I mit arbejde på at komme ovenpå efter hjernens nedbrænding, er jeg endelig nået dertil hvor jeg kan gå lange ture hver dag. Med musik eller en podcast i ørerne flyver jeg nærmest hen over grusvejene og asfalten af lethed og taknemlighed over at måtte føle glæden ved det.
For nyligt gik jeg også en tur og imens jeg næsten fløjtende af glæde ser en ældre herre gå og lede efter noget i vejkanten, melder der sig to spørgsmål i mit hoved.
1. Skal jeg bare hilse og gå forbi ham?
2. Skal jeg standse op og spørge om jeg kan hjælpe med at lede?
Jeg valgte 2’eren fordi jeg lige netop dén dag var mig selv så nær at det var helt fremmed for mig ikke at reagere.
Det viste sig, at denne ældre herre er af udenlandsk afstamning og stort set ikke taler dansk. Han forstod dog, at jeg gerne ville hjælpe og han forklarede med armbevægelser hvad han ledte efter, og sammen ledte vi videre derfra.
Efter ganske få minutter fandt han selv det han søgte. Jeg har nok haft et kropssprog og et “Jubiii” over læberne der gjorde, at han glædede sig dobbelt så meget, som hvis jeg ikke havde været der. Ihvertfald kom han over til mig, krammede mig inderligt og gav et kys eller to på min hals.
Vi skiltes og jeg fordøjede langsomt denne lidt besynderlige episode.
Et par dage efter går jeg endnu en tur og hvem tror I kommer mig i møde? Det gør denne ældre mand. Med sig havde han sin cykel, læsset med bananer og kyllinger – tilbud i netto. Cyklen stillede han op af hegnet da han så mig og ventede på, at jeg nåede hen til ham. Igen blev jeg overdynget med kram og kys på halsen (Jeg tror hellere at jeg må tage rullekrave på fra nu af).
Men ikke nok med alle krammene, så tryllede han også en brun banan frem fra sin inderlomme, hvilken han berigede mig med. To småkager, to valnødder og et stykke chokolade fandt også vej fra jakkens forskellige lommer, til mine hænder.
Beriget med diverse madvarer i hænderne fik jeg forklaret, at jeg måtte videre på min tur. Jeg takkede og fortsatte.
Dette skulle dog ikke være sidste gang at jeg mødte ham på dagens tur, for idet jeg havde gået det meste af min runde måtte jeg konstatere, at han sad og ventede på mig, på dét sted hvor vi mødtes første gang. Han må have tænkt, at det måtte være en del af min rute. Klogt tænkt vil jeg sige.
Jeg så ham idet jeg trådte ud fra et beplantet område og må tilstå, at jeg hurtigt valgte at vende om, i håbet om at han ikke havde set mig. Nye spørgsmål dukkede nu op i mit hovede.
1. Skal jeg fremover være indstillet på, at jeg får venner når jeg er venlig og hjælpsom?
2. Skal jeg droppe min venlighed?
Et par dage efter mødte jeg ham igen på min vej. Også denne gang blev jeg modtaget med kram og kys på halsen, en banan, jordbær, hjemmebagte småkager og et stykke chokolade, samt en invitation til te og lidt at spise.
Hvordan forklarer man en ældre herre der ikke forstår mit sprog, at jeg bare ville hjælpe ham med at lede efter den lille dut han havde mistet og at det ikke gør os til buddies?
Når dette store spørgsmål nu er kastet ud i luften må jeg dog konkludere, at jeg ville gøre det igen. Jeg ville for enhver pris gå et andet menneske i møde og hjælpe denne – og jeg vil ligeledes blive ved med at stoppe op og spørge f.eks. en lystfisker på volden om der er bid og ad den vej starte en samtale.
Jeg vil tilmed øve mig i at gøre det oftere fordi det er berigende. Fordi det er sådan jeg er. Jeg har bare ikke gjort det i et årti eller to, fordi jeg havde mistet den del af mig.
Men nu er den tilbage og jeg elsker den. Jeg har min egen lille fest hver gang jeg henvender mig hos fremmede og jeg kan se i deres øjne, at de deltager i festen i et kort øjeblik.