Jeg blev født glad.
Ja…jeg havde praktisk talt alt udstyret til en storslået nytårsaften i hænderne da livet for alvor blev alvor. I min nøgne uniform, smilte jeg stort til alle de mennesker som modtog mig. Alle smilte stort tilbage til mig som om jeg var et vidunder og de roste mig for mit samarbejde omkring den lidt voldsomme entre jeg netop havde præsteret. Det aller aller første jeg vækkede i andre, da jeg tittede frem, var glæde.
Jeg blev født glad.
Ja…jeg havde praktisk talt planlagt, at min glæde skulle ledsage mig igennem hele livet. Glæden skulle være min bedste ven som skulle tage min hånd hver gang jeg skulle begive mig ud på nye eventyr. Glæden skulle hele tiden være ved min side for at minde mig om, at nye eventyr og troskab til mig selv fik den til at vokse.
Jeg er født glad.
Ja…jeg havde praktisk talt planlagt, at min glæde skulle smitte af på de mennesker, der i livet, ville være omkring mig. Jeg havde en idé om, at jeg sammen med min glæde ville have evnen til at løfte menneskene omkring mig – at jeg kunne få dem til at være en del af min glæde, bare ved at være mig.
Jeg er født glad. Ja…
Ligesom alle mennesker blev jeg prøvet af i livet. Udfordret – for at se hvor godt fat jeg havde i min fødselsgave. Jeg havde godt fat i den første tid, men der gik ikke lang tid, før jeg oplevede, at min glæde resulterede i mennesker, der blev vrede eller jaloux. Velsagtens fordi de ikke forstod glædens budskab – eller fordi de spejlede sig i mig og indså, at jeg havde noget som de aldrig ville få.
På trods af, at disse mennesker var i fåtal og menneskene der kunne rumme min glæde var i 10-doppelt antal, blev det de få der prægede mig mest. Det var de få jeg brugte allermest kræfter på – ved hele tiden at have antennerne ude for at lure af i hvilket humør de var i og hvordan jeg skulle opføre mig. Opføre mig, så jeg, hvis jeg havde luret godt, kunne dæmpe min glæde i en tilpas grad til, at ingen blev påvirket negativt af den.
Jeg kom mere og mere på overarbejde i og med, at jeg begyndte at analysere alle mennesker omkring mig, for at finde ud af hvor de var netop den dag – hvilket humør de var i. Jeg blev tilpasningens mester. Og jeg var dygtig. Det var lige til en Guldmedalje.
Som tiden gik blev glæden så lille fordi jeg ikke fodrede den. Jeg kunne kun lige skimte den og jeg værnede så meget om den lille rest der var tilbage, at jeg låste den inde i en lille kasse med lås, som jeg beskyttede ved, i bogstaveligste forstand, at hænge over den hele tiden. Jeg turde ikke åbne kassen og se på glæden af angst for, at den så ville blive endnu mindre for til sidst at forsvinde helt. Jeg var fejlagtigt begyndt at tro, at glæden blev mindre når jeg brugte af den. Det var blevet fuldstændig fjernt for mig, at glæde avler glæde.
Jo mindre næring jeg gav glæden, dvs. jo mindre glad jeg var, des mindre blev den. Hver gang jeg var den utro, ved ikke at være glad, des mere rynket og vissen blev den.
Pludselig en dag oplevede jeg, at nogen blev kede af, at jeg havde gemt min glæde væk. Jeg oplevede, at de ikke kunne holde ud at være i mit selskab fordi der ingen glæde var. Det gjorde især indtryk, at et af de mennesker der før havde svært ved at rumme min glæde, nu ikke kunne rumme at jeg ingen glæde havde.
Når alt kommer til alt var det især mig selv der ikke kunne være i mit eget selskab. Mig selv der ikke kunne rumme at glæden var væk. Jeg blev en dårlig kopi af mig selv og jeg længtes efter glæden. Og jeg længtes efter mig!
Jeg var ikke god til at håndtere min fødselsgave – og derfor glæder jeg mig nu over at jeg har turdet låse kisten op så jeg igen kan begynde at give næring til min bedste ven.
Alene glæden over, at være glad for at se glæden, får glæden til at vokse.