I dag vil jeg vende tilbage til historien om bødlen og det lille væsen, for der er én ting i forbindelse med al den gift jeg har fået, som jeg længe har spekuleret over og ikke har kunne sætte ord på – og det er følelsen som jeg har over for henholdsvis bødlen og det lille væsen.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg tillod dem begge at give mig giften. Forstået på den måde, at jeg havde muligheden for at sige fra. Sætte mine grænser. Gå min vej.
Vi har altid et valg. Vi tager altid et valg. Og valget er vores eget ansvar. Nogengange bliver vores valg taget ud fra hvad vi føler er godt for os – hvad vi føler er rigtigt. Andre gange tager vi vores valg ud fra ting vi har med os i rygsækken og som vi endnu ikke har fået bearbejdet. Disse valg er som oftest valg der ikke gavner os. Mit valg om IKKE at sige fra over for bødlen og det lille væsen, skyldtes mit uforarbejdede indhold i min rygsæk, og jeg bærer derfor min del af ansvaret selv.
Når det er sagt, har ingen mennesker ret til at nedværdige, ydmyge, bedrage, misbruge eller lemlæste andre, uanset hvad den enkelte måtte have i sin rygsæk.
Med denne viden kan jeg ikke hade nogen. Men det var i årevis følelsen af had der kom nærmest når jeg tænkte på hvad jeg måtte udholde pga giften og jeg brød mig ikke om at sætte følelsen i forbindelse med had. Det føltes for voldsomt – for umenneskeligt at hade et andet menneske, der ligesom jeg havde en rygsæk. I årevis har jeg kæmpet imod denne had-følelse, fordi jeg ikke ønskede at hade nogen.
Den anden dag fik jeg præsenteret et ord der beskrev mine følelser til punkt og prikke og som gjorde det nemmere for mig at placere mit forhold til, især bødlen.
AFSKY
AFSKY – er følelsen som jeg har for bødlen. Jeg afskyr ikke blot hans handlinger. Jeg afskyr ham som menneske. Han brød samtlige regler om, at man behandler sine medmennesker ordentligt. Det vækker afsky i mig. Og så er den ikke så meget længere.
AFSKY – er også følelsen jeg har for det lille væsens handlinger. Jeg håber ikke at jeg nogensinde kommer til at føle afsky for det lille væsen som det menneske det er. Det er mit kød og blod og det ligger i mit moderhjerte, at det lille væsen skal have det godt. Det ligger i mit hjerte, at jeg skal elske det.
Jeg må dog se virkeligheden i øjnene og dermed erkende, at nok er jeg det lille væsens mor, men jeg er også et menneske. Og selv om jeg nogen gange tænker, at moderrollen forpligter mig til, at elske det lille væsen, så ved jeg, at der er grænser. Grænser for, hvad jeg vil gå med til som menneske.
GRÆNSER
Grænser, eller mangel på samme, er netop årsagen til at jeg lod mig forgifte. Jeg var ikke i stand til at sætte mine grænser. Jeg vidste ikke hvordan man sætter grænser. Jeg viste ikke, at jeg havde den mulighed – for jeg har ikke lært hvordan man gør.
Jeg lærte tidligt i livet at tilpasse mig andre, for ikke at “være i vejen” – gøre nogen kede af det, gøre nogen jaloux – for ikke at være for sød og dermed tiltrække de forkerte mennesker og ikke at være for hård for at skræmme nogen andre.
Mine antenner har, siden jeg var lille, været rettet mod alle andre end mig selv, i konstant påpasselighed, og derfor gik min evne til at mærke hvordan jeg selv havde det tabt…og dermed også evnen til at sætte mine grænser. Det er min rygsæk og det er min del af ansvaret for, at jeg modtog giften.
Nu har jeg set og erkendt hvad der skete i de forgangne 18 år hvor giften flød. Det giver mening. Det er OKAY – og jeg vil aldrig kunne modtage mere gift fordi “isdronningen” nu står ved siden af mig og viser mig hvornår og hvordan jeg skal sætte grænser.
Min lære (eller konklusion om man vil) af alt dette er, at afsky opstår når grænser bliver overtrådt – og jeg går ikke fri for at føle afsky overfor mig selv i ny og næ, for jeg har overtrådt mine egne grænser mange gange ved at ignorere min inderste stemme.
– nu skal jeg bare tilgive mig selv.