig selv kommer af angst. Angst som måske er udløst af situationer der er sket tidligt i livet og har udløst angst for ikke at slå til. Angst for ikke at træffe de rigtige valg. Angst for at den du er, ikke er god nok osv.
Personligt er jeg forurenet af angst. MIN angst har overtaget al den plads hvor der burde være plads til reelle følelser så som sorg, glæde, ubetinget kærlighed, vrede. Og fordi disse reelle følelser har et minimum af plads indeni mig, kan jeg ikke mærke dem og dermed ikke handle på dem – PÅ TRODS AF at jeg de få gange jeg har handlet på dem har følt mig fantastisk til mode og havde følelsen af, at jeg kunne klare hele verden og gå gennem livet med en usædvanlig lethed.
Det er jo sådan, at vores følelser er til for at gøre os opmærksom på hvad det er vi har brug for. Føler jeg vrede, har jeg brug for at fortælle om vreden. Føler jeg kærlighed, har jeg brug for at vise den. Med angsten som primus motor for det hele, bliver evnen til at føle svækket. Dog er de andre følelser til stede, i korte glimt, men jeg bliver ude af stand til at holde fast i følelserne og ude af stand til at reagere på dem, fordi angsten puster sig op og styrer mig.
Angst er i mange tilfælde årsag til tvivl og tvivl er en ligeså “fyldig” følelse/tilstand som angst. Den kan ligeledes puste sig op og skræmme, så man hæmmes i at handle på situationer.
Angst avler tvivl!
Prøv at forestille dig, at du ikke havde nogen form for angst. Kunne du så føle tvivl? Hvad ville det ændre i din måde at se dig selv på? Hvad ville det ændre i din måde at leve på? Hvad ville det ændre i din måde at reagere på dine følelser på?
For mig står det lysende klart. Fætter Angst og Hans usynlige ven Hr. Tvivl skal reduceres til en brøkdel af, hvad de fylder nu. Jeg skal bevidst arbejde på, at den får mindre plads. Både angst og tvivl skal stadig have lov til at være der og jeg vil anerkende deres værd, dog skal de også “opdrages” til kun at være der i små glimt for at advare mig om, at der er noget jeg måske lige skal se nærmere på.