Nu har jeg år efter år hevet mig selv op i nakkeskindet når noget skulle gøres, også selv om jeg var på kanten af udmattelse. Det ligger dybt i mig, at: “sådan er jeg nød til at gøre”.
Når jeg tænker over det, var det ikke et spørgsmål om overlevelse. Det var ikke et spørgsmål om, at det var livsvigtigt. Ej heller var det et spørgsmål om, at så ville mine børn have det skidt – men sådan føltes det mens det stod på.
Jeg ville ikke svigte nogen – men den der blev svigtet var den vigtigste person i mit liv! Mig selv. Alt dette, udelukkende fordi jeg havde “viljen” til at fortsætte med at hanke op i mig selv, selv om reserverne var udtømte. Jeg blev drevet af min forestilling om, at andre ville blive skuffede over mig, hvis ikke jeg viste, at jeg havde styr på vores hverdag – at jeg kunne klare “mosten”.
Jo mere jeg kæmpede for at bevare denne forestilling, des mere mistede jeg af mig selv.
Bid for bid gik jeg fra hinanden i kampen for at holde sammen på alt andet.
Da der ikke var mere tilbage af mig kapitulerede min krop.
Jeg er intet uden min krop og min krop er intet uden mig. Det ene kan ikke uden det andet.
Nu ligger jeg så her, nedlagt og udbrændt og forsøger at hanke op i mig selv igen på trods af total udmattelse. Forskellen på før og nu er, at kroppen er ude af stand til at parere ordre. Dvs. min krop kunne godt parere ordre et godt stykke hen af vejen, men med dét for øje, at jeg kunne vinke farvel til de to skridt som jeg lige havde taget fremad, idet konsekvensen ville betyde fire skridt tilbage.
Dette faktum er hjernen ved at forstå. Men forståelsen gør det ikke nemmere at håndtere.
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker;”Kom så Sabine. Gør det nu! Du kan godt!” – med dét resultat, at jeg hamrer mig selv oven i hovedet bagefter. Ikke kun fordi jeg ikke kan gøre hvad hjernen forsøger at overbevise mig om at jeg godt kan, men også fordi jeg hamrer mig selv oven i hovedet.
Jeg hamrer mig selv oven i hovedet fordi jeg hamrer mig selv oven i hovedet.
Måske handler det hele om vilje? Måske siger min hjerne at jeg godt kan, fordi jeg virkelig godt kan.
Måske er grunden til at jeg ikke kan, at min vilje for at at gøre noget godt for mig selv er lig NUL? Ikke eksisterende.
Indtil jeg var 24 havde jeg MASSER af vilje. Jeg var succesfuld. Jeg havde skaberkraft. Jeg gjorde hvad jeg følte for – på trods af at det virkede utilpasset og flyvsk. Jeg havde en tro på mig selv. Jeg vidste at jeg kunne hvad jeg ville.
Efter mit fyldte 24. år mødte jeg et menneske hvis vilje var stærkere end min. Min vilje blev overtrumfet igen og igen, på ukærlig vis. Til sidst mistede jeg min egen vilje og lærte, at den ikke var velkommen. I stedet begyndte jeg at handle ud fra hvordan ovenstående menneske kunne tilfredsstilles, så jeg undgik at udsætte min vilje for flere nederlag. For flere tæsk.
Når jeg, i dag, mærker en idé der kræver vilje til udførelsen af ideen, lukker min krop automatisk ned – fordi tilstedeværelsen af min vilje har været forbundet med konflikter, nedgørelser og “magtkampe”.
Jeg må og SKAL genvinde min vilje. Jeg har brug for den så jeg kan lægge hammeren tilbage i værktøjskassen. Jeg har brug for den, så jeg kan blive succesfuld, få skaberkraften og troen på det umulige tilbage.
Jeg skal lære at bruge viljen til MIN fordel – på den gode måde.
Er der ikke et ordsprog der hedder: “Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet” ?