Sabine Vida

Så gik endnu en uge, hvor jeg måtte tage stilling til, hvad der skulle ske, efter naboens oplysning om, at jeg selv skal stå for det økonomiske, i forbindelse med flytningen af hans varmepumpe. 

Jeg er en god pige. Skaber ikke konflikter. Tager altid hensyn til modpartens følelser og hvor denne står i livet, samt dennes bagage. 
Af den grund var jeg tæt på at sige; “Så pyt da. Jeg betaler de 44.000 kroner som det koster at flytte naboens pumpe OG nogenlunde samme beløb, som det vil komme til at koste, at flytte min egen, hvis det viser sig at blive nødvendigt”.
Men jeg havde en følelse der ikke lod mig være. En følelse af fuldendt og invaliderende uretfærdighed over situationen, som jeg på ingen måde har haft andel i, andet end, at jeg er flyttet ind i mit drømmehus.

Jeg brugte dage og nætter på at finde ud af hvordan jeg skulle tackle situationen og vendte de forskellige scenarier i hovedet og i hjertet. 
Scenarie 1.
– Jeg betaler og skal resten af mine dage bo op og ned af en nabo, i bofællesskabet, hvis værdier er så langt fra mine, at jeg på ingen måde vil kunne føre andet end smalltalk, og jeg vil sandsynligvis altid føle en enorm ubalance i naboskabet pga. hans manglende ansvarstagen. Vil jeg kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg lader stå til? Lader mig tromle ned? Bare finder mig i det?
Scenarie 2.
– Betaler jeg ikke, skal jeg flytte.
Scenarie 3.
– Jeg kontakter kommunen og opretter en klage. Dermed udløses sandsynligvis en “krig” og det fremtidige naboskab står igen på spil.

Mit bagland sagde “Pyt – lad os nu bare få flyttet den maskine så du kan komme hjem. Det er jo bare penge”.
Men jeg mærkede at det ikke bare handlede om penge. Det handlede om at sætte grænser. Sætte mig selv i respekt, for mig selv især. 

Jeg valgte derfor at kontakte kommunen. De kom 3 dage senere for at lytte og kigge på pumpens/pumpernes placering. 
I den forbindelse kom det næste chok, for det viste sig at der, når alle 4 husstandes varmepumper er slukkede, stadig er en lavfrekvent lyd. Det skal siges, at der ikke hersker tvivl om, at naboens pumpe forværrer lyden, så det bliver uudholdeligt at være i huset og den bør derfor stadig flyttes.

Kommunen kan pålægge naboen og mig, da begge pumper står uhensigtsmæssigt under soveværelsesvinduer,  at skulle slukke pumperne fra klokken 18:00 til næste morgen, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kan holde ud at være hjemme i løbet af dagen. Der vil heller ikke være nogen garanti for, at jeg ikke vil være forstyrret af den konstante brummen, som stammer fra en nu ukendt kilde, om natten.

Min eneste udvej er at flytte. Flytte væk fra brummen og ansvarsløse naboer. 
Flytte væk fra min bror, der er min nabo, med hvilken jeg havde drømme omkring stedet og vores fælles liv på landet. 

Jeg er fuld af sorg. 

Hvis man vil forstå min sorg, skal man vide, at der rippes op i et gammelt traume, som udløste min hidtil største sorg i livet. Jeg blev skilt fra min storebror som 7-årig, flyttet til et andet land, ind i en ny familie og ny skole. Jeg mistede dét jeg havde allermest kært.
Grundet den gamle sorg, føles det nu, som om jeg mister endnu en bror som jeg regnede med at skulle tilbringe livet med, side om side. 

Min voksne hjerne har set og erkendt dette, sorgen er sat i process og jeg er taknemlig for denne erkendelse, der giver mig mulighed for at heale traumet.
En anden del af sorgen består i, at skulle forlade huset. Jeg havde/har brug for at kunne sætte mine rødder, der som barn blev revet op med rode.
En sidste smerte består i, at skulle opgive en drøm, som ikke kun indbefatter mig selv. 
Smerten er ikke kun min alene. Den rammer også min lillebror. 

Mit jordnære motto; “Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget” vil med tiden helt sikkert stikke sit ansigt op og sige: “Hvad sagde jeg?”
Derudover giver min spirituelle tilgang til livet mig tillid til, at når èn dør lukker sig, åbnes flere nye og bedre. Dermed ikke sagt, at sorgen ikke har sin berettigelse og får plads.

Grundet et sidste, spinkelt håb om, at den lavfrekvente lyd fra en ukendt kilde kan findes, igangsætter jeg et sidste desperat tiltag. Det er et (måske) naivt tiltag i den forbindelse, ud over, atter at kontakte kommunen for at høre hvad de kan hjælpe med for at lokalisere en evt. kilde.
Jeg får et medium til at rense huset for åndelige energier/aktivitet. For det er ikke en hemmelighed, at jeg aldrig har følt mig velkommen i huset og ofte har tænkt, at noget vil have mig ud derfra.

Jeg lader historien hvile her og lader jeres tanker og fantasi rulle. Så må vi se om der kommer en Del 4 af Mit Lavfrekvente Helvede.

Her sidder jeg nu og prøver at forholde mig til de nye oplysninger som er kommet mig for øre i den forgangne uge.
Min nabo har meldt ud, at han ikke vil betale nogle af omkostningerne i forbindelse med flytningen af sin varmepumpe. 

Argumenterne lyder:
”Vi besluttede i fællesskabet hvor pumperne skulle placeres. Det var en fælles beslutning”. (men hvor var jeg i denne beslutning?)
“Du købte huset som beset”. (Forventes det, at man kan høre lavfrekvente lyde når man kigger på hus?)
“Det er ikke rimeligt, at jeg fremover skal have større udgifter fordi rørføringen bliver længere”. (Er det rimeligt, at jeg skal flytte og sælge huset?)

Forstå mig ret, jeg forstår til dels naboens forsøg på at retfærdiggøre sin modvilje, men jeg må tilstå, at han dermed lægger al ansvar fra sig.

Ja…det var fællesskabets beslutning at placere pumpen hvor den står, og det blev derfor også fællesskabets ansvar, da det viste sig at være den forkerte beslutning.
Ja…huset er købt som beset og ansvaret lægges således over på mig. MIG – et overmenneske der selvfølgelig kan høre lavfrekvente lyde ved huskøb, UDEN at have været påvirket i en længere periode.
Ja…rørføringen bliver længere og MULIGVIS bliver den årlige udgift for EL højere. Men vi kan hurtigt blive enige om, at de ca. 44.000 kr. som det kommer til at koste mig, at flytte pumpen, ej heller er rimelig.
– Ikke at forglemme den personlige nedtur jeg går igennem. 

Så hvori ligger retfærdigheden i alt dette?

Jeg er plaget af lavfrekvente lyde.
Jeg kan ikke bo hjemme i mit nye hus.
Jeg kan ikke leve mit familieliv.
Jeg har udviklet stress, som følge af den konstante lydpåvirkning og følgerne ved at være sat på stand by.
Jeg har måttet sygemelde mig.
Jeg fremstår som liden bims, muligvis med tvangstanker (ifølge nabokonen) og har “bare” set mig sur på naboens varmepumpe.
– Og så får jeg oven i købet lov til at stå med udgifterne alene. 

Opråb fra byggesagkyndig: Støj fra varmepumper er et kritisk problem (bolius.dk)

Ovenstående artikel blev udgivet få dage efter min nabos udmeldelse om, at han ikke vil bidrage økonomisk.

Artiklen var dermed med til at plante en meget splittet følelse omkring hvorvidt jeg skal sige PYT, betale prisen og bare flytte pumpen, så jeg kan komme videre i mit liv, eller om jeg skal arbejde i beviser. Måling af decibel f.eks. Noget kommunen skal indover og som kun i de færreste tilfælde ender med at pålægge ejeren af pumpen at lydisolere den. Ikke flytte den. Kun lydisolere. (hvilket er umuligt når der kun er to meter hen til mit hus).
Pumpen er placeret for tæt på skel, lige under soveværelsesvinduet, har ført til søvnbesvær og stress. Alt det, som artiklen påpeger. 

Endnu er der kun regler for hvor mange decibel støjen må udsende. INGEN andre.
Hvad kan jeg gøre for at bevare det gode fællesskab uden fuldstændigt at skulle ignorere mine grænser, retfærdighedssans og værdier?

Artiklen sætter tydeligt fokus på, at vi står med en fremtidig udfordring i hele landet, i og med, at der kommer flere og flere varmepumper til. 

Scan Convert A/S, som bl.a. producerer støjværn, har realiseret, at der er et behov for støjværn til varmepumper, og er ved at udvikle en færdig løsning dertil. Det er jo glædeligt, at vores henvendelse til dem har sat skub i anerkendelsen af problemet. 
Om to år, gætter jeg på, vil problemet med lavfrekvent støj være anerkendt, og der vil foreligge regler om placering af pumper, og krav der tvinger ejeren til at tage ansvar.
Mennesker der er plaget af lyden vil ikke længere fremstå som bims, og et tilbud om at dele udgifterne til flytning af en pumpe, vil kunne ses som en gestus. 

Det kan jeg imidlertid ikke bruge til noget, da jeg har udfordringen her og nu. 


Mine overvejelser lige nu består i at:
– Indhente og fremlægge beviser for naboen, samt hvilke konsekvenser det har for mig, for at appellere til hans egen retfærdighedssans? Jeg skal nok punge ud, for fællesskabets fortfarende harmoni. Tilgivet men ikke glemt.
– Sige PYT og acceptere, at min nabo ikke har samme værdier som jeg, selvom det for altid vil være en hæmsko for det personlige naboskab?
Gå til aviser, blade o.lign. for at fortælle min historie, sprede budskabet, lade tiden arbejde og håbe, at min nabo en dag indser sit ansvar.

Jeg tænker, at der kommer en del 3 af Mit lavfrekvente helvede. 

Det er ved at være et år siden, at jeg flyttede fra en lejlighed på 4. sal, til et hus på landet, i et bofællesskab med 4 matrikler. 
Rejsen fra at få muligheden, tage beslutningen, finde huset og få et lån, gik så nemt som at smøre smør på brødet. Der gik 3-4 uger fra mit “Ja…jeg gør det” til underskriften var sat.

Min drøm om at bo i nærheden af min bror, blev i samme hug opfyldt idet han købte et af de andre huse i bofællesskabet. Alt flaskede sig.
Det var “Meant to be”.

Jeg flyttede ind i marts 2020 og nød pladsen, friheden og den kendsgerning, at jeg endelig kunne slå de rødder, som jeg har savnet at kunne slå.
Samme dag jeg flyttede ind, startede jeg også nyt arbejde. Også dette kom nærmest flyvende ind i mine arme.
Nyt hus. Nyt arbejde. Selvfølgelig var jeg overvældet og udmattet, som den sensitive fis jeg er. Min krop reagerede ved at forløse gammel stress. Og fred være med det. Det er et spørgsmål om at acceptere processen. 

Der gik 1,5 måned, så begyndte jeg at høre en forstyrrende lyd, uden at kunne definere den. Som tiden gik blev lyden kraftigere, mere konstant og forstyrrende. 
Et halvt år efter indflytning, i september, begyndte det at blive så generende, at jeg ikke længere kunne sove ordentligt. 
På dette tidspunkt havde jeg fundet ud af, at det var naboens varmepumpe der buldrede lige ind i mit hus og forårsagede lavfrekvente lyde i hele huset. HELE huset! Den var placeret to meter fra mit hus. (Så kan man så undre sig over, at en autoriseret varmepumpe-installatør er uvidende omkring risikoen for lavfrekvente lyde) 

Jeg gik nu i en måneds tid og forsøgte at holde lyden ud. Høre musik konstant for at overdøve den. At ignorere den. Lukke ørene med diverse ørepropper OG ørebøffer. Men intet hjalp. Det er ikke en lyd der lader sig fjerne eller ignorere, og med tiden kommer kroppen i en tilstand af alarmberedskab. 
Forklaringen er, at lavfrekvente lyde er en vibration. Ikke en lyd. Der er ca. 2-5 % af befolkningen der kan høre disse lyde og er plaget af dem. 

Midt i oktober, var min krop så stresset grundet manglende søvn og konstant brummen og musik, at jeg måtte flygte hjemmefra. 
I 4 måneder har jeg nu boet hos mine forældre. Det er da hyggeligt, bevares, men mit liv er sat på stand by. Min kreativitet, som var begyndt at blomstre igen, er nu helt i bund. Mit virke som clairvoyant var begyndt at tiltrække klienter, men er nu også sat på stand by. 
Mit stressniveau, grundet den konstante lavfrekvente lyd, er nu skiftet ud med stress over ikke at kunne gøre det som gør mig godt. Ikke at kunne udfolde mig. Ikke at kunne følge min vej. Ikke at kunne være der for min søn til dagligt. ALT det som man nu gør i sin trygge base.

Naboen er gået med til at flytte varmepumpen. Jeg betaler halvdelen af udgifterne. Han havde brug for tid til at forstå nødvendigheden af det. Vi afventer nu tilbud fra håndværkerne. Vi har ventet i snart 4 uger på dette tilbud. 4 uger af mit liv “på udebane og stand by”. 

Hvorfor skriver jeg dette skriv?
For det første for at oplyse jer om, at verden larmer. Jeg er blevet så sensitiv overfor disse lyde, af at være udsat for dem over en lang periode, at jeg hører dem mange steder, hvor der er en varmepumpe i nærheden. 

Også mennesker der ikke kan høre lavfrekvente lyde, er udsat for vibrationerne. Vibrationer der stresser kroppen og som hos mange, er svaret på deres søvnløshed. Men ingen snakker om det.
Det er skræmmende, at der i de kommende mange år, vil komme flere og flere pumper til. 

De 2-5% der er plaget af lavfrekvente lyde nu, vil derfor uden tvivl opnå en højere procent med tiden.
Men ingen snakker om det. Ingen tager det alvorligt. Landsforeningen for lavfrekvent støj kæmper for at blive hørt. Vindmøller og diverse pumper i forbindelse med vandværker og lignende plager hele områder. I facebookgruppen af samme navn ligger der kort over hvor i landet plagen er. Det tages stadig ikke alvorligt.

MONEY MONEY MONEY. Den store vinder. Den lille taber…igen!

Vi, der allerede nu kan høre lydene, må sluge andres meninger om os, fordi de ikke forstår hvad det gør ved een. 

“Du er da også bare så sensitiv”
“Har du tvangstanker?” 
“Du har bare set dig sur på pumpen” 
Og den nedladende klassiker: “Jeg kan ikke høre noget” o.s.v.

Det ER et problem derude. 
ALTSÅ…være opmærksom ved huskøb, eller når du eller naboen skal have opsat varmepumpe. 

Den anden grund til mit skriv, er min egen rejse i dette lavfrekvente helvede.
De, som kender mig, ved, at jeg altid søger efter en mening med de ting som sker. At jeg har brug for at finde ud af HVORFOR noget overgår mig. Hvad kan jeg lære?

Ud over at jeg har skulle træne min tålmodighed og accept af en uønsket situation, samt at skulle lære at rumme andre kærligt, selv om de er et helt andet sted end mig og ikke forstår hvad jeg gennemgår, er der også nogle andre, mere spirituelle aspekter i situationen. Men dem tager vi på et andet tidspunkt.

Mit lavfrekvente helvede slutter ikke foreløbigt, for når jeg igen kan komme hjem, skal det vise sig, om jeg er blevet så sensitiv, at de andre naboers varmepumper bliver en plage, (ligesom mine forældres nabos varmepumpe er nu) eller om min “hørelse” “normaliserer” sig igen. Dernæst skal jeg have kroppen til at forstå, at den ikke behøver at være i alarmberedskab længere og bygge mig selv op igen. Jeg skal atter finde kreativiteten og klienterne frem, og langsomt finde tilbage til glæden ved at have en tryg base.

Hvis jeg for 20 år siden havde vidst hvad det ville bringe med sig at sætte børn i verden, havde jeg nok overvejet det en ekstra gang.

I grunden er den største gave ved at få et barn, den selvudvikling der følger med. Barnet i sig selv, vil ikke kunne opfattes som en gave, hvis man ikke ville være rede til at udvikle sig. I så fald ville barnet være en afhængighed i form af: “Jeg elsker dig, fordi jeg har brug for dig. I takt med dig, er jeg noget”.

Jeg har brug for mine børn, fordi jeg elsker dem. Og fordi jeg elsker dem, er jeg nødsaget til at granske mit inderste hver eneste gang de har behov for at blive set og hørt. Jeg er nød til at stille mig selv følgende spørgsmål i omgangen med børnene…også i dag, hvor de er små voksne.

Hvad er det barnet fortæller og hvordan reagerer jeg på det?
Hvad er det barnet har brug for og hvordan handler jeg på det?
Hvad er det barnet har brug for at høre og hvordan guider jeg barnet bedst?
Hvornår skal jeg bare lytte og hvornår skal jeg vejlede?
Hvornår skal jeg trøste og hvornår skal jeg støtte?

Jeg indrømmer, uden tøven, at jeg ikke har været god til at stille mig selv de spørgsmål i situationer der krævede det, da børnene var mindre. Dengang var det moderinstinktet der dominerede, og drev ord og handlinger frem. På samme tid, havde jeg en manglende evne til at kunne rumme børnene, fordi jeg ikke kunne rumme mig selv.
Jeg begræder det ikke, for jeg gjorde det bedste jeg kunne på daværende tidspunkt. Jeg står til ansvar for mine manglende handlinger, samt mine unødvendige handlinger, og er lydhør overfor kritikken som børnene kommer med, når de, som voksne realiserer, hvad mine handlinger har rørt indeni dem.

I dag er meget ændret. I dag rummer jeg mig selv og kan rumme børnene. Jeg kan, for det meste, stille spørgsmål til deres spørgsmål, i stedet for at råde, og derved lære dem at finde svarene selv.

Men det er svært. Især når børnene har det svært, og jeg sidder med en livserfaring, der har lært mig hvad der skal til for at bryde mønstre og gøre op med dæmoner.
Jeg er hele tiden nød til at huske mig selv på, at jeg ikke er dem, og de ikke er mig. Ergo er det ikke de samme behov vi har, de samme metoder vi gør brug af, de samme handlinger der hjælper os, og de samme følelser vi har omkring situationen. Og vigtigst af alt skal jeg huske på, at kun børnene ved, hvornår de er klar til forandringer. Jeg ved om nogen, at det kan tage flere årtier, før man bliver klar til at ændre noget i livet.
Det hele bliver ikke nemmere af, at børnene er unge mænd og jeg er en kvinde, og at deres far har været næsten ikke-eksisterende, hvilket krævede, og stadig gør, at jeg skulle være både mor og far.

Det har været en voldsom svær opgave, at skulle se på situationer som børnene kom i, og skulle tage stilling til om det var mor-hatten eller far-hatten der skulle på, og derudfra agere efter den valgte hat.
Og igen må jeg være hudløst ærlig. Jeg er en kvinde og jeg bliver aldrig en mand. Jeg vil aldrig kunne forstå en mands hjerne, og jeg vil aldrig kunne udfylde faderrollen, så børnene kan spejle sig i det.

Hvad vil jeg egentlig sige med dette indlæg?

Dette indlæg påbegyndte jeg, fordi jeg sad med en følelse af afmagt og bekymring, over en situation som et af børnene sidder i. Selvfølgelig er det i orden at bekymre sig for sine voksne børn, og selvfølgelig skal afmagten have sin plads, men jeg kunne bare mærke, at jeg er nød til at tage fat i 3. fase af at give slip på sine børn, så bekymringerne og afmagten ikke fylder mig ud, og jeg derved tilsidesætter mit eget liv.

Hvordan jeg griber det an har jeg endnu ikke tænkt over, men af erfaring ved jeg, at det vigtigste er, at beslutningen tages. At beslutningen tages i kærlighed og med den indsigt, at en fastholden i det gamle, er en stagnation af begges liv.

Når nødvendigheden af 3. fase er erkendt, kommer svaret på hvad der skal til.

Havde jeg for 20 år siden vidst hvad det indebar at sætte børn i verden, havde jeg købt mig en gylden rustning, et univers af kærlighed og mine forfædres vidensbibliotek.

Jeg står og ryster mig. Står og svinger armene fra side til side, så hænderne rammer mine baller. Armene er totalt slappe. Min rygsøjle er i konstant bevægelse, på en måde den ikke er vant til. Den smiler, og jeg mærker tydeligt, at det ikke kun er rygsøjlen der løsnes op for, men også hele mit følelsesregister.

Mens jeg står og ryster mig, løber der pludselig tårer ned af mine kinder. Forløsningstårer.
Jeg griber mig i at klynke og forløsningstårerne handler ikke blot om den sidste uge, de sidste to måneder eller de sidste tre år. Nej…de handler om hele mit nuværende livs slutning og en ny begyndelse.

Det er gammelt nyt, at jeg har brugt de sidste tre år på at få ryddet op i livet, fået set på hvem jeg egentlig er, hvad jeg er værd og hvad jeg kan.
Det er tre år, der føles som revet ud af livet. Det er tre år, som jeg godt kunne have været foruden, fordi de var sindsygt hårde at komme igennem, men som på samme tid også har været livsnødvendige at gå igennem, for at jeg kunne gå en fremtid i møde hvor jeg kan leve – ikke blot overleve.

Da jeg i Januar i år meldte mig rask, efter mere end to års sygemelding, mærkede jeg hurtigt, at jeg blev syg af at søge arbejde som jeg ikke brændte for, men som jobcenteret foreskrev mig at gøre. Der er jo intet galt i den lov, men jeg var bare ikke rustet til den, idet jeg var i tvivl om hvad jeg ville og derfor ikke kunne søge noget helhjertet. Halvhjertethed æder mig op.

Heldigvis, fik jeg tilbudt at studere på dagpenge fordi jeg er ufaglært. Jeg takkede hurtigt ja, og det blev til, at jeg kunne påbegynde en handelsuddannelse efter sommerferien. Jeg glædede mig ikke just, men var drevet af fornuftstanken om, at det var klogt at få en uddannelse. Jeg har lært nu, at fornuftstanker er lige til at lukke op og skide i. Og dog. Intet er, som bekendt, så skidt, at det ikke er godt for noget.
Efter bare 4 uger på skolen skreg hele kroppen “NEEEJJJJJ”…men jeg tog mig sammen, som jeg plejede at gøre før jeg blev sygemeldt. Denne gang ville min krop dog ikke finde sig i det, og lagde mig ned med stresssymptomer efter bare 5 uger, i stedet for at vente i flere årtier. Den tid er åbenbart forbi, hvor jeg kan undlade at tage mig selv alvorligt.

Man kan nok forestille sig, hvor svag jeg har følt mig i det øjeblik jeg måtte erkende, at stressen var efter mig igen. Samtidigt vidste jeg, at det var resultatet af de sidste tre års hårde arbejde, hvor jeg har måttet lære at lytte til min krop.
Min krop sagde fra…og tak for det.

I den uge hvor jeg lå sygemeldt herhjemme, træt, ulykkelig og halvvejs visnet, kunne jeg pludselig mærke, at dét fag, som jeg altid har været i, er det rette for mig. Det gik op for mig, at jeg vil skide en uddannelse samt en højere løn et stykke.
Det er glæden ved arbejdet der er min sande løn.
Desuden har jeg siden barnsben sagt; at jeg vil vise hele verden, at man kan være lykkelig uden uddannelse. Hvorfor bryde min egen aftale? Har jeg ikke ret når jeg siger, at de bedste aftaler med sig selv, er dem der indgås som barn, fordi de er udsprunget af den umiddelbare sandhed?

Ergo, søgte jeg tre jobs i ugen hvor jeg lå syg, udsprunget af et øjebliks dyb selvkærlighed, midt i en stresset og nedlagt krop.
Jeg følte nødvendigheden i at gå MIN vej og jeg valgte den selv.

I dag fik jeg jobbet, efter at have været til samtale i 2. runde i morges.
I dag fik jeg mit drømmejob, i en virksomhed hvor de ansatte bliver i 15, 20, og 25 år. Med ledere der går lige i hjertet, og som ser mig som en gave.
Siden jeg kom hjem fra samtalen i morges, har jeg været fuldstændig kvæstet, som jeg ikke har været det længe. Forløsningstræt kan man vel kalde det.

– Med dette arbejde falder alting på plads og giver mening.
– Med dette arbejde undslipper jeg den usædvanligt voldsomme mistrivsel, som har tæret på mig de sidste 7 uger.
– Med dette arbejde starter et helt nyt kapitel, og et gammelt afsluttes. Jeg kan…og skal nu, begrave mit gamle liv og gribe modet til at starte et nyt.

Det er fuldkommen angstprovokerende lykke…

Hvad er det der gør, at jeg så ofte taler hårdt til mig selv omkring mit udseende?

Hvorfor er det, at jeg kalder mig selv tyk, grim, gammel, træt at se på, slasket og det der er værre?

Hvorfor ser jeg mig selv som tyk, selv om kvinden over for mig, som jeg står og roser for hendes udseende, er adskillige kg tungere, har en større bagdel og har mere slaskehud end mig?

Jeg har altid haft buttede ben og jeg har altid været ked af dem. Nogen gange tænker jeg, at benene græder over mine hårde ord til mig selv, og alene derfor bliver de aldrig slankere.
Derudover tror jeg på tankens kraft, og at det jeg tænker manifesterer sig, hvis det er sagt ud fra hvad hjertet føler.
Men hvorfor i alverden er det, at mit hjerte ser mine ben som tykke? Jeg ved, at hovedet ser tykke ben.
Jeg ved, at hovedet ser tykke ben, fordi der i løbet af mit liv er faldet kommentarer omkring dem. De fleste end ikke ment i onskabsfuldhed, men som konklusioner. Disse kommentarer hænger ved i mit sind, fordi de fik mig til at føle, at jeg var forkert.

Men tilbage til hjertet. Hvorfor ser hjertet tykke ben?
Her slipper jeg tastaturet et øjeblik, tager min højre hånd op til hagen for at lave en kløft i den, alt imens jeg hælder hovedet til højre for at stirre opad mod venstre. Det er den ultimative tænkeposition og det går hurtigt op for mig, at jeg ikke kan bruge hovedet til at finde svar i hjertet.
Ergo må jeg ændre taktik. Jeg støtter nu min højre kind med højre hånd, og ser skævt ned til højre. Det falder mig ligesom lettere at gå ind i mig selv, ind i hjertet, når jeg ser ned mod højre, imens hovedet er støttet.

Sådan sidder jeg længe. I små øjeblikke drejer jeg hovedet til venstre, for at se ud over kolonihavehusene, fra min altan på 4. sal. Hurtigt mærker jeg dog, at dette skift af position er en afledningsmanøvre, fordi jeg ikke har helt lyst til at finde ud af hvad hjertet har at sige. Derfor må jeg tvinge mig tilbage i positionen, der falder naturligt når der skal samtales med mit hjerte.

KLUMPiHALSEN.dk

ANGSTFORHVADDERMÅKOMMEFREM.dk

Af og til er der en mekanisme der vil have mig til at se skråt op til venstre, men jeg ved, at det er hovedets tænkeposition, og den kan jeg ikke bruge til noget nu. Det er ren afledningsmanøvre igen.

Jeg presser mig til at lytte til hvad hjertet fortæller mig, og uanset hvor tit jeg spørger, i ønsket om et andet svar, kommer det samme svar igen og igen.
“Du har fortalt mig, hver dag i 35-40 år, at benene er tykke. Jeg ønsker i grunden ikke at tro på det, men du var, og er stadig så overbevisende, at jeg er begyndt at tro på det. Helt inde i mit allerinderste ligger der dog stadig en lille uskyldig spire af sandhed. Den sandhed der fortæller, at du ikke er din krop. Din opgave er nu, at forstå, at du er dig, uanset om du har den ene eller anden krop. Livet er så meget nemmere når du har forstået dette – og så vil du blive i stand til at takke din krop for, at den bærer dig, istedet for at skælde den ud”.

JEGMÆRKERLIDTMODSTAND.dk og beslutter mig for at tage ordene til mig senere.

Jeg ser igen, tænkende og observerende, ud på kolonihavehusene. Solen er ved at gå ned og giver et smukt lys over området. Der er opløftende fuglekvidder.
Jeg tænker over livets finurligheder og rækker armene i vejret af begejstring. I samme øjeblik fiser min venstre mormorarm forbi mit øje, og jeg smiler over vores uperfekte kroppe, i vores uperfekte liv, i vores uperfekte verden.

I godt og vel 16 år har jeg benyttet mig af sociale medier og datingsider/apps. I starten foregik det kun på computeren, med jubiichatten som det første, men så kom smartphones til verden og medierne kunne tjekkes når som helst og hvor som helst – og flere og flere muligheder dukkede op.

Alt hvad der er nyt, er spændende – især for en singlekvinde med børn, der på månedsbasis har 2 dage uden børn. Jeg blev grebet af, at der altid var mulighed for at “snakke” med nogen. Både med igangværende venskaber og med nye kontakter. Det gav mig en følelse af, at være værdsat, anerkendt, begæret.

Der er ingen tvivl om, at et afsluttet, kærlighedsløst ægteskab, hvor jeg langsomt var blevet pillet ned og havde mistet al tro på mig selv, var grundtpillen til, at jeg faldt i “afhængigheds”-fællen og det er grænseoverskridende at fortælle dét som jeg nu vil fortælle, for i grunden er den eneste afhængighed jeg nogensinde har haft, min afhængighed af sociale medier – og i kombination af min daværende situation var det på ingen måde gavnligt.

Min afhængighed startede kort efter bruddet med min x-mand. Jeg higede efter kærlighed og forvekslede anerkendelse med kærlighed, og opmærksomhed med forelskelse. Mændenes opmærksomhed på de sociale medier, var nok til, at jeg troede jeg var forelsket. Hvad disse ikke-eksisterende forelskelser har bragt mig ud i af grænseoverskridende handlinger, holder jeg for mig selv, men stolt er jeg ikke af dem, og de har ædt mig op bid for bid. Den smule der var tilbage af mig efter ægteskabet, smuldrede langsomt og skrumpede ind til ingenting. Hvem fanden var jeg? Hvor var jeg? Hvad ville jeg? Hvad følte jeg?

En afhængighed opstår ikke af ingenting og uden grund, og den vedligeholdes ikke af afhængigheden alene, men af de ydre og indre omstændigheder der fastholdes. I mit tilfælde blev jeg modarbejdet så meget af min x-mand, i 12 år efter bruddet, at jeg blev fastholdt i at være et dårligt menneske, der ikke var værd at elske. Af netop denne grund higede jeg efter anerkendelse, helt frem til mit endelige sammenbrud i oktober 2016, hvor jeg ikke havde været udsat for chikane i et års tid. Kroppen havde registreret at der nu var plads til at arbejde med det indre, og den bedste måde at gøre det på, var at få fuldstændig ro. Melde sig ud af samfundet. Lære at være alene. Helt alene.

At blive lagt fladt ned, så jeg ikke kunne andet end at sove i flere uger i træk, var første skridt til, at lære at tage mig selv alvorligt. At se på rodet indeni og langsomt få styr på det misbrug jeg dagligt udsatte mig for på de sociale medier.

Som læser af dette indlæg tænker du sikkert, at jeg bruger lidt for store ord, når jeg skriver ord som afhængighed og misbrug, men det er en kendsgerning at jeg havde brug for det daglige fix anerkendelse, og at jeg fik det dårligt af brugen af sociale medier, fordi jeg, hver dag, fik indblik i og blev del af ting, som jeg ikke selv valgte til – fuldt bevidst.

I de 2,5 år hvor jeg har haft ro til at finde ind til mig selv, er jeg gradvist blevet mere bevidst om, hvad der gør mig godt og hvad der ikke gavner mig. En af de ting der ikke gavner mig, er en så lille ting som en negativ kommentar i en debat på f.eks. Facebook. Den behøver ikke engang at have noget med mig at gøre. Det fremkalder følelser i mig, som jeg ikke ønsker at have. Det giver mig behov for at “give igen” eller forsvare den eller det, som kommentaren er møntet på. Hvorfor fylde sin hverdag med den slags følelser, ved at vælge medier til, der er fuld af “trickere”? Hvorfor vælge medier til, hvor jeg ved, at jeg bliver bombarderet med negative udsagn, billeder og nyheder, der udløser uhensigtsmæssige følelser hos mig?

Jeg ved godt, at jeg er en sensitiv størrelse, men prøv selv at blive opmærksom på, hvor ofte du sidder med en negativ følelse i forbindelse med dine besøg på sociale medier? Jeg tror, at du bliver overrasket, når først du bliver bevidst om det. Prøv så, når du er blevet bevidst om det, at vælge det fra i en periode, og se hvad der sker.

For snart 2 måneder siden fjernede jeg min facebook fra min telefon. Dvs, at jeg kun kan tjekke Facebook på min 5 år gamle ipad, der kører meget langsomt. Det bliver til 1 gang om dagen og tager nu højst 3 minutter, fordi jeg har forladt alle de grupper, der var med til at give mig den mindste smule anledning til negative følelser.

Jo mindre jeg logger på Facebook, des mere tydeligt bliver det for mig, hvor lidt mediet faktisk gavner mig. Des mere tydeligt bliver det for mig, at jeg hellere vil opsøge informationer om noget, når jeg står og mangler den, end jeg vil have smidt alt muligt i hovedet, som jeg ikke selv har valgt at være en del af.

Inden for den sidste måned har jeg også slettet alt på min telefon der havde med dating at gøre. Tinder, Happ’n og en profil på en datingside, samt alle singlegrupper på Facebook. Det føltes mere og mere forkert, at skulle skrive med fremmede mænd, for at mødes med dem, velvidende at jeg udelukkende ville blive set på som en potentiel kæreste. Det er i grunden så langt fra virkeligheden som det kan komme.

Der var engang hvor datingmedierne var gavnlige for mig. Det var dengang jeg havde brug for anerkendelse, fordi jeg ikke selv kunne give mig det. Det kan jeg nu.

Der var engang hvor jeg havde brug for at være en del af Facebook, fordi jeg følte mig ensom og alene. Facebook var en fejlagtig måde at komme disse følelser til livs. Nu kan jeg være i min ensomhed, fordi jeg har genfundet mig selv og alt det smukke der omgiver mig.

Jeg siger på ingen måde, at det er let ikke at have disse medier tilgængelige. Det er så fastgroet, at jeg liiiige skal tjekke om der er sket noget nyt, om der er post eller om jeg går glip af noget – om der er en debat, i hvilken netop mit bidrag gør den store forskel. Nej…ingen husker mine indslag om en uge. Intet gik jeg glip af, for det der vedkom mit liv fandt frem til mig alligevel. Ingen post var livsforandrende og intet af mit “tjekkeri” resulterede i at jeg rendte rundt med armene i vejret og smilede til verden.

Jeg er langt fra een af dem der er mest afhængig af de sociale medier. Jeg sidder ikke med telefonen i det offentlige rum, som flertallet, men søger stadig øjenkontakt med andre i f.eks. toget. Jeg indrømmer dog, at det er meget mærkeligt at gribe mig selv i, flere gange om dagen, at få tanken om, at jeg lige skal tjekke medierne, for derefter at indse: “Nåhr nej…det har du valgt fra. Hvad pokker skal du så lave?”

Jeg har været træt så længe jeg kan huske. Det vil sige næsten, for når jeg kører livet baglæns for at finde frem til hvor det startede, ser jeg, at jeg i 3-4 år alderen stadig har min power og alting er farverigt og spændende. Min nysgerrighed på livet og min overbevisning om at alt er muligt er på daværende tidspunkt intakt. Denne alder er knyttet til det hus vi boede i på det tidspunkt og jeg ser mig grine meget.

I 5 års alderen flyttede vi ind i et andet hus. Min farmors faktisk. Dvs min fars barndomshjem. Når jeg kigger tilbage på de år jeg boede dér, mærker jeg et tydeligt fald i min naturlige glæde og at jeg opbygger en kraftig tvivl på mig selv og mit værd. Hvad der nøjagtigt var årsag til dette skift er jeg endnu ikke gået dybere ind i, men jeg formoder, at jeg begyndte at realisere hvordan den ydre verden stod i stor kontrast til min indre.

Dér begyndte jeg at blive træt.

Da jeg som 7 årig flyttede til Danmark lagde trætheden sig om mig som en varm dyne, hvor jeg blev skærmet fra larmen og lyset. Derfra blev trætheden min følgesvend. Jo flere år der gik, des mere træt blev jeg. Jo mere træt jeg blev,  des mindre hørte, eller så jeg – ikke mindst mig selv.

For få dage siden erkendte jeg, at jeg hader min træthed. Jeg erkendte, at den står i vejen for det liv jeg ønsker mig. Jeg erkendte, at hvis jeg fortsat har den som min følgesvend, vil jeg aldrig leve det liv jeg ønsker. Det gik op for mig, at jeg må slippe den, ligesåvel som jeg har måttet slippe andre ting og mennesker i livet, som har holdt mig fastlåst.

I aftes, inden jeg sov, bad jeg universet, eller mine hjælpere om man vil, om at tydeliggøre det for mig, hvordan jeg kan slippe trætheden og som altid når jeg beder om hjælp, kommer svaret hurtigt.

I morges, da jeg var i bad stod trætheden pludselig foran mig. Jeg kunne se den. Den havde forladt min krop. Den sagde: “Nu står jeg her, klar til at gå, men du er nød til at gøre din del af arbejdet og lade mig gå”. Den smilede til mig, fuld af kærlighed, og jeg forstod pludselig, at den ikke havde ledsaget mig for at genere mig og holde mig nede, men at den beskyttede mig fra at mærke alt det der var svært.

Fra at hade min træthed igennem mange år, gik jeg direkte over til at mærke taknemlighed, og derfor også stor sorg over at skulle slippe den. Jeg aftalte med mig selv, stående i badet, at den fortsat skulle være hos mig. Nu dog kun udenpå, som følgesvend. Da sagde trætheden: “Du har ikke længere brug for mig. Du er stærk nok til at stå selv nu”. Jeg overvældedes af tanken om, at der ville komme et kæmpe hul efter den. Jeg kender kun trætheden, og selv om jeg med min forstand ved, at jeg kan fylde hullet med lige præcis dét som jeg ønsker, så er der en frygt for dette nye.

Senere op ad dagen i dag, konfronteredes jeg igen af trætheden: “Du er nød til at slippe mig helt. Jeg havde en opgave og den er jeg færdig med nu. Jeg skal hjem og hvile mig, så jeg kan udføre min næste opgave”. Jeg fik en klar følelse af, at trætheden var en sjæl med en opgave, ligesåvel som jeg er en sjæl med en opgave. Den var bare uden krop.

Jeg kan nu mærke, at jeg slipper min træthed, i respekt og taknemlighed. I takt med dette gør jeg plads til det nye, som kommer til at udfylde hullet der fylder det meste af mig.

Jeg ser nu en regnbueskikkelse, der bevæger sig fra venstre mod højre, slår et sving og trækker sin regnbuefarvede hale over til venstre igen…for derefter at slå et nyt sving mod højre. Det er en evig svingen frem og tilbage, ført af det mest forløste ansigt, fuld af glæde, iver og nysgerrighed – især iver.

“Hej Sabine. Vi to skal være partnere fra nu af og resten af dit liv. Du er chefen og jeg er med dig. Jeg er din power, din kreativitet, din glæde og din kærlighed. Jeg er farverne som du mistede for længe siden. Tja…trætheden overskyggede alt, så jeg har løst andre opgaver imens. Nu er jeg tilbage og jeg glæder mig til vores tid sammen. KOM…lad os starte med det samme. Vi har så meget at indhente”.