Hvad er det der gør, at jeg så ofte taler hårdt til mig selv omkring mit udseende?
Hvorfor er det, at jeg kalder mig selv tyk, grim, gammel, træt at se på, slasket og det der er værre?
Hvorfor ser jeg mig selv som tyk, selv om kvinden over for mig, som jeg står og roser for hendes udseende, er adskillige kg tungere, har en større bagdel og har mere slaskehud end mig?
Jeg har altid haft buttede ben og jeg har altid været ked af dem. Nogen gange tænker jeg, at benene græder over mine hårde ord til mig selv, og alene derfor bliver de aldrig slankere.
Derudover tror jeg på tankens kraft, og at det jeg tænker manifesterer sig, hvis det er sagt ud fra hvad hjertet føler.
Men hvorfor i alverden er det, at mit hjerte ser mine ben som tykke? Jeg ved, at hovedet ser tykke ben.
Jeg ved, at hovedet ser tykke ben, fordi der i løbet af mit liv er faldet kommentarer omkring dem. De fleste end ikke ment i onskabsfuldhed, men som konklusioner. Disse kommentarer hænger ved i mit sind, fordi de fik mig til at føle, at jeg var forkert.
Men tilbage til hjertet. Hvorfor ser hjertet tykke ben?
Her slipper jeg tastaturet et øjeblik, tager min højre hånd op til hagen for at lave en kløft i den, alt imens jeg hælder hovedet til højre for at stirre opad mod venstre. Det er den ultimative tænkeposition og det går hurtigt op for mig, at jeg ikke kan bruge hovedet til at finde svar i hjertet.
Ergo må jeg ændre taktik. Jeg støtter nu min højre kind med højre hånd, og ser skævt ned til højre. Det falder mig ligesom lettere at gå ind i mig selv, ind i hjertet, når jeg ser ned mod højre, imens hovedet er støttet.
Sådan sidder jeg længe. I små øjeblikke drejer jeg hovedet til venstre, for at se ud over kolonihavehusene, fra min altan på 4. sal. Hurtigt mærker jeg dog, at dette skift af position er en afledningsmanøvre, fordi jeg ikke har helt lyst til at finde ud af hvad hjertet har at sige. Derfor må jeg tvinge mig tilbage i positionen, der falder naturligt når der skal samtales med mit hjerte.
KLUMPiHALSEN.dk
ANGSTFORHVADDERMÅKOMMEFREM.dk
Af og til er der en mekanisme der vil have mig til at se skråt op til venstre, men jeg ved, at det er hovedets tænkeposition, og den kan jeg ikke bruge til noget nu. Det er ren afledningsmanøvre igen.
Jeg presser mig til at lytte til hvad hjertet fortæller mig, og uanset hvor tit jeg spørger, i ønsket om et andet svar, kommer det samme svar igen og igen.
“Du har fortalt mig, hver dag i 35-40 år, at benene er tykke. Jeg ønsker i grunden ikke at tro på det, men du var, og er stadig så overbevisende, at jeg er begyndt at tro på det. Helt inde i mit allerinderste ligger der dog stadig en lille uskyldig spire af sandhed. Den sandhed der fortæller, at du ikke er din krop. Din opgave er nu, at forstå, at du er dig, uanset om du har den ene eller anden krop. Livet er så meget nemmere når du har forstået dette – og så vil du blive i stand til at takke din krop for, at den bærer dig, istedet for at skælde den ud”.
JEGMÆRKERLIDTMODSTAND.dk og beslutter mig for at tage ordene til mig senere.
Jeg ser igen, tænkende og observerende, ud på kolonihavehusene. Solen er ved at gå ned og giver et smukt lys over området. Der er opløftende fuglekvidder.
Jeg tænker over livets finurligheder og rækker armene i vejret af begejstring. I samme øjeblik fiser min venstre mormorarm forbi mit øje, og jeg smiler over vores uperfekte kroppe, i vores uperfekte liv, i vores uperfekte verden.