Jeg trådte ind i rummet. Det lignede mest af alt et klasseværelse, hvor katederet stod lige ved indgangen så læreren ville sidde med ryggen til døren. Alt var af træ. Vægge, lofter, borde og stole. Det var ikke lyst træ, men heller ikke mørkt som maghoni eller kirsebær. Det var en meget spraglet træsort der også have grønne nuancer i sig. På højre side af rummet var der nogle aflange, smalle vinduer. Det var helt sort udenfor. Natten var faldet på.
Den ældre herre som stod ved katederet havde helt hvidt og skulderlangt hår. Han bar en sort kappe og lignede en dommer fra en retsal. Han stod op, på den plads hvor lærerens stol nok plejede at stå. Kvinden ved siden af ham, var alt andet en venlig at se på. Hun var en slank kvinde, med mørkt og opsat hår. Også hun var klædt i mørkt tøj. Dog mere i stil med en advokats.
Jeg stod foran katederet og så på dem. Den gamle mand rakte mig et pas. Jeg følte mig lettet, for det var et nyt pas, med et nyt navn. En ny identitet. Jeg havde brug for passet for at kunne flygte, ligesom jøderne havde brug for nye identiteter for ikke at blive genkendt som jøder og dermed undgå at havne i koncentrationslejre.
Manden bad mig nu om at få mit gamle pas. Et øjeblik stivnede jeg og tankerne fløj gennem mit hoved. Jeg ville for intet i verden aflevere min rigtige identitet og nægtede at udlevere det. Manden blev vred og appellerede til min dårlige samvittighed. “Noget for noget” – mente han og begyndte at virke truende. Jeg nægtede fortsat at give ham passet.
Stemningen var nu ikke længere blot anstrengt og stiv som i starten, men var nu mørk og uforudsigelig. En sort sky havde sænket sig over os og truede med at sende lyn ned på mig. Kvindens formål med at være til stede i rummet kom nu til udtryk. Til venstre for hende lå der en stak knive på et bord. Store køkkenknive og brødknive. Det var tydeligt at se, at de ikke var skarpe. Men skarpe nok til at skære igennem huden og gøre skade. Hun greb to knive og stod nu truende med en kniv i hver hånd. Let foroverbøjet med armene ud til siderne. Hendes ansigt var mørkt. Rasende. Truende.
Fuld af angst greb jeg ligeledes to knive for at kunne forsvare mig, for jeg kunne godt se, at jeg ikke havde andet valg. De ville ikke lade mig forlade rummet med min gamle identitet. Inden jeg kunne nå at reagere, havde kvinden skåret en 10 cm lang flænge i min underarm. Dyb og blodig. Idet kniven ikke var ret skarp var det en trævlet flænge og jeg mærkede nu hvordan angsten ikke bare sad i hjertet men var overalt i min krop og i min aura. I denne scene vælger jeg at forlade min krop og forlade rummet, idet det ville være for voldsom og traumatiserende oplevelse at være vidne til. Lad os kalde denne skikkelse for mig/jeg.
Jeg står nu uden for døren og venter. Lige uden for døren er der ca 1,5 meter førend der kommer en trappe der snor sig nedad. Trappen er bred og jeg opdager, at huset jeg er i, er et stort hus fra renæssancen. Alting er udsmykket og består af store og flotte hvælvinger. Farverne er lyse. Der er ingen tvivl om, at dette hus en dag var et glædens hus, fuld af mennesker, fester, sorgløshed og gode manerer. Nu var det dog efterladt. Møblerne var fjernet. Støvet havde lagt sig i tykke lag og dannede en brunlig overflade på alt. Der var spindelvæv og efterårsblade havde fundet vej ind af de prangende, men nu ødelagte vinduer.
Da jeg har stået uden for døren et øjeblik kommer min krop ud af rummet. Den minder mest af alt om Jesus, bærende på sit kors, foroverbøjet af den tunge byrde. Håret hængende ned om ansigtet og blodige og trævlede gevandter der før havde været hvide. Kroppen er ituskåret og blodig. Øjnene er lukkede, udmattede, traumatiserede – omend det betyder sejr, at kroppen kommer ud af rummet.
Kroppen falder, i blindhed og af udmattelse, ned af den lange trappe som buer og ender ude af mit synsfelt. Jeg tænker, at dette fald må have suget resten af livet ud af den og jeg iler ned for at se på dens skæbne. Hvad der mødte mig, for enden af trappen, var dog alt andet end livløst.
Rummet, eller entréen som det tidligere havde fungeret som, var overvældende. Det var snavset og ødelagt men lagde ikke skjul på storhedstiden der havde været engang. Foran de prangende vinduer ved siden af hoveddøren var der placeret en pejs. Et enormt ildsted. Hvidkalket, med de smukkeste udskæringer i den nederste del af skorstenen. Nu var det imidlertid sodet til og forfaldet, ligesom alt andet i huset og kun gammelt kul lå tilbage og gav antydninger af fordums tid.
Jeg så nu min krop stå i ildstedet, med de blodige gevandter hævet til op over knæene og med spredte ben, pissende på kullet. Blikket var direkte rettet mod mig. Udtrykket i blikket både skræmte mig og vækkede glæde. Øjnene var ikke længere døde og udtrykte en form for overlegenhed over for dét som havde lemlæstet den. Omend øjnene var fulde af smerte var der en gnist af befrielse over, at pisse på det udbrændte ildsted.
Kroppen stillede sig herefter foran de prangende vinduer. Det var nu blevet lyst udenfor og solstrålerne oplyste den bag fra. Jeg gik hen for at se nærmere på min krop, som nu stod helt stille og ventede på, at jeg skulle komme hen og kigge på den. Det var et skræmmende syn som samtidigt var smukt og fik alt inden i mig til at falde på plads.
Min krop havde ingen hjerne. Hvor der skulle have været en hjerne var der nu bare ingenting. Der var kun et ansigt. Og alligevel var der ikke noget ansigt, for det stod kroppen med i hånden, som en maske der var blevet taget af. Hvor ansigtet skulle sidde var der nu kun bleg hud, nærmest gennemsigtig hud, med små antydninger af, at et nyt ansigt var på vej.
Jeg mærkede kun stolthed og glæde ved dette syn.