Sabine Vida

Tænk, at jeg skulle nå et punkt hvor livet ikke føltes værd at leve. Jeg, der altid har overvundet enhver udfordring med min livsglæde – glæden og troen på at alt bliver godt igen, og at livet er en lærerig process, som jeg kun kan have gavn af i længden.

Nu er bunden dog nået. MIN bund – for hos andre ville bunden være længere nede og hos andre igen ville den være nået for længst.

Kroppen har for længst opgivet kampen for at holde mig oppe. På den måde har jeg, i en lang periode, kun haft psyken at trække på. Det gik godt den første tid, men jeg måtte langsomt erkende, at psyken alene ikke skaber et godt liv for mig. Og jeg måtte erkende, at uanset hvor positiv jeg var, skete der ikke forbedringer i min tilstand.

Ganske langsomt gled jeg ind i en fase af frustration og magtesløshed. Det var ikke længere sjovt at være vågen og nætterne var ligeledes blevet en plage. I starten havde jeg bare svært ved at falde til ro og blive klar til søvnen, på trods af at jeg var udmattet og helt igennem mørbanket. Pludselig kom en lang periode med mange drømme. Drømme der ikke lod mig få den hvile jeg burde have. Jeg følte mig ikke udhvilet om morgenen. Tværtimod følte jeg, at jeg havde været på overarbejde om natten. Der var ikke længere noget der hed nat og dag, for nu skulle jeg til at bearbejde nattens oplevelser om dagen og dagen blev tydeligvis bearbejdet om natten. Min hjerne fik ganske enkelt aldrig ro. Det var ikke længere sjovt at vågne op til en ny dag og jeg kunne ikke, som tidligere, glæde mig til at komme i seng.

Drømmefasen aftog, da jeg realiserede hvilke gamle traumer der sad i mig. Med denne erkendelse startede en ny søvnfase. Fra at drømme hver nat, gik jeg over til ikke at kunne finde ro. På trods af at jeg var udmattet lå jeg i timevis og forsøgte at sove. Min krop var hele tiden urolig. Det var en evig kamp mellem krop og hjerne, om at få mest mulig taletid når jeg havde lagt mig.

Jeg forbinder ikke længere søvnen med noget der skal gøre mig godt og samtidigt med det har jeg været plaget af konstant hovedpine i over en måned.

JEG ER UDMATTET og udmattelsen kan måles i min tilgang til livet. Udmattelsen æder min livsglæde op indefra.

Tænk at jeg skulle nå helt herud, hvor alt mit værd er blevet pillet af i takt med at jeg har fået bygget det op.

Modsigende? Ja…jeg spørger også mig selv hvor den sætning kom fra…men den kom og har sin berettigelse. Så nu må jeg kigge på den og se hvad den vil fortælle.

Jeg har brugt mere end et år på, intensivt, at samle mig op, samle mig og holde sammen på mig. Helt fra skratch fandt jeg brikker af mig, kiggede på dem, afskyede dem, så på dem, mærkede hvad de gjorde ved mig, hilste på dem, talte med dem og forenedes med dem i tilgivelse. Hver gang en brik var studeret til ende lagde jeg den nænsomt ved siden af de andre brikker. Langsomt begyndte de at danne et billede af min nye verden, mit liv og af mig.

Egentlig syntes jeg, at jeg var ved få godt styr på mig selv, hvad jeg står for, hvad mine grænser er, hvad jeg vil i livet. Ikke i detaljer, men overordnet. Ligeledes var jeg ved at erkende hvordan jeg håndterer udfordringer uden at de vælter mig omkuld.

Trods dét, ligger jeg nu fladt ned – som i FLADT. Alle de brikker som jeg har brugt over et år på at finde, synes nu at falme i takt med, at den gamle mig er trådt i baggrunden.

Man kan sige, at hverken mit gamle jeg eller mit nye og klogere jeg, nu er en del af mig. Gad vide om de slås om pladsen? Det føles faktisk sådan. Alt imens de slås sidder jeg nemlig her – totalt paralyseret. Jeg kan hverken hanke op i den ene mig eller den anden mig, for begge er de beskæftiget med at holde hinanden væk fra mig.

 

Klokken er 18:29 da jeg påbegynder dette indlæg. Det er d. 31.12. 2017. Om lidt er året slut.

Mit 2017 har været vildt. Vildt på den meget stille måde. Stille udadtil.

Indeni har der været turbulens. Uro. Alle mine celler har været i konstant bevægelse. Det har været hårdt og jeg har skældt ud og skreget efter ro. Ikke den ydre ro – for den er jeg ganske enkelt træt af.

Det er som om mine celler render forvildede rundt og forsøger at genfinde deres rette plads. Den plads de fik da jeg blev født og som de stille og roligt blev presset væk fra, grundet forskellige omstændigheder.

Nogle emner har jeg berørt i mine tidligere indlæg og de berørte emner har bestemt været vigtige at arbejde med og få på plads.

Jeg har sluttet fred med min fortid og med de mennesker der var en del af den, men som ikke længere er. Jeg har sluttet fred med de “kampe” jeg har kæmpet og hvad de har bragt med sig af ar. Jeg har formået at falde for at rejse mig igen…og jeg har formået at bevare min positive tankegang og tro på, at alt er godt og at alt bliver bedre.

Èn ting jeg ikke har formået er at blive gode venner med min tålmodighed. Utålmodigt har jeg skældt ud på mig selv, når min heeling på vej mod at blive stressfri, ikke gik hurtigt nok. Også manglen på accepten af, at det tager meget længere tid end jeg havde tænkt mig at det skulle, har stået i vejen.

Især det sidste halve år har været en udfordring, og i særdeleshed har de sidste par måneder trukket tænder ud. Istedet for at min heeling gik fremad, følte jeg at det kun gik nedad. Længere og længere ned hvor alt blev mørkere, endnu mere svært at acceptere og hvor de positive tanker lod vente på sig.

Der opstod en frustration over at jeg følte mig afklaret med fortiden, med menneskene i mit liv og at jeg fik god kontakt til den jeg er, men at det bare gik værre og værre.

Jeg blev mere træt, mere inaktiv, mere umotiveret, mindre glad, mindre positiv. Jeg måtte kæmpe for at bevare koncentrationen og fokus. Jeg er nu ALT DET jeg ikke ønsker at være.

 

For godt en uge siden fik jeg endelig svaret på hvorfor der ingen bedring er. Eller rettere: Jeg var endelig klar til at se hvor hunden ligger begravet.

Siden den store ildebrand, i mit hovede, der lagde mig ned d. 30. oktober 2016 har min krop haft det svært med transport. Især transport i bil og bus. Jeg fik det hurtigt dårligt når hjulene drejede rundt. I starten var det bare køresyge med kvalme. Grundet dette har jeg undgået for meget kørsel, idet ubehaget tiltog hver gang jeg satte mig i en bil.

Jeg lavede lidt gas med det når jeg fortalte andre om det – “Der er nok bare nogle ledninger der er brændt over ved branden”

Til sidst kom jeg mindre og mindre ud. Ikke bare ud i bil og bus, men i det hele taget. At komme fra A til B blev uoverskueligt. Hele kroppen strittede imod. Blev nervøs – og jeg var ikke længere i stand til at “tage mig sammen” som hidtil.

Det der skete for en uge siden var, at jeg blev kørt hjem fra en dejlig jul hos mine forældre. Det var mørkt udenfor. Turen tager små 50 minutter. Allerede i starten af turen blev jeg dårlig i form af kvalme, og for hvert lys vi passerede og hver bil der kørte forbi os, fik jeg mere kvalme. En trykken i hovedet meldte sin ankomst og forværredes i takt med kvalmen. Musikken i anlægget blev højere og højere og lød til sidst som bongotrommer for fuld styrke. Højere og højere. Hurtigere og hurtigere. Mit tøj begyndte at stramme. For hvert åndedrag jeg tog strammedes det yderligere.

Da jeg kom hjem – kom gråden. Gråd udløst af afmagt. Jeg havde ingen kontrol over min krop og ingen forklaring på hvad det var der var årsag til denne oplevelse.

Næste morgen kom svaret til mig, som lynet fra en klar himmel.

 

Jeg har været med i 3 biluheld.

Det første som 11-årig. Det var på den tyske motorvej. Min far og gravide mor sad foran. Jeg var alene bagi bilen. Jeg sov da bilen mistede grebet om vejbanen og jeg vækkedes med et sæt af de voldsomme ryk der fulgte. Jeg følte blot forskrækkelse og ensomhed, alene på bagsædet.

Uheld nummer to var da jeg var ca 22-23 år. Jeg kørte alene i bilen. Det var glat. En bil kommer fra en sidevej. Den kunne ikke bremse og gled ud på min kørebane. Jeg gennemtænkte lynhurtigt de forskellige scenarier der kunne komme til at udspille sig, når jeg straks efter havde reageret på den ene eller anden måde ved at manøvrere bilen til den ene eller anden side. Der var glat, og det valg jeg havde truffet kunne derfor ikke udføres idet bilen ikke reagerede på rattets kommando. Bilen kørte bare ligeud. Direkte ind i den anden bil, der drejede 360 grader rundt om sig selv. Alting foregik i slowmotion. Jeg følte afmagt. Jeg bemærkede først bagefter, at mit valg af retning havde ført mig direkte ned i en stejl grøft hvis bilen havde reageret på kommandoen. Jeg følte taknemlighed blandet med følelsen af at min skæbne ikke lå i mine hænder.

Uheld nummer 3 var i en alder af 33-34 år. Igen var det på den tyske motorvej. Jeg kørte. Min lillebror sad ved siden af og bag i sad min lillebrors kæreste og mine to drenge. Det var klokken 8 om morgenen. Myldertrafik. De andre sov. Det var en tresporet motorvej og jeg havde lige lagt mig i overhalingsporet med 130 kmt. Pludselig kørte den bourdeuxrøde bil, som jeg skulle til at overhale, ind foran mig. ca. 1,5 meter foran mig. Den kørte ikke ind foran mig i mit tempo, men langsommere.

Igen måtte jeg indse, at jeg ikke kunne slippe for en ulykke og gennemgik lynhurtigt de forskellige scener der ville opstå, hvis jeg valgte at agere på den ene eller anden måde. Jeg valgte at dreje skarpt til venstre for ikke at køre direkte ind i den røde bil. Jeg håbede at føreren af bilen ville indse sin fejl og trække ind på sin kørebane igen. Det skete bare ikke. Jeg ramte vejkanten og blev slynget ind på siden af den røde bil. Dennes venstre baghjul og mit højre forhjul hang nu sammen og vi kørte sådan et stykke tid – på overhalingsbanen. Derfra husker jeg ikke hvordan vi kom fra overhalingsbanen til nødsporet. Det var som om bilen svævede ind over de to andre kørebaner, alt imens morgentrafikken fløj forbi.

Jeg følte afmagt. Vi var overladt til skæbnen. Jeg havde delvist forladt min krop og ligesom forberedt mig på, at jeg muligvis ikke kom tilbage. Som om jeg allerede forberedte mig på ikke at være i kroppen, når nu vi skulle komme til skade eller døden eventuelt skulle indtræffe. Det var nu mere døden jeg fornemmede åndedrættet af end det var tanken om at komme til skade. Denne tilstand af midlertidig adskillelse af krop og sind er meget ambivalent. Den bør ikke optræde i livet men giver også en form for forståelse…men det er en anden historie.

 

Disse 3 ulykker er sket med ca. 11 år imellem sig og spørgsmålet er nu: “Husker kroppen?” Jeg nærmer mig 44 år. Det er ved at være 11 år siden sidste ulykke. Reagerer den på det nu?

Hvorom alting er, så ved jeg nu, at min krop i over et år har forsøgt at fortælle mig, via reaktionerne under transport, at der er noget jeg skal tage mig af. Jeg forstod bare ikke hvad den sagde – indtil for en uge siden.

I den tid der er gået fra jeg opfattede budskabet har AL ENERGI og LIVSLYST forladt mig og jeg føler ganske enkelt en ubeskrivelig afmagt. Erkendelsen er det sværeste og reaktionen er derefter.

 

Alle mennesker er traumatiserede på den ene eller anden måde. Nogle traumer er større end andre. Nogle registrerer vi. Andre fortrænger vi.  Nogle tager vi os af. Andre gør vi ikke.

Jeg tager hul på mit 2018 ved at besøge en traumeterapeut – for jeg mærker tydeligt at denne nye indsigt er vejen til min heeling. Jeg har fået øjnene op for hvad gamle traumer kan gøre ved mit liv, og tager jeg ikke fat…tja…så kommer jeg ikke videre.

Jeg har fundet “The missing link” – Vejen til heeling og vejen til min nye ham.

 

GODT NYTÅR

 

 

 

 

Dette indlæg er en slags forlængelse af indlægget “Det gør ondt at slippe” fra maj 2016. I første omgang, da jeg valgte at skrive dette indlæg, så jeg ingen sammenhæng med det tidligere indlæg, men da jeg trak et englekort den anden dag, trak jeg selvsamme kort som dengang…og rådet jeg bad om var ligeledes i forbindelse med situationen omkring min søn.

SURRENDER AND RELEASE

Overgiv dig og giv slip.

Giv slip??? Hvad vil det sige? Hvordan gør jeg? Hvad sker der når jeg gør det? – og hvorfor holdt jeg krampagtigt fast?

Allerede for 1,5 år siden vidste jeg at jeg skulle slippe min søn. Men jeg forstod ikke hvad det betød. Jeg slap så vidt jeg kunne forstå det, ved ikke længere at opdrage på ham, men blot forsøge at guide. Dvs at jeg begyndte at have tillid til at han ville vælge den vej i livet hvor han kunne lære det han kom til verden for.

Dette viser sig nu blot at være første del af den proces som det er at slippe ham, for i de 1,5 år der er gået, har han valgt en vej som strider imod mine ønsker for ham. Min guidening kunne ikke ændre hans valg af liv og jeg står nu med en søn der er afhængig af hash. Min søn er 16 år og misbruger.

Jeg ved nu, at uanset hvor og hos hvem han ville været vokset op, så havde han valgt den samme vej. Det er en drift. En lære han søger…omend det splitter ham i flere dele.

Jeg har alt for længe troet at jeg kunne hjælpe ham ved at forsøge at få ham ind på den rette sti, men det har været en umulig opgave, på trods af at utallige mennesker fra den offentlige sektor ligeledes gjorde et forsøg på at “rette ham ind”.

I de sidste par dage er der sket en forandring i mig. Dette skyldes, at jeg fik en gave. En gave fra et ukendt sted. Det var et billede. Et indre billede der tydeligt viser hvorfor jeg er syg og min søn sidder fast.

 

AFGRUNDEN

Jeg står på en klippeafsats sammen med min søn. Han forsøger at følge sin vej i livet, men fordi hans vej er at springe ud over klippen, holder jeg krampagtigt fast i hans trøje og forhindrer ham derved i at falde.

Han vil den ene vej. Jeg vil den anden – og begge kommer vi ikke derhen hvor det er meningen at vi skal være.

Jeg er nød til at slippe hans trøje, så jeg igen kan forlade klippeafsatsen og vende tilbage til det liv som jeg ønsker at leve.

Jeg er nød til at slippe hans trøje, så han kan falde ned i afgrunden. Kun på den måde får han mulighed for at følge sin vej og rejse sig igen i en stærkere og mere vis udgave som følge af egne erfaringer.

Jeg har som mor pligt til at slippe min søn. Det er ikke op til mig at afgøre hvilken vej han skal vælge.

Så længe vi står på klippeafsatsen er alle de tårer jeg græder urene, fordi det er misforstået kærlighed til ham. Tårerne er forurenede af vrede, dårlig samvittighed, følelsen af ikke at slå til som mor og følelsen af afsky over for min søns handlinger. De er forurenede med følelsen af, at jeg skal give afkald på mit liv for at redde hans. Disse tårer er så forurenede at jeg ikke er i stand til at mærke den rene smerte, som det er at se sit barn lide.

Jeg ønsker at græde rene tårer. Tårer der opstår af kærlighed til ham, og jeg ønsker at mærke smerten så jeg kan leve den ud og komme videre.

Mht at jeg føler, at mit liv er sat på pause, i forsøget på at redde ham, så må jeg indrømme at jeg er et skarn – et ubehøvlet væsen, i og med at jeg tillægger ham den byrde. En byrde han ikke har bedt om. En byrde han ikke fortjener.

Så hvad nu? Hvad skal der ske? Hvad gør jeg?

Jeg slipper ham helt nu. Ikke blot delvist. Jeg slipper trøjen. Jeg lader ham vælge afgrunden hvis han stadig vil det når jeg har sluppet. Jeg lader ham vælge at følges med mig tilbage til sikker grund, hvis han vil det.

Alt hvad jeg ved er, at jeg ikke kommer til at kigge ned i afgrunden hvis han falder. Jeg kommer ikke til at stå og se på. Jeg kommer ikke til at være en aktiv del af hans fald.

Jeg går tilbage til mit liv og lever det, i kærlighed til mig selv. Jeg vil være der for ham, når han vælger kærligheden til sig selv, som vil give ham muligheden for at godt liv.

 

Da jeg nåede hertil i indlægget får jeg en SMS fra min søn: “Mor, jeg står i Sportsmaster og kigger på en trøje som bare er SÅ fed. Må jeg få den?” Min første tanke var: “Damn den er dyr. Er det nu også nødvendigt, når nu han har så mange trøjer i forvejen?” Så kiggede jeg ned på det igangværende indlæg og tænkte: “HELL YEAH…selvfølgelig skal han have den – og dén trøje vil jeg ikke gribe fat i”.

 

 

 

 

 

 

Jeg er lykkelig og dog ulykkelig helt ind til den inderste kerne, hvor det gør mest ondt.

Jeg er lettet og dog helt igennem frustreret.

Jeg er taknemlig og dog står jeg uforstående tilbage.

 

I 10 år har jeg kæmpet en kamp for at få kommunen til at høre hvad jeg siger. I 10 år har jeg følt, at jeg har råbt og råbt, hudløst ærligt, uden at blive hørt. I 10 år har jeg kæmpet for at få hjælp til min søn som har haft og stadig har det svært.

Jeg har gentaget sætninger som:”Han skal et sted hen hvor der er opsyn med ham døgnet rundt” – “Han skal opleves i dagligdagen for at nogen som helst kan danne sig et indtryk af hvor slemt det er” – “Han skal væk fra mig. Jeg er ikke i stand til at være dét for ham, som han har brug for” – “Han er ikke bare en utilpasset dreng. Der ligger noget i personligheden”.

De sidste 2-3 år har jeg endda måttet lægge mig ned, gang på gang, møde efter møde, og tilføje til ovennævnte: “Jeg har brug for at det offentlige hjælper. Jeg kan ikke mere. Jeg har ikke flere kræfter.”

Hvorfor har ingen, ud af de voldsomt mange mennesker der igennem tiden har siddet omkring bordet ved møderne, hørt mig?

Hvordan kunne så mange mennesker undgå at se, at min søn sad i lort til halsen og jeg var ved at blive syg af kampene?

Hvorfor skulle jeg så langt ud som at blive syg og meddele det offentlige at jeg ville være nød til at smide min søn på gaden hvis ikke de handlede? – Smide min egen søn på gaden for selv at kunne blive rask!?

Jeg er ulykkelig, frustreret og står uforstående tilbage.

 

Jeg fik et telefonopkald tidligere i dag. Det var fra min søns kontaktperson fra den kostskole han startede på inden sommerferien. Nu har han været tilbage på skolen i blot 5 dage efter ferien og sagen er klar fra kontaktpersonens side.

Hun siger: “Jeg mener, at han skal udredes. Det er meget tydeligt for mig, at han har det virkelig svært og jeg er ikke tvivl om, at han har en personlighedsforstyrrelse.”

I hendes stemme kunne jeg høre, at hun lagde forsigtigt ud, for ligesom ikke at forskrække mig med denne oplysning om, at min søn kunne have en diagnose. Min reaktion var dog ikke som hun forventede. Jeg takkede hende og forklarede hvordan jeg havde råbt på denne hjælp i årevis. Jeg takkede hende for at hun så det. Jeg takkede hende fordi hun var til.

Endelig er der én som ser min søn og hans kampe. Hans dæmoner. Hans frustrationer og ulykkelighed. Hans splittethed – den forbandede splittethed der har frataget ham muligheden for at kunne mærke sig selv som det menneske han er.

Hjælpen er på vej. Den hjælp der allerede for 10 år siden burde være kommet og kunne have sparet ham for det ene nederlag efter det andet. Den hjælp der kunne have bygget ham op lidt efter lidt, istedet for at nedbryde troen på sig selv lidt af gangen.

Jeg er lykkelig fordi hans engel (engle) endelig er dukket op for at hjælpe.

Jeg er lettet fordi jeg pludselig ser en fremtid for ham.

Jeg er taknemlig for, at fortiden er fortid. Jeg er taknemlig for, at han nu får en reel chance i livet.

 

 

 

Mit liv har været tydeligt præget af udfordringer med mænd.

Far, ægtemand/x-mand, søn…you name it!

Faktisk har der været så meget “bøvl” at jeg ikke har været i stand til at åbne mig over for en eventuel partner for livet.

Hvordan hænger det sammen tænker du nu? Jo…ser du…min energi har været spredt for alle vinde. Noget lå hos min far, noget hos min x-mand og noget hos min søn. Alle ville de have noget af mig og jeg forsøgte at være det som de ønskede. Det lykkedes mig dog ikke at få min puls til at slå lig deres.

– Og alle har de, på hver deres måde, formået at fortælle mig, at jeg er forkert.

Forkert? Ja de havde ret. Jeg VAR forkert. Jeg forsøgte at tilpasse mig – være dét de gerne ville have mig til at være. Dette på trods af, at alt strittede på mig. Alt strittede, fordi mit inderste skreg: NEEEJ…det er ikke dit bord!

Fejl nummer 1. Tilpas dig aldrig når de indre organer vender sig i dig, og delvist kigger ud af munden og giver dig følelsen af kvalme – som var der blevet tømt en skraldespand i dig.

Fejl nummer 2. Tilpas dig aldrig, når nogen peger fingre af dig og lægger alt ansvar over på dig, som var deres liv afhængige af dine valg og dine handlinger.

Fejl nummer 3. Tilpas dig aldrig for at få balance i et allerede ubalanceret forhold. Kærlighed er gensidigt og baseret på gensidig respekt og ligeværdighed.

Jeg har fejlet størst af alle!

Nu vil jeg tilgive mig selv – for det er den eneste tilgivelse jeg får. Jeg slutter fred med min x-mand idet jeg slutter fred med mig selv. Jeg har fundet vielsesringen frem, som har været gemt langt væk i 14 år og som har været symbol på helvede. Jeg har sat den tilbage på plads, hvor den hører til, når der sværges evig troskab. Denne gang sværger jeg mig selv evig troskab. Jeg tilgiver mig for min fortid og jeg tilgiver min bøddel og integrerer den del af mit liv, istedet for at lukke den ude. Tak for læren.

Jeg slutter fred med min far, som ikke har været i stand til at være den far som jeg havde brug for. Jeg slutter fred med tanken om, at vi nogensinde får et forhold. Jeg slutter fred med vores fortid, nutid og fremtid.

På den ene hånd bærer jeg nu min gamle vielsesring og på den anden bærer jeg min mors, ditto gamle vielsesring, omend omsmeltet. Jeg slutter fred med de to mænd der skulle have været min støtte – men som ikke var i stand til at være det.

Nu mangler jeg blot én vigtig tilgivelse. Tilgivelsen over, at JEG har problemer med, at acceptere mit barns valg af vej i livet. Tilgivelsen over, at JEG har forsøgt at få ham til at tilpasse sig – som jeg gjorde – og dermed mistede sig selv.

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg fik aldrig fortalt hvad der skete under regressionen og at denne gav mig svar på spørgsmålene omkring mine nakkesmerter gennem hele livet.

Så…here it comes:

Jeg ser mig selv stå i en balsal. Højt til loftet, gyldne vægge, lysestager med hundredevis af brændende lys der lyser lokalet op i romantiske farver og giver rummet varme. Kvinderne bærer store kjoler. Taljerne er snørret ind og lader barmene blomstre i vellystige, runde former. Enkelte bærer hvide parykker mens andre har opsat håret i de største og prægtigste frisurer. Varmen fra lysene lader enkelte åbne deres medbragte vifte for at få lidt kølig luft at friske sig op med. For nogen bliver varmen, de indsnørrede taljer og de store parykker for meget, hvilket driver dem ud på sidebænken hvor deres kvindelige ledsagerske tager sig kærligt af deres Fruer.

Jeg ser hvordan der danses og flirtes. Der er ingen tvivl om, at der kæmpes om hvem der er den højest rangerede Frue og det ses i kvindernes ansigter hvordan de bruger deres ynde, for at få flest mulige bejlere hen til sig.

Mens jeg står dér og skuer ud over festen slår det mig pludselig: “Hvorfor er jeg mon i denne balsal?”

Min følelse er, at jeg ikke er en del af festen. Jeg vælger at se ind i een af de mange prangende spejle der er i den store sal. Mine øjne falder på den mørkegrønne kjole af velour, sirligt pyntet med små kniplinger ved halsen og ærmerne. Den falder lige ned og er ingenlunde lige så prangende som de andre kvinders. Om halsen har jeg et smykke der lader et vedhæng i form af en nøgle, ende ud dér hvor taljen er smallest. Jeg ligner en husbestyrerske men er det ikke. Mit hår er sat op for at give det noget højde, men ikke mere end, at det bagerste af mit lange brune hår hænger ned omkring halsen, for ikke at blotte den og tiltrække de af mændende, som ikke bør tiltrækkes af mig.

Jeg er datter af Godsets staldpasser og dennes kone som er husbestyrerinde.

Hvilken rolle jeg spiller denne aften er mig uvidst. Mest af alt føler jeg mig usynlig, nedrangeret og alligevel som en del af de fine.

****Sceneskift****

Vi sidder i tjenestefolkenes køkken ved det lange plankebord. Min far sidder i den ene bordende. Min mor i den anden. På bordsiderne sidder nogle mindre søskende, en kogekone og et par tjenestepiger og staldknægte. Der er stilhed omkring bordet. Stemningen er tydeligvis præget af, at min mor er ked af det og min far er vred.

Jeg tænker tilbage på de forgangne uger, hvor min mor har grædt og udtrykt sin bekymring for mig. Samtidig husker jeg tydeligt den anden dag, hvor min far atter råbte af mig og græd ulykkestårer, af frygt for hvad der måtte komme.

Alt imens jeg sidder ved bordet og ser på først min mor og så min far, mærker jeg en ked af det-hed over ikke at kunne være den datter de gerne vil have og jeg forstår i grunden ikke, på det tidspunkt, hvorfor de tager afstand fra mig.

****Sceneskift****

Jeg ligger i en stor himmelseng i en af godsets fine gemakker. Der er gulvtæpper, gardiner, puder og storslåede møbler. Det fineste håndværk. Væggen er prydet med et smukt damask tapet i blå/grå farver.  De store træskabe er udsmykket med de smukkeste udskæringer af legende børn og mænd på jagt.

Jeg føler mig alene i gemakket, men der er også er en mand som går hvileløst rundt. Selv om han er der, savner jeg ham. Han er vigtig for mig. Samtidig er jeg klar over, at det ikke er helt ufarligt at ligge i godsejerens søns gemakker, fuldstændig afklædt og med en følelse af samhørighed, som aldrig vil blive accepteret.

Han er bekendt med den ultimative fare ved at dele seng med mig, nu hvor han er trolovet med datteren af faderens rigeste slægtninge og han forsøger at fortrænge virkeligheden ved at holde følelserne på afstand. Men han er splittet og ansvaret piner ham. Jeg tører af og til hans tårer væk i troen på, at kærlighed overvinder alt.

Vi er elskende.

****Sceneskift****

Jeg er 23 år. Der er helt mørkt og jeg bliver ført op af trappetrin af en mand der nænsomt har fat i mine arme. På trods af at jeg ikke kan se noget ved jeg hvem han er, idet han et par gange tidligere har været i byen pga. lignende anliggender og blev bespist i vores køkken. Jeg hører en sagte gråd fra ham og et kort øjeblik føler jeg med ham.

Jeg er bange men ved også at det snart er forbi.

Da jeg ankommer oppe på podiet hvor alle byens beboere kan se mig, lukker jeg af for virkeligheden. Der er for meget angst, sorg og kærlighed i mig til, at jeg kan rumme det.

Istedet så jeg alt ske fra oven. Jeg så, hvordan en kvinde med en lærredspose over hovedet blev tvunget i knæ foran en stor sokkel, der havde adskillige store riller efter den store økse som skilte hovederne fra kroppene. Jeg så, igennem lærredsposen, hvordan kvindens tårer trillede ned ad kinderne, og hørte gråden der på én og samme tid tilgav og bad om tilgivelse. Jeg så, hvordan kvinden pludselig forstod sine forældres ked af det-hed, råben, bekymring og afstandtagen fra hende. Jeg så hvordan hun led. Ikke over at den store økse ville gøre en ende på hendes korte liv, men over den smerte hun nu forvoldte sine kære, idet hun ikke havde lyttet til deres varslende ord.

Selv om smerten var stor, fortrød hun ikke at hun elskede denne mand, som blev hendes død. Hun angrede derimod at han måtte bøde pga. hendes kærlighed og den traumatiske død lod hende ikke slippe dette liv førend underbevidstheden fik lov at tale.

 

Kærlighed til andre er ikke farlig.

Tilgivelse er kærlighed til sig selv.

– dette skal JEG lære.

 

 

 

 

 

 

I de sidste dage bliver diverse medier bombaderet med Folkekirkens Nødhjælps kampagne: “Det er dansk at dele” og danskerne er tilsyneladende begejstret for dette tiltag; Køb en t-shirt og støt mennesker i nød. Når en person går med t-shirten kan alle se, at denne er MEGA stolt over, at have støttet mennesker i nød – med 100 kroner. FLOT – siger jeg bare.

Når jeg læser “Det er dansk at dele” læser jeg: “Jeg har lige givet 100 kroner til mennesker i nød og nu vil jeg gå på Mc Donnalds med min familie og bruge et par hundrede kroner så vi rigtigt kan hygge os. Det har jeg fortjent – alt imens jeg foran  Mc Donnalds passerer en hjemløs eller to!”

Så er der undertitlen – “Også med mennesker i nød”?? Hvad betyder det? Det lyder som om det er noget nyt at der er fokus på mennesker i nød. Hvem pokker fik så støtten før det var menneskene i nød som fik den?

Jeg rynker på panden, fordi jeg på ingen måde forstår konceptet.

De fleste af os lever i overflod og der findes et utal af grupper på de sociale medier som har til formål at støtte andre i området med mad og drikke, brugt tøj, brugte møbler, bleer o.lign, fordi nogen simpelthen ikke har til dagen og vejen. Især mennesker der er ramt af den nye kontanthjælpsreform, forsørgelsespligt, sygdom o.lign.

Jeg mener bestemt, at vi skal hjælpe hinanden og dele…men jeg mener ikke, at det er godt nok at give Folkekirkens Nødhjælp penge og de så vurderer hvor der hjælpes og at du så går rundt med en t-shirt hvor du praler med, at DU har gjort en indsats. For du ved jo slet ikke hvad dine penge gik til.

Vær lidt ydmyg. Gå over til naboen som mangler brød til resten af måneden og giv denne af DIT brød. Bestem selv HVOR og HVORDAN du vil hjælpe. Der er nok steder at starte – og der er ingen administrationsgebyrer der udtynder din støtte.

Det kommer sandsynligvis nok til at kræve en lidt større indsats af dig end det er at bestille en t-shirt og du får ikke noget bevis på at du er et godt menneske, som du kan flashe efterfølgende.

Men ved du hvad? At hjælpe mennesker i nærheden af sig selv giver SÅ mange andre fordele og jeg lover dig, at har du hjulpet een gang, så får du lyst til at gøre det igen, fordi du ser glæden i den andens ansigt, du ser taknemligheden i deres øjne. Fordi du kan se at DU har gjort en forskel. Du alene.

Vær ydmyg og jeg lover dig, at karma vil belønne dig – sikkert ikke i form af en t-shirt, men noget mere værdifuldt.

Når dét er sagt, så finder jeg det uartigt af Folkekirkens Nødhjælp at tage patent på, at dét at dele er dansk og jeg flover mig over det – på trods af at jeg glædes over, at Janteloven for en gangs skyld er lagt på hylden.

Jeg flover mig ved tanken om, at andre lande skal se hvordan vi ophøjer os selv – især fordi det ikke er en hemmelighed, at befolkningen i andre lande er meget bedre til at dele, på trods af at de er virkelig fattige.

Jeg føler mig i den grad provokeret af Folkekirkens Nødhjælps kampagne og mener, at det er en ommer.

Det er universelt at dele

Det er menneskeligt at dele

 

 

 

 

 

 

 

I mit arbejde på at komme ovenpå efter hjernens nedbrænding, er jeg endelig nået dertil hvor jeg kan gå lange ture hver dag. Med musik eller en podcast i ørerne flyver jeg nærmest hen over grusvejene og asfalten af lethed og taknemlighed over at måtte føle glæden ved det.

For nyligt gik jeg også en tur og imens jeg næsten fløjtende af glæde ser en ældre herre gå og lede efter noget i vejkanten, melder der sig to spørgsmål i mit hoved.

1. Skal jeg bare hilse og gå forbi ham?

2. Skal jeg standse op og spørge om jeg kan hjælpe med at lede?

Jeg valgte 2’eren fordi jeg lige netop dén dag var mig selv så nær at det var helt fremmed for mig ikke at reagere.

Det viste sig, at denne ældre herre er af udenlandsk afstamning og stort set ikke taler dansk. Han forstod dog, at jeg gerne ville hjælpe og han forklarede med armbevægelser hvad han ledte efter, og sammen ledte vi videre derfra.

Efter ganske få minutter fandt han selv det han søgte. Jeg har nok haft et kropssprog og et “Jubiii” over læberne der gjorde, at han glædede sig dobbelt så meget, som hvis jeg ikke havde været der. Ihvertfald kom han over til mig, krammede mig inderligt og gav et kys eller to på min hals.

Vi skiltes og jeg fordøjede langsomt denne lidt besynderlige episode.

Et par dage efter går jeg endnu en tur og hvem tror I kommer mig i møde? Det gør denne ældre mand. Med sig havde han sin cykel, læsset med bananer og kyllinger – tilbud i netto. Cyklen stillede han op af hegnet da han så mig og ventede på, at jeg nåede hen til ham.  Igen blev jeg overdynget med kram og kys på halsen (Jeg tror hellere at jeg må tage rullekrave på fra nu af).

Men ikke nok med alle krammene, så tryllede han også en brun banan frem fra sin inderlomme, hvilken han berigede mig med. To småkager, to valnødder og et stykke chokolade fandt også vej fra jakkens forskellige lommer, til mine hænder.

Beriget med diverse madvarer i hænderne fik jeg forklaret, at jeg måtte videre på min tur. Jeg takkede og fortsatte.

Dette skulle dog ikke være sidste gang at jeg mødte ham på dagens tur, for idet jeg havde gået det meste af min runde måtte jeg konstatere, at han sad og ventede på mig, på dét sted hvor vi mødtes første gang. Han må have tænkt, at det måtte være en del af min rute. Klogt tænkt vil jeg sige.

Jeg så ham idet jeg trådte ud fra et beplantet område og må tilstå, at jeg hurtigt valgte at vende om, i håbet om at han ikke havde set mig. Nye spørgsmål dukkede nu op i mit hovede.

1. Skal jeg fremover være indstillet på, at jeg får venner når jeg er venlig og hjælpsom?

2. Skal jeg droppe min venlighed?

Et par dage efter mødte jeg ham igen på min vej. Også denne gang blev jeg modtaget med kram og kys på halsen, en banan, jordbær, hjemmebagte småkager og et stykke chokolade, samt en invitation til te og lidt at spise.

Hvordan forklarer man en ældre herre der ikke forstår mit sprog, at jeg bare ville hjælpe ham med at lede efter den lille dut han havde mistet og at det ikke gør os til buddies?

Når dette store spørgsmål nu er kastet ud i luften må jeg dog konkludere, at jeg ville gøre det igen. Jeg ville for enhver pris gå et andet menneske i møde og hjælpe denne – og jeg vil ligeledes blive ved med at stoppe op og spørge f.eks. en lystfisker på volden om der er bid og ad den vej starte en samtale.

Jeg vil tilmed øve mig i at gøre det oftere fordi det er berigende. Fordi det er sådan jeg er. Jeg har bare ikke gjort det i et årti eller to, fordi jeg havde mistet den del af mig.

Men nu er den tilbage og jeg elsker den. Jeg har min egen lille fest hver gang jeg henvender mig hos fremmede og jeg kan se i deres øjne, at de deltager i festen i et kort øjeblik.

 

Jeg har selv været der!

– fremmed i et nyt land.

Dog var jeg så priviligeret at jeg, hovedkuls, blev kastet ind i en dansk familie og en dansk skole. Jeg havde dermed fra dag 1, et netværk og det danske sprog som en del af min hverdag.

Sådan er det ikke for alle.

 

For et år siden sad jeg på volden, på et tæppe med boblvand, og ventede på en veninde. Alt imens solen skinnede så vidunderlig varmt ned på mig, ser jeg i horisonten, som en sort silhuet, en mand med en cykel. Jeg fornemmer, at han kigger i min retning og at han overvejer noget.

Min fornemmelse var rigtig og snart stod den unge, udenlandske fyr foran mig og smilede lidt usikkert.

“Hej. Mo jEg snaK me dig?” – spurgte han. Og dertil kunne jeg kun svare: “Ja selvfølgelig”. Det viste sig, at denne unge mand fra Syrien, som havde været i landet i 1 år virkelig gerne ville lære dansk og at hans dansklærer havde sagt, at han bare skulle snakke en masse med danskerne. Men hvordan gør man det, når man kommer til landet med sin unge kone og et lille barn.  Når man intet netværk har og ingen kontakt til omverdenen – ud over, måske, de andre udlændinge der bor i samme boligblok?

Jeg synes, at Kahlid, som han hedder, er meget modig. Velvidende, at risikoen for at blive afvist af danskerne når han går dem i møde er stor, og at især kvinder vil dømme ham til at være en stodder der lægger an på dem, går han direkte hen og spørger. Ikke engang vi danskere, kan længere finde ud af at henvende os til fremmede på gaden – bare for at sludre. Men det gjorde han. Han er mega sej.

Jeg bad Kahlid tage plads ved siden af mig og i samme øjeblik kom min veninde også og satte sig. Vi sad nu og snakkede i en lille halv time. Hans sprog var, mildest talt, ret dårligt, når man tænker på hvad man rent faktisk kan lære på et år.

Da han forlod os efter snakken, ærgrede det mig, at jeg ikke havde tilbudt ham at hjælpe hans familie med at lære dansk. Jeg, om nogen, vidste jo hvor vigtigt det er at kunne sproget i dét land man bor, for at kunne få de bedste betingelser for integration.

 

Et år gik og en dag lagde jeg igen vejen forbi på volden, på dét sted jeg ventede med boblevand året før. Det er mit yndlingssted fordi solen er der lige indtil den rammer horisonten.

Mens jeg stod der og nød solen stod han pludselig et par meter fra mig – igen med cyklen. Som poppet op af den blå luft. NØJAGTIGT samme sted som året før. Bag på, i en barnestol, sad en lille bitte mørkhåret pige med store øjne. Igen kom han hen imod mig og JEG sagde: “Hej Kahlid”. Grunden til at jeg huskede hans navn var nok, at jeg bed mærke i, at det skulle udtales: Chaaaalid.

Han kiggede forbavset på mig og spurgte mig, hvorfor jeg kendte hans navn og jeg fortalte ham om mødet året før. Vi satte os ned og snakkede sammen. Den lille pige kiggede nysgerrigt på mig, men også lidt undrende og delvist skræmt. Jeg forklarede ham, at jeg gerne ville hjælpe dem med at lære dansk og vi udvekslede numre.

For nyligt inviterede han mig over til sig. Jeg skammer mig lidt når jeg nu indrømmer, at jeg tænkte tanken: “Gad vide om hans kone er hjemme eller…?”

Ved ankomst trådte jeg ind i stuen hvor jeg blev taget venligt og lidt usikkert imøde. Den store pige havde i første omgang ikke registreret at der var kommet gæster og stak derfor i et forskrækket hyl da jeg pludselig stod dér, midt i hendes stue. Hendes øjne var fulde af frygt. Jeg blev mindst lige så forskrækket over hendes reaktion, som hun blev over at se mig og Kahlid forklarede, at de aldrig havde haft besøg før – på trods af at de har været i Danmark i 2 år. Tror da pokker, at den stakkels pige fik et chok.

Lejligheden består af en stue og et værelse. Et lille køkken og et badeværelse. Stuen indeholder en sofa, et stuebord, et spisebord med 4 stole og et tv. Thats it! På deres lille værelse stod en doppeltseng og en kommode. Om der var et skab bag døren skal jeg ikke kunne sige, men om der var et eller ej spiller ingen rolle, for jeg kunne hurtigt konkludere, at de alle sammen sov i doppelsengen. Han, konen – en sød pige på 21, deres datter på 2 år og deres lille datter på 4 måneder – med mindre Kahlid sov inde i sofaen selvfølgelig.

De overøste mig med frugt på trods af, at jeg sagde, at jeg ikke var sulten og de kunne slet ikke forstå, at jeg kun ville have vand. Jeg fornemmede tydeligt, at deres kultur spillede ind og spiste en banan af ren høflighed, så de ikke skulle føle sig utilpasse.

Oppe i mit hoved begyndte der at danne sig et billede af disse 4 menneskers liv og jeg vidste bare, at jeg ville hjælpe dem så godt jeg kunne. For det første med at lære dansk og for det andet, at få konen med ud at gå ture. En pige på 21 skal ikke isoleres i et hjem hvor der ikke er noget at tage sig til, andet end at passe deres børn, der under deres forhold helt klart bliver understimulerede.

Nu står jeg jo heller ikke med de store økonomiske midler, men jeg har ting jeg ikke bruger, jeg er kreativ, jeg har et godhjertet netværk og jeg ved hvor jeg kan finde hjælp. I Facebookgruppen : “næstehjælperne fyn” har jeg slået op, at jeg søger bæresele, og to autostole, så jeg kan få hele familien med på tur og står nu med en autostol til den store pige, to bæreseler og en gammeldags dukkevogn.

Ja ja…hvad skal jeg med autostole når jeg ikke har bil? Jeg tænker at det kan skaffes. HURRA for mit netværk som måske vil låne mig en bil i den gode sags tjeneste og hurra for GO-MORE.

Mit hjerte fyldes af glæde over, at JEG har mulighed for at hjælpe en familie og at jeg på samme tid får hjælp af andre godhjertede mennesker, der støtter op om sagen.

….FORTSÆTTES…med stor sandsynlighed!