Jeg fik aldrig fortalt hvad der skete under regressionen og at denne gav mig svar på spørgsmålene omkring mine nakkesmerter gennem hele livet.
Så…here it comes:
Jeg ser mig selv stå i en balsal. Højt til loftet, gyldne vægge, lysestager med hundredevis af brændende lys der lyser lokalet op i romantiske farver og giver rummet varme. Kvinderne bærer store kjoler. Taljerne er snørret ind og lader barmene blomstre i vellystige, runde former. Enkelte bærer hvide parykker mens andre har opsat håret i de største og prægtigste frisurer. Varmen fra lysene lader enkelte åbne deres medbragte vifte for at få lidt kølig luft at friske sig op med. For nogen bliver varmen, de indsnørrede taljer og de store parykker for meget, hvilket driver dem ud på sidebænken hvor deres kvindelige ledsagerske tager sig kærligt af deres Fruer.
Jeg ser hvordan der danses og flirtes. Der er ingen tvivl om, at der kæmpes om hvem der er den højest rangerede Frue og det ses i kvindernes ansigter hvordan de bruger deres ynde, for at få flest mulige bejlere hen til sig.
Mens jeg står dér og skuer ud over festen slår det mig pludselig: “Hvorfor er jeg mon i denne balsal?”
Min følelse er, at jeg ikke er en del af festen. Jeg vælger at se ind i een af de mange prangende spejle der er i den store sal. Mine øjne falder på den mørkegrønne kjole af velour, sirligt pyntet med små kniplinger ved halsen og ærmerne. Den falder lige ned og er ingenlunde lige så prangende som de andre kvinders. Om halsen har jeg et smykke der lader et vedhæng i form af en nøgle, ende ud dér hvor taljen er smallest. Jeg ligner en husbestyrerske men er det ikke. Mit hår er sat op for at give det noget højde, men ikke mere end, at det bagerste af mit lange brune hår hænger ned omkring halsen, for ikke at blotte den og tiltrække de af mændende, som ikke bør tiltrækkes af mig.
Jeg er datter af Godsets staldpasser og dennes kone som er husbestyrerinde.
Hvilken rolle jeg spiller denne aften er mig uvidst. Mest af alt føler jeg mig usynlig, nedrangeret og alligevel som en del af de fine.
****Sceneskift****
Vi sidder i tjenestefolkenes køkken ved det lange plankebord. Min far sidder i den ene bordende. Min mor i den anden. På bordsiderne sidder nogle mindre søskende, en kogekone og et par tjenestepiger og staldknægte. Der er stilhed omkring bordet. Stemningen er tydeligvis præget af, at min mor er ked af det og min far er vred.
Jeg tænker tilbage på de forgangne uger, hvor min mor har grædt og udtrykt sin bekymring for mig. Samtidig husker jeg tydeligt den anden dag, hvor min far atter råbte af mig og græd ulykkestårer, af frygt for hvad der måtte komme.
Alt imens jeg sidder ved bordet og ser på først min mor og så min far, mærker jeg en ked af det-hed over ikke at kunne være den datter de gerne vil have og jeg forstår i grunden ikke, på det tidspunkt, hvorfor de tager afstand fra mig.
****Sceneskift****
Jeg ligger i en stor himmelseng i en af godsets fine gemakker. Der er gulvtæpper, gardiner, puder og storslåede møbler. Det fineste håndværk. Væggen er prydet med et smukt damask tapet i blå/grå farver. De store træskabe er udsmykket med de smukkeste udskæringer af legende børn og mænd på jagt.
Jeg føler mig alene i gemakket, men der er også er en mand som går hvileløst rundt. Selv om han er der, savner jeg ham. Han er vigtig for mig. Samtidig er jeg klar over, at det ikke er helt ufarligt at ligge i godsejerens søns gemakker, fuldstændig afklædt og med en følelse af samhørighed, som aldrig vil blive accepteret.
Han er bekendt med den ultimative fare ved at dele seng med mig, nu hvor han er trolovet med datteren af faderens rigeste slægtninge og han forsøger at fortrænge virkeligheden ved at holde følelserne på afstand. Men han er splittet og ansvaret piner ham. Jeg tører af og til hans tårer væk i troen på, at kærlighed overvinder alt.
Vi er elskende.
****Sceneskift****
Jeg er 23 år. Der er helt mørkt og jeg bliver ført op af trappetrin af en mand der nænsomt har fat i mine arme. På trods af at jeg ikke kan se noget ved jeg hvem han er, idet han et par gange tidligere har været i byen pga. lignende anliggender og blev bespist i vores køkken. Jeg hører en sagte gråd fra ham og et kort øjeblik føler jeg med ham.
Jeg er bange men ved også at det snart er forbi.
Da jeg ankommer oppe på podiet hvor alle byens beboere kan se mig, lukker jeg af for virkeligheden. Der er for meget angst, sorg og kærlighed i mig til, at jeg kan rumme det.
Istedet så jeg alt ske fra oven. Jeg så, hvordan en kvinde med en lærredspose over hovedet blev tvunget i knæ foran en stor sokkel, der havde adskillige store riller efter den store økse som skilte hovederne fra kroppene. Jeg så, igennem lærredsposen, hvordan kvindens tårer trillede ned ad kinderne, og hørte gråden der på én og samme tid tilgav og bad om tilgivelse. Jeg så, hvordan kvinden pludselig forstod sine forældres ked af det-hed, råben, bekymring og afstandtagen fra hende. Jeg så hvordan hun led. Ikke over at den store økse ville gøre en ende på hendes korte liv, men over den smerte hun nu forvoldte sine kære, idet hun ikke havde lyttet til deres varslende ord.
Selv om smerten var stor, fortrød hun ikke at hun elskede denne mand, som blev hendes død. Hun angrede derimod at han måtte bøde pga. hendes kærlighed og den traumatiske død lod hende ikke slippe dette liv førend underbevidstheden fik lov at tale.
Kærlighed til andre er ikke farlig.
Tilgivelse er kærlighed til sig selv.
– dette skal JEG lære.