Dette indlæg er en slags forlængelse af indlægget “Det gør ondt at slippe” fra maj 2016. I første omgang, da jeg valgte at skrive dette indlæg, så jeg ingen sammenhæng med det tidligere indlæg, men da jeg trak et englekort den anden dag, trak jeg selvsamme kort som dengang…og rådet jeg bad om var ligeledes i forbindelse med situationen omkring min søn.
SURRENDER AND RELEASE
Overgiv dig og giv slip.
Giv slip??? Hvad vil det sige? Hvordan gør jeg? Hvad sker der når jeg gør det? – og hvorfor holdt jeg krampagtigt fast?
Allerede for 1,5 år siden vidste jeg at jeg skulle slippe min søn. Men jeg forstod ikke hvad det betød. Jeg slap så vidt jeg kunne forstå det, ved ikke længere at opdrage på ham, men blot forsøge at guide. Dvs at jeg begyndte at have tillid til at han ville vælge den vej i livet hvor han kunne lære det han kom til verden for.
Dette viser sig nu blot at være første del af den proces som det er at slippe ham, for i de 1,5 år der er gået, har han valgt en vej som strider imod mine ønsker for ham. Min guidening kunne ikke ændre hans valg af liv og jeg står nu med en søn der er afhængig af hash. Min søn er 16 år og misbruger.
Jeg ved nu, at uanset hvor og hos hvem han ville været vokset op, så havde han valgt den samme vej. Det er en drift. En lære han søger…omend det splitter ham i flere dele.
Jeg har alt for længe troet at jeg kunne hjælpe ham ved at forsøge at få ham ind på den rette sti, men det har været en umulig opgave, på trods af at utallige mennesker fra den offentlige sektor ligeledes gjorde et forsøg på at “rette ham ind”.
I de sidste par dage er der sket en forandring i mig. Dette skyldes, at jeg fik en gave. En gave fra et ukendt sted. Det var et billede. Et indre billede der tydeligt viser hvorfor jeg er syg og min søn sidder fast.
AFGRUNDEN
Jeg står på en klippeafsats sammen med min søn. Han forsøger at følge sin vej i livet, men fordi hans vej er at springe ud over klippen, holder jeg krampagtigt fast i hans trøje og forhindrer ham derved i at falde.
Han vil den ene vej. Jeg vil den anden – og begge kommer vi ikke derhen hvor det er meningen at vi skal være.
Jeg er nød til at slippe hans trøje, så jeg igen kan forlade klippeafsatsen og vende tilbage til det liv som jeg ønsker at leve.
Jeg er nød til at slippe hans trøje, så han kan falde ned i afgrunden. Kun på den måde får han mulighed for at følge sin vej og rejse sig igen i en stærkere og mere vis udgave som følge af egne erfaringer.
Jeg har som mor pligt til at slippe min søn. Det er ikke op til mig at afgøre hvilken vej han skal vælge.
Så længe vi står på klippeafsatsen er alle de tårer jeg græder urene, fordi det er misforstået kærlighed til ham. Tårerne er forurenede af vrede, dårlig samvittighed, følelsen af ikke at slå til som mor og følelsen af afsky over for min søns handlinger. De er forurenede med følelsen af, at jeg skal give afkald på mit liv for at redde hans. Disse tårer er så forurenede at jeg ikke er i stand til at mærke den rene smerte, som det er at se sit barn lide.
Jeg ønsker at græde rene tårer. Tårer der opstår af kærlighed til ham, og jeg ønsker at mærke smerten så jeg kan leve den ud og komme videre.
Mht at jeg føler, at mit liv er sat på pause, i forsøget på at redde ham, så må jeg indrømme at jeg er et skarn – et ubehøvlet væsen, i og med at jeg tillægger ham den byrde. En byrde han ikke har bedt om. En byrde han ikke fortjener.
Så hvad nu? Hvad skal der ske? Hvad gør jeg?
Jeg slipper ham helt nu. Ikke blot delvist. Jeg slipper trøjen. Jeg lader ham vælge afgrunden hvis han stadig vil det når jeg har sluppet. Jeg lader ham vælge at følges med mig tilbage til sikker grund, hvis han vil det.
Alt hvad jeg ved er, at jeg ikke kommer til at kigge ned i afgrunden hvis han falder. Jeg kommer ikke til at stå og se på. Jeg kommer ikke til at være en aktiv del af hans fald.
Jeg går tilbage til mit liv og lever det, i kærlighed til mig selv. Jeg vil være der for ham, når han vælger kærligheden til sig selv, som vil give ham muligheden for at godt liv.
Da jeg nåede hertil i indlægget får jeg en SMS fra min søn: “Mor, jeg står i Sportsmaster og kigger på en trøje som bare er SÅ fed. Må jeg få den?” Min første tanke var: “Damn den er dyr. Er det nu også nødvendigt, når nu han har så mange trøjer i forvejen?” Så kiggede jeg ned på det igangværende indlæg og tænkte: “HELL YEAH…selvfølgelig skal han have den – og dén trøje vil jeg ikke gribe fat i”.