Sabine Vida

Jeg elsker dig når du er vred.

Jeg elsker dig når du er glad.

Jeg elsker dig når du er fjollet.

Jeg elsker dig når du er deprimeret.

Jeg elsker dig når du er stræbsom.

Jeg elsker dig når du er doven.

Jeg elsker dig når du er aktiv.

Jeg elsker dig når du overrasker mig.

Jeg elsker dig, selv når du glemmer min fødselsdag.

Jeg elsker dig når du skælder ud.

Jeg elsker dig når du holder om mig.

Jeg elsker dig når du er syg.

Jeg elsker dig når du vil diskutere.

Jeg elsker dig når du driller.

Jeg elsker dig når du roder.

Jeg elsker dig selv når du er flov over mig.

Jeg elsker dig når du siger ja og jeg elsker dig når du siger nej.

Jeg mærker kærligheden når jeg har det godt.

 

Jeg mærker kærligheden mindre når jeg har det mindre godt.

 

Jeg mærker ingen kærlighed når jeg ikke mærker mig selv.

 

 

 

 

I dag vil jeg vende tilbage til historien om bødlen og det lille væsen, for der er én ting i forbindelse med al den gift jeg har fået, som jeg længe har spekuleret over og ikke har kunne sætte ord på – og det er følelsen som jeg har over for henholdsvis bødlen og det lille væsen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg tillod dem begge at give mig giften. Forstået på den måde, at jeg havde muligheden for at sige fra. Sætte mine grænser. Gå min vej.

Vi har altid et valg. Vi tager altid et valg. Og valget er vores eget ansvar. Nogengange bliver vores valg taget ud fra hvad vi føler er godt for os – hvad vi føler er rigtigt. Andre gange tager vi vores valg ud fra ting vi har med os i rygsækken og som vi endnu ikke har fået bearbejdet. Disse valg er som oftest valg der ikke gavner os. Mit valg om IKKE at sige fra over for bødlen og det lille væsen, skyldtes mit uforarbejdede indhold i min rygsæk, og jeg bærer derfor min del af ansvaret selv.

Når det er sagt, har ingen mennesker ret til at nedværdige, ydmyge, bedrage, misbruge eller lemlæste andre, uanset hvad den enkelte måtte have i sin rygsæk.

Med denne viden kan jeg ikke hade nogen. Men det var i årevis følelsen af had der kom nærmest når jeg tænkte på hvad jeg måtte udholde pga giften og jeg brød mig ikke om at sætte følelsen i forbindelse med had. Det føltes for voldsomt – for umenneskeligt at hade et andet menneske, der ligesom jeg havde en rygsæk. I årevis har jeg kæmpet imod denne had-følelse, fordi jeg ikke ønskede at hade nogen.

Den anden dag fik jeg præsenteret et ord der beskrev mine følelser til punkt og prikke og som gjorde det nemmere for mig at placere mit forhold til, især bødlen.

AFSKY

AFSKY – er følelsen som jeg har for bødlen. Jeg afskyr ikke blot hans handlinger. Jeg afskyr ham som menneske. Han brød samtlige regler om, at man behandler sine medmennesker ordentligt. Det vækker afsky i mig. Og så er den ikke så meget længere.

AFSKY – er også følelsen jeg har for det lille væsens handlinger. Jeg håber ikke at jeg nogensinde kommer til at føle afsky for det lille væsen som det menneske det er. Det er mit kød og blod og det ligger i mit moderhjerte, at det lille væsen skal have det godt. Det ligger i mit hjerte, at jeg skal elske det.

Jeg må dog se virkeligheden i øjnene og dermed erkende, at nok er jeg det lille væsens mor, men jeg er også et menneske. Og selv om jeg nogen gange tænker, at moderrollen forpligter mig til, at elske det lille væsen, så ved jeg, at der er grænser. Grænser for, hvad jeg vil gå med til som menneske.

GRÆNSER

Grænser, eller mangel på samme, er netop årsagen til at jeg lod mig forgifte. Jeg var ikke i stand til at sætte mine grænser. Jeg vidste ikke hvordan man sætter grænser. Jeg viste ikke, at jeg havde den mulighed – for jeg har ikke lært hvordan man gør.

Jeg lærte tidligt i livet at tilpasse mig andre, for ikke at “være i vejen” – gøre nogen kede af det, gøre nogen jaloux – for ikke at være for sød og dermed tiltrække de forkerte mennesker og ikke at være for hård for at skræmme nogen andre.

Mine antenner har, siden jeg var lille, været rettet mod alle andre end mig selv, i konstant påpasselighed, og derfor gik min evne til at mærke hvordan jeg selv havde det tabt…og dermed også evnen til at sætte mine grænser. Det er min rygsæk og det er min del af ansvaret for, at jeg modtog giften.

Nu har jeg set og erkendt hvad der skete i de forgangne 18 år hvor giften flød. Det giver mening. Det er OKAY – og jeg vil aldrig kunne modtage mere gift fordi “isdronningen” nu står ved siden af mig og viser mig hvornår og hvordan jeg skal sætte grænser.

Min lære (eller konklusion om man vil) af alt dette er, at afsky opstår når grænser bliver overtrådt – og jeg går ikke fri for at føle afsky overfor mig selv i ny og næ, for jeg har overtrådt mine egne grænser mange gange ved at ignorere min inderste stemme.

– nu skal jeg bare tilgive mig selv.

 

 

 

 

Du kender sikkert de der situationer der udløser en ustoppelig latter. Oftest bliver den udløst af et andet menneskes komiske udtryk i ansigtet eller et splitsekunds hændelse der printer sig fast i din memoryboks FOREVER og som mange år senere stadig kan udløse den største latter.

Jeg fik et latteranfald i går. Måske var det udtrykket i min brors ansigt der udløste det. Eller måske var det i virkeligheden synet af hans krops atomer, der ikke fulgtes ad. Under alle omstændigheder, var denne episode det bedste bevis på, at vi er sammensat af atomer, sammenholdt af energi – hvis ellers energien er samlet.

 

Altså…min bror og jeg gik en tur. En ganske almindelig tur. Eftersom vi gik tur i omgivelser som jeg kender som min egen bukselomme, vidste jeg i hvilken retning vi skulle gå for at nå det mål vi havde sat Os. Jeg havde derfor lagt en rute inde i mit hoved. Denne rute kunne brormand ikke se og gik frisk og frejdig ligeud i højt humør, alt imens jeg begyndte at dreje af til venstre.

Idet jeg havde vendt ryggen halvvejs mod min bror grundet min retningsændring, hørte jeg en lyd fra ham. Det var en “hov-skal-vi-den-vej”-lyd og jeg reagerede på lyden ved at dreje mit hoved hen imod ham. Just i samme øjeblik så jeg, hvordan hans krop lavede en drejning og begyndte at gå i min retning.

Nu er det så latterudløseren sker.

Min brors hoved syntes ikke at have registreret kroppens retningsændring og blev stående ved retningsændringens udgangspunkt. Kroppen var nu et skridt forud for hovedet. Hans hals fungerede nu som en slags elastik der lige, med nød og næppe, kunne holde sammen på disse to kropsdele. Jeg vil skyde på, at halsen strakte sig 50 cm, førend elstikkens fulde strækevne var nået og hovedet på rekordtid blev forenet med kroppen grundet elstikkens tilbagetrækning.

Min brors ansigtsudtryk var ikke blot udtrykket af et menneske der på overraskende vis registrerer en hurtig ændring af retning – det var også et udtryk i stil med; “Fuck…får jeg nu mit hoved med eller…?”

 

 

 

 

 

Jeg mødte hende for første gang for 1,5 år siden. Hun invaderede min krop, i ganske få minutter, og fik mig til at blive kold som is. En ligegyldighed spredte sig i mig og bevirkede at min bøddel ikke kunne nå mig. Faktisk endte det med, at bødlens gift ikke virkede på mig og han trak sig derfor væk fra mig og kom aldrig tilbage.

Kort efter at jeg havde mødt isdronningen troede jeg at det var en skidt ting at jeg var så kold og kynisk, og jeg blev selv overrasket over min kynisme og ligegyldighed. Jeg kunne ikke genkende mig selv i det men på samme tid mærkede jeg, at det gjorde noget godt for mig. Jeg fik, ved hjælp af isdronningen, bødlen på afstand.

Siden dengang har jeg ofte set tilbage på situationen og glædet mig over, at den fik bødlen til at forsvinde. Men samtidig har jeg ikke kunne forstå hvorfor jeg skulle være alt dét, som jeg ikke er. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle sige ting som jeg ikke mente og følte, bare for at få fred.

For nyligt kom isdronningen tilbage. Jeg mærkede en ligegyldighed overfor det lille væsen som jeg elsker. Men jeg mærkede også, at det var en ligegyldighed som jeg var nød til at have for at passe på mig selv. Derefter kom hun flere dage i træk. Hun fik mig til at agere helt anderledes end jeg plejer. Koldt og kynisk – følte jeg det som.

Efter at have mærket hende noget tid er det gået op for mig, at hun får mig til at føle mig stærkere. Hun giver mig hold. Hun får mig til at mærke, at det jeg gør er det rigtige. Det er en lidt ambivalent følelse fordi jeg kan se, at det lille væsen får det dårligere i takt med at jeg bliver stærkere. Dette skyldes at det lille væsen ikke længere har mulighed for at give mig gift og derfor ikke kan finde ud af hvad det skal gøre, for at få det som det vil. Det lille væsen står nu i en situation hvor alting falder fra hinanden.  Ligesom bødlen blev syg af sin egen gift, vil det lille væsen også komme til at gennemgå en svær forgiftning af egen gift.

Den anden dag, var dagen hvor isdronningen gjorde sig synlig for mig. Hun stod helt klart og tydeligt ved min side og fortalte mig, at hun blot er en del af mig. At hun ikke er hele mig. Hun er den del af mig der sætter grænser. Hun er den del af mig der sørger for, at ingen udnytter min tro på det bedste i mennesket. Det kræver en form for ligegyldighed og kynisme at sætte sine grænser, men der er stor forskel på ligegyldighed som er udsprunget af opgivelse og ligegyldighed udsprunget af kærlighed til sig selv.

Da jeg endelig så hende, forsvandt titlen “isdronning”. Hun er ganske enkelt den strenge husholderske eller lærerinden med knold i nakken. Stolt og rank står hun med sit spanskrør. Hun finder sig ikke i noget pjat fra nogen og slår hårdt ned på dem der er uretfærdige og gør ting for egen vindings skyld og derved sårer andre. Hun tolererer ikke disrespekt og forsøg på at lægge ansvaret over på andre.

Nu, hvor jeg ikke alene ser hende men også kan tale med hende, har jeg integreret den del af mig, som jeg mistede for længe siden. Det er den del, som jeg skulle have brugt for 18-19 år siden da bødlen kom ind i mit liv og overskred mine grænser gang på gang.

Hvornår og hvorfor hun forsvandt i sin tid ved jeg ikke, men det agter jeg at finde ud af.

 

 

 

 

I 18 år har jeg fået en daglig dosis gift. Og dette endda uden at bemærke det i de første 5 år. Jeg kunne bare registrere, at jeg blev mere og mere ulykkelig, usikker og langsomt fik livslede. Efter 5 år begyndte min krop at advare mig ved at give mig skavanker og det var dér jeg opdagede at jeg var forgiftet.

Jeg kunne nu se hvornår og hvorfra jeg fik den daglige dosis gift. Ganske diskret blev det sprøjtet ind i mine årer af min “bøddel”, på de tidspunkter af dagen hvor jeg mindst ventede det. Ligesom en indskudt sætning der kommer ganske uventet og laver en 100%’s drejning på en ellers positiv sætning.

Dag efter dag. Stik efter stik.

Svækket, som jeg var blevet af alle injektionerne, samlede jeg alle mine sidste kræfter og rejste væk fra min bøddel og jeg troede, at nu var det forbi med gift i mine årer. Nu kunne jeg afgiftes. Men sådan blev det ikke. Jeg fik stadig mine injektioner. Ikke hver dag, men til gengæld var der mere gift i sprøjten når det skete. MEGET mere gift. Og nu var det ikke længere blot en gift som svækkede mig – nu kunne den også smitte andre og jeg så hvordan mine kære omkring mig led og blev svage.

I 12 år fik jeg denne form for gift. Der må have været følelses-væksthæmmer i og anti-selvværdsserum – eller også var det bare bivirkninger af giften. Nobody knows. Ikke desto mindre følte jeg kun angst og at jeg ikke var noget værd.

Jeg var konstant på vagt – hele tiden kampklar og alligevel var jeg aldrig forberedt når giften kom. Når den så kom blev jeg slynget op i luften, hvirvlet rundt, igen og igen, til jeg var helt rundtosset. Alt imens jeg fik en quiz som jeg skulle besvare spørgsmål til. Har du nogensinde prøvet det? Det kan ikke anbefales for i hele hvirvelen ved du ikke hvad der er op og ned og du kan kun gribe ud efter svar og håbe at det er det rigtige.

Hver gang jeg var heldig og fik fat i det rigtige svar fik jeg kun en lille dosis gift. Men hvis jeg var uheldig og fik fat i det forkerte, så blev dosis hævet indtil bødlen fik det svar han ville have. I de fleste tilfælde fik jeg fat i et svar som stillede ham tilfreds, men jeg måtte også bruge al min energi og koncentration på at gribe det rette svar. Men det var vigtigt at gribe det rette for at undgå at få mere gift.

Efterhånden opdagede jeg, at det var hips som haps om jeg greb svaret hurtigt og brugte al min energi på det, eller om jeg greb det sent og fik mere gift.

Dette forvirrede mig meget. For hvis ikke der var nogen af delene der var bedre end den anden, hvilken taktik skulle jeg så bruge? Det fandt jeg ud af efter 12 år væk fra bødlen. 12 år i hurlumhejhuset.

Der fandtes ingen rigtige svar. Der fandtes ingen forkerte svar. For uanset hvad jeg svarede blev jeg forgiftet og så var jeg jo lige vidt. Derimod opdagede jeg, at hvis jeg tømte mig selv for ALT det som JEG er og erstattede det med ALT det som jeg IKKE er, så blev bødlen paralyseret. Så vidste han pludselig ikke længere hvordan han kunne hvirvle mig rundt – fordi jeg var forandret. Sådan slap jeg for flere injektioner.

Endnu engang troede jeg at NU var det slut med injektioner, hvirvelvinde og quizzer. Men det var ikke slut. Bødlen havde avlet et lille væsen som han, allerede for længe siden havde sikret sig kunne overtage hans stilling, når han engang ikke kunne udøve opgaven længere.

Det lille ny væsen gjorde jobbet godt, for det havde også haft mange år til at øve sig, uden at jeg kunne se det, fordi jeg hvirvlede rundt hele tiden. Det lille væsen gav en lidt anden form for gift idet det også indeholdt kærlighed. Dette gjorde ikke giften mindre effektiv. Tværtimod. Det var en voldsom gift der fik mig til at føle mig revet midt over.

Efter et års tid med disse injektioner og en samtiddig afgiftning af de gamle, skete der en kemisk reaktion som udløste en brand. Branden efterlod nogle skader og som det så tit er med ting der er brændt ned, så får det lov til at ligge lidt, imens det vurderes hvordan det skal bygges op på ny. Undervejs finder man ud af hvad der førte til branden og kan derfor tage forholdsregler, så det ikke sker igen.

Lige idet en brand hærger, grædes der over alt det som mistes, men heldigvis indtræffer der senere en glæde over alt det nye som kommer. Ikke nødvendigvis fordi det er bedre, men fordi det er selvvalgt! Selvvalgt – med den nye bevidsthed der er kommet af den nye lære.

 

 

 

 

 

 

 

Angst æder os op indefra. Lige så langsomt kommer den snigende ind i vores underbevidsthed hvor den konstant ligger og lurer – så længe vi tillader det.

Når vi, i første omgang bemærker angsten, tror vi, at den er kommet for at beskytte os – for med angsten kan vi reagere når noget eller nogen er truende. Det er angsten der får os til at være forsigtige med at træffe valg omkring hvordan vi fremadrettet handler på den situation der udløser frygt. Eller vi prøver sågar helt at undgå at komme i situationen igen.

Det er dog sådan med angst, at når den kommer, så fylder den hele kroppen ud, så vi bliver ude af stand til at mærke andre følelser og tankerne bliver irationelle. Dermed lammer angsten vores evne til at handle rationelt i den givne situation.

Når vi har levet med angsten i årevis, begynder den at æde os. Stykke for stykke. Og hver gang den tager en bid vokser den. Ganske langsomt begynder den at blive så integreret i os, at den dominerer alle andre følelser. Slutendeligt er frygten i alt og er nu ikke længere til for at beskytte os, men for at hæmme os.

Selv om vi ikke længere har noget positivt at bruge angsten til når vi kommer længere hen i livet, så er det en kendsgerning, at den er til stede i os. Måske har den, i visse tilfælde, sin rette plads, men i de fleste tilfælde er den en hæmsko for, at vi kan leve livet i harmoni med os selv.

Hvem kender ikke følgende tanker?

Jeg er en dårlig ven/ Jeg kan ikke leve op til den anden.

Jeg er en dårlig kæreste/ Jeg kan ikke gøre min partner lykkelig.

Jeg er en dårlig forældre/ Jeg er ikke i stand til at give kærlighed nok.

Jeg er en dårlig datter (søn)/ Jeg har ikke formået at leve op til forældrenes krav.

Jeg vover at påstå, at ovenstående spørgsmål og udtalelser til sig selv kommer af angst. Angst som måske er udløst af situationer der er sket tidligt i livet og har udløst angst for ikke at slå til. Angst for ikke at træffe de rigtige valg. Angst for at den du er, ikke er god nok osv.

Personligt er jeg forurenet af angst. MIN angst har overtaget al den plads hvor der burde være plads til reelle følelser så som sorg, glæde, ubetinget kærlighed, vrede. Og fordi disse reelle følelser har et minimum af plads indeni mig, kan jeg ikke mærke dem og dermed ikke handle på dem – PÅ TRODS AF at jeg de få gange jeg har handlet på dem har følt mig fantastisk til mode og havde følelsen af, at jeg kunne klare hele verden og gå gennem livet med en usædvanlig lethed.

Det er jo sådan, at vores følelser er til for at gøre os opmærksom på hvad det er vi har brug for. Føler jeg vrede, har jeg brug for at fortælle om vreden. Føler jeg kærlighed, har jeg brug for at vise den. Med angsten som primus motor for det hele, bliver evnen til at føle svækket. Dog er de andre følelser til stede, i korte glimt, men jeg bliver ude af stand til at holde fast i følelserne og ude af stand til at reagere på dem, fordi angsten puster sig op og styrer mig.

Angst er i mange tilfælde årsag til tvivl og tvivl er en ligeså “fyldig” følelse/tilstand som angst. Den kan ligeledes puste sig op og skræmme, så man hæmmes i at handle på situationer.

Angst avler tvivl!

Prøv at forestille dig, at du ikke havde nogen form for angst. Kunne du så føle tvivl?  Hvad ville det ændre i din måde at se dig selv på? Hvad ville det ændre i din måde at leve på? Hvad ville det ændre i din måde at reagere på dine følelser på?

For mig står det lysende klart. Fætter Angst og Hans usynlige ven Hr. Tvivl skal reduceres til en brøkdel af, hvad de fylder nu. Jeg skal bevidst arbejde på, at den får mindre plads. Både angst og tvivl skal stadig have lov til at være der og jeg vil anerkende deres værd, dog skal de også “opdrages” til kun at være der i små glimt for at advare mig om, at der er noget jeg måske lige skal se nærmere på.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg blev født glad.

Ja…jeg havde praktisk talt alt udstyret til en storslået nytårsaften i hænderne da livet for alvor blev alvor. I min nøgne uniform, smilte jeg stort til alle de mennesker som modtog mig. Alle smilte stort tilbage til mig som om jeg var et vidunder og de roste mig for mit samarbejde omkring den lidt voldsomme entre jeg netop havde præsteret. Det aller aller første jeg vækkede i andre, da jeg tittede frem, var glæde.

Jeg blev født glad.

Ja…jeg havde praktisk talt planlagt, at min glæde skulle ledsage mig igennem hele livet. Glæden skulle være min bedste ven som skulle tage min hånd hver gang jeg skulle begive mig ud på nye eventyr. Glæden skulle hele tiden være ved min side for at minde mig om, at nye eventyr og troskab til mig selv fik den til at vokse.

Jeg er født glad.

Ja…jeg havde praktisk talt planlagt, at min glæde skulle smitte af på de mennesker, der i livet, ville være omkring mig. Jeg havde en idé om, at jeg sammen med min glæde ville have evnen til at løfte menneskene omkring mig – at jeg kunne få dem til at være en del af min glæde, bare ved at være mig.

Jeg er født glad. Ja…

 

Ligesom alle mennesker blev jeg prøvet af i livet. Udfordret – for at se hvor godt fat jeg havde i min fødselsgave. Jeg havde godt fat i den første tid, men der gik ikke lang tid, før jeg oplevede, at min glæde resulterede i mennesker, der blev vrede eller jaloux. Velsagtens fordi de ikke forstod glædens budskab – eller fordi de spejlede sig i mig og indså, at jeg havde noget som de aldrig ville få.

På trods af, at disse mennesker var i fåtal og menneskene der kunne rumme min glæde var i 10-doppelt antal, blev det de få der prægede mig mest. Det var de få jeg brugte allermest kræfter på – ved hele tiden at have antennerne ude for at lure af i hvilket humør de var i og hvordan jeg skulle opføre mig. Opføre mig, så jeg, hvis jeg havde luret godt, kunne dæmpe min glæde i en tilpas grad til, at ingen blev påvirket negativt af den.

Jeg kom mere og mere på overarbejde i og med, at jeg begyndte at analysere alle mennesker omkring mig, for at finde ud af hvor de var netop den dag – hvilket humør de var i. Jeg blev tilpasningens mester. Og jeg var dygtig. Det var lige til en Guldmedalje.

Som tiden gik blev glæden så lille fordi jeg ikke fodrede den. Jeg kunne kun lige skimte den og jeg værnede så meget om den lille rest der var tilbage, at jeg låste den inde i en lille kasse med lås, som jeg beskyttede ved, i bogstaveligste forstand, at hænge over den hele tiden. Jeg turde ikke åbne kassen og se på glæden af angst for, at den så ville blive endnu mindre for til sidst at forsvinde helt. Jeg var fejlagtigt begyndt at tro, at glæden blev mindre når jeg brugte af den. Det var blevet fuldstændig fjernt for mig, at glæde avler glæde.

Jo mindre næring jeg gav glæden, dvs. jo mindre glad jeg var, des mindre blev den. Hver gang jeg var den utro, ved ikke at være glad, des mere rynket og vissen blev den.

Pludselig en dag oplevede jeg, at nogen blev kede af, at jeg havde gemt min glæde væk. Jeg oplevede, at de ikke kunne holde ud at være i mit selskab fordi der ingen glæde var. Det gjorde især indtryk, at et af de mennesker der før havde svært ved at rumme min glæde, nu ikke kunne rumme at jeg ingen glæde havde.

Når alt kommer til alt var det især mig selv der ikke kunne være i mit eget selskab. Mig selv der ikke kunne rumme at glæden var væk. Jeg blev en dårlig kopi af mig selv og jeg længtes  efter glæden. Og jeg længtes efter mig!

Jeg var ikke god til at håndtere min fødselsgave – og derfor glæder jeg mig nu over at jeg har turdet låse kisten op så jeg igen kan begynde at give næring til min bedste ven.

Alene glæden over, at være glad for at se glæden, får glæden til at vokse.

Jeg trådte ind i rummet. Det lignede mest af alt et klasseværelse, hvor katederet stod lige ved indgangen så læreren ville sidde med ryggen til døren. Alt var af træ. Vægge, lofter, borde og stole. Det var ikke lyst træ, men heller ikke mørkt som maghoni eller kirsebær. Det var en meget spraglet træsort der også have grønne nuancer i sig. På højre side af rummet var der nogle aflange, smalle vinduer. Det var helt sort udenfor. Natten var faldet på.

Den ældre herre som stod ved katederet havde helt hvidt og skulderlangt hår. Han bar en sort kappe og lignede en dommer fra en retsal. Han stod op, på den plads hvor lærerens stol nok plejede at stå. Kvinden ved siden af ham, var alt andet en venlig at se på. Hun var en slank kvinde, med mørkt og opsat hår. Også hun var klædt i mørkt tøj. Dog mere i stil med en advokats.

Jeg stod foran katederet og så på dem. Den gamle mand rakte mig et pas. Jeg følte mig lettet, for det var et nyt pas, med et nyt navn. En ny identitet. Jeg havde brug for passet for at kunne flygte, ligesom jøderne havde brug for nye identiteter for ikke at blive genkendt som jøder og dermed undgå at havne i koncentrationslejre.

Manden bad mig nu om at få mit gamle pas. Et øjeblik stivnede jeg og tankerne fløj gennem mit hoved. Jeg ville for intet i verden aflevere min rigtige identitet og nægtede at udlevere det. Manden blev vred og appellerede til min dårlige samvittighed. “Noget for noget” – mente han og begyndte at virke truende. Jeg nægtede fortsat at give ham passet.

Stemningen var nu ikke længere blot anstrengt og stiv som i starten, men var nu mørk og uforudsigelig. En sort sky havde sænket sig over os og truede med at sende lyn ned på mig. Kvindens formål med at være til stede i rummet kom nu til udtryk. Til venstre for hende lå der en stak knive på et bord. Store køkkenknive og brødknive. Det var tydeligt at se, at de ikke var skarpe. Men skarpe nok til at skære igennem huden og gøre skade. Hun greb to knive og stod nu truende med en kniv i hver hånd. Let foroverbøjet med armene ud til siderne. Hendes ansigt var mørkt. Rasende. Truende.

Fuld af angst greb jeg ligeledes to knive for at kunne forsvare mig, for jeg kunne godt se, at jeg ikke havde andet valg. De ville ikke lade mig forlade rummet med min gamle identitet. Inden jeg kunne nå at reagere, havde kvinden skåret en 10 cm lang flænge i min underarm. Dyb og blodig. Idet kniven ikke var ret skarp var det en trævlet flænge og jeg mærkede nu hvordan angsten ikke bare sad i hjertet men var overalt i min krop og i min aura. I denne scene vælger jeg at forlade min krop og forlade rummet, idet det ville være for voldsom og traumatiserende oplevelse at være vidne til. Lad os kalde denne skikkelse for mig/jeg.

Jeg står nu uden for døren og venter. Lige uden for døren er der ca 1,5 meter førend der kommer en trappe der snor sig nedad. Trappen er bred og jeg opdager, at huset jeg er i, er et stort hus fra renæssancen. Alting er udsmykket og består af store og flotte hvælvinger. Farverne er lyse.  Der er ingen tvivl om, at dette hus en dag var et glædens hus, fuld af mennesker, fester, sorgløshed og gode manerer. Nu var det dog efterladt. Møblerne var fjernet. Støvet havde lagt sig i tykke lag og dannede en brunlig overflade på alt. Der var spindelvæv og efterårsblade havde fundet vej ind af de prangende, men nu ødelagte vinduer.

Da jeg har stået uden for døren et øjeblik kommer min krop ud af rummet. Den minder mest af alt om Jesus, bærende på sit kors, foroverbøjet af den tunge byrde. Håret hængende ned om ansigtet og blodige og trævlede gevandter der før havde været hvide. Kroppen er ituskåret og blodig. Øjnene er lukkede, udmattede, traumatiserede – omend det betyder sejr, at kroppen kommer ud af rummet.

Kroppen falder, i blindhed og af udmattelse, ned af den lange trappe som buer og ender ude af mit synsfelt. Jeg tænker, at dette fald må have suget resten af livet ud af den og jeg iler ned for at se på dens skæbne. Hvad der mødte mig, for enden af trappen, var dog alt andet end livløst.

Rummet, eller entréen som det tidligere havde fungeret som, var overvældende. Det var snavset og ødelagt men lagde ikke skjul på storhedstiden der havde været engang. Foran de prangende vinduer ved siden af hoveddøren var der placeret en pejs. Et enormt ildsted. Hvidkalket, med de smukkeste udskæringer i den nederste del af skorstenen. Nu var det imidlertid sodet til og forfaldet, ligesom alt andet i huset og kun gammelt kul lå tilbage og gav antydninger af fordums tid.

Jeg så nu min krop stå i ildstedet, med de blodige gevandter hævet til op over knæene og med spredte ben, pissende på kullet. Blikket var direkte rettet mod mig. Udtrykket i blikket både skræmte mig og vækkede glæde. Øjnene var ikke længere døde og udtrykte en form for overlegenhed over for dét som havde lemlæstet den. Omend øjnene var fulde af smerte var der en gnist af befrielse over, at pisse på det udbrændte ildsted.

Kroppen stillede sig herefter foran de prangende vinduer. Det var nu blevet lyst udenfor og solstrålerne oplyste den bag fra. Jeg gik hen for at se nærmere på min krop, som nu stod helt stille og ventede på, at jeg skulle komme hen og kigge på den. Det var et skræmmende syn som samtidigt var smukt og fik alt inden i mig til at falde på plads.

Min krop havde ingen hjerne. Hvor der skulle have været en hjerne var der nu bare ingenting. Der var kun et ansigt. Og alligevel var der ikke noget ansigt, for det stod kroppen med i hånden, som en maske der var blevet taget af. Hvor ansigtet skulle sidde var der nu kun bleg hud, nærmest gennemsigtig hud, med små antydninger af, at et nyt ansigt var på vej.

Jeg mærkede kun stolthed og glæde ved dette syn.

 

Nu har jeg år efter år hevet mig selv op i nakkeskindet når noget skulle gøres, også selv om jeg var på kanten af udmattelse. Det ligger dybt i mig, at: “sådan er jeg nød til at gøre”.

Når jeg tænker over det, var det ikke et spørgsmål om overlevelse. Det var ikke et spørgsmål om, at det var livsvigtigt. Ej heller var det et spørgsmål om, at så ville mine børn have det skidt – men sådan føltes det mens det stod på.

Jeg ville ikke svigte nogen – men den der blev svigtet var den vigtigste person i mit liv! Mig selv. Alt dette, udelukkende fordi jeg havde “viljen” til at fortsætte med at hanke op i mig selv, selv om reserverne var udtømte. Jeg blev drevet af min forestilling om, at andre ville blive skuffede over mig, hvis ikke jeg viste, at jeg havde styr på vores hverdag – at jeg kunne klare “mosten”.

Jo mere jeg kæmpede for at bevare denne forestilling, des mere mistede jeg af mig selv.

Bid for bid gik jeg fra hinanden i kampen for at holde sammen på alt andet.

Da der ikke var mere tilbage af mig kapitulerede min krop.

Jeg er intet uden min krop og min krop er intet uden mig. Det ene kan ikke uden det andet.

Nu ligger jeg så her, nedlagt og udbrændt og forsøger at hanke op i mig selv igen på trods af total udmattelse. Forskellen på før og nu er, at kroppen er ude af stand til at parere ordre. Dvs. min krop kunne godt parere ordre et godt stykke hen af vejen, men med dét for øje, at jeg kunne vinke farvel til de to skridt som jeg lige havde taget fremad, idet konsekvensen ville betyde fire skridt tilbage.

Dette faktum er hjernen ved at forstå. Men forståelsen gør det ikke nemmere at håndtere.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker;”Kom så Sabine. Gør det nu! Du kan godt!” – med dét resultat, at jeg hamrer mig selv oven i hovedet bagefter. Ikke kun fordi jeg ikke kan gøre hvad hjernen forsøger at overbevise mig om at jeg godt kan, men også fordi jeg hamrer mig selv oven i hovedet.

Jeg hamrer mig selv oven i hovedet fordi jeg hamrer mig selv oven i hovedet. 

Måske handler det hele om vilje? Måske siger min hjerne at jeg godt kan, fordi jeg virkelig godt kan.

Måske er grunden til at jeg ikke kan, at min vilje for at at gøre noget godt for mig selv er lig NUL? Ikke eksisterende.

Indtil jeg var 24 havde jeg MASSER af vilje. Jeg var succesfuld. Jeg havde skaberkraft. Jeg gjorde hvad jeg følte for – på trods af at det virkede utilpasset og flyvsk. Jeg havde en tro på mig selv. Jeg vidste at jeg kunne hvad jeg ville.

Efter mit fyldte 24. år mødte jeg et menneske hvis vilje var stærkere end min. Min vilje blev overtrumfet igen og igen, på ukærlig vis. Til sidst mistede jeg min egen vilje og lærte, at den ikke var velkommen. I stedet begyndte jeg at handle ud fra hvordan ovenstående menneske kunne tilfredsstilles, så jeg undgik at udsætte min vilje for flere nederlag. For flere tæsk.

Når jeg, i dag, mærker en idé der kræver vilje til udførelsen af ideen, lukker min krop automatisk ned – fordi tilstedeværelsen af min vilje har været forbundet med konflikter, nedgørelser og “magtkampe”.

Jeg må og SKAL genvinde min vilje. Jeg har brug for den så jeg kan lægge hammeren tilbage i værktøjskassen. Jeg har brug for den, så jeg kan blive succesfuld, få skaberkraften og troen på det umulige tilbage.

Jeg skal lære at bruge viljen til MIN fordel – på den gode måde.

Er der ikke et ordsprog der hedder: “Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet” ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Citat: Claus Houlberg

“AT SKIFTE BEVIDSTHED bliver ofte fremstillet som blot at stige et trin op ad en trappe. Virkeligheden er, at man først skal gå tilbage til et tidligere trin, før man kan stige op på det nye trin. En proces, der antropologisk er velkendt fra natursamfund overalt på jorden, og gerne omtales som “indvielse”.

Nogle mister modet i disse tider og synes at alt går baglæns og den “forkerte vej”. På et personligt plan synes man bare, at man mister og mister hele tiden. Men måske er dette alene fase 2 af den lovmæssige forvandlingsproces, før stadie 3 kan nås. Måske er det sådan, at den tilsyneladende tilbagegang er forstadiet til en markant fremgang. Måske er der i virkeligheden grund til at ønske tillykke…selv om det ikke føles sådan.”

 

Disse ord rammer så utroligt plet på den situation som jeg er i pt. – og som ualmindeligt mange andre mennesker også har været i eller befinder sig i netop nu.

 

2017 siges rent numerologisk,  at blive et år med “ny begyndelse” og jeg er én af dem der i bogstaveligste forstand er blevet kastet ud i denne “spådom” for fulde gardiner.

2016 var, for mig, et år hvor mange ting faldt fra hinanden og smuldrede, men det var også et år, hvor mange ting blev afsluttet. Det var et år hvor jeg brugte alle mine sidste kræfter på at holde sammen på mig selv, på mine pligter og mine overbevisninger.

 

D. 30. Oktober 2016 forsvandt den sidste spæde energireserve fra min krop. Allerede 14 dage forinden havde jeg fået den første advarsel om, at jeg skulle stoppe op og se hvor jeg var på vej hen. Jeg valgte at skyde det hen som en lille influenza og fortsætte som førhen.

D. 30.  Oktober var jeg til min fars 70 års fødselsdag. Allerede om morgenen, inden vi tog afsted havde jeg hovedpine og tog piller for det. Det hjalp bare slet ikke og ved ankomst hos mine forældre blev det stødt værre. Jeg kæmpede en kamp for at være “til stede” nu hvor familien endelig var samlet. Brugte yderligere energi som jeg ikke besad, på at holde mig oprejst, alt imens min hovedpine blev værre.

Efter maden, blot en times tid efter ankomst, måtte jeg dog kapitulere og lægge mig et sted hvor der var ro.

Fra da af blev smerterne mere og mere uudholdelige og inden der var gået en time var jeg på grådens rand – og frygtede at en tur på skadestuen ville blive næste skridt.

Det føltes som om min hjerne var ved at brænde sammen. Der var ild og jeg frygtede at det ville skade mig. Efterfølgende kan jeg se, at det var lige præcis dét som skete. En harddisk der brænder sammen. Ledninger der delvist blev brændt over. Og ledninger der kun lige hang sammen. En del af min hjerne blev forvandlet til et nedbrændt, sort “gerningssted”. Et mørkt hul.

I 6 uger efter hovedpinen lå jeg i sengen. Jeg sov. Jeg sov. Jeg sov. Nat og dag. Jeg havde lige akkurat kræfter til at rejse mig op og tisse.

Efter de 6 uger kunne jeg langsomt begynde at være mere oppe, dog oftest forbundet med konsekvenser i form af søvnproblemer, træthed og svært ved at holde fokus. Min krop er i dvale – en form for strejke.

Jeg vidste godt, inderst inde, at udbrændtheden ville ramme mig en dag og derfor havde jeg ikke svært ved at acceptere det – og jeg var til dels taknemlig for, at dagen var kommet hvor jeg kunne hvile. Og jeg var taknemmelig for at jeg endelig kunne sove, hvilket jeg ikke havde gjort i årevis. Sove igennem, nat efter nat. Falde i søvn uden problemer.

 

Tiden efter “ildebranden” har tvunget mig til at være til stede i nuet (eftersom jeg var bundet til sengen) og til at mærke mig selv (eftersom jeg var alene dag ud og dag ind). Min underbevidsthed arbejdede på højtryk for at vise mig hvorfor jeg var endt i denne situation – og jeg følte taknemlighed for at vores kroppe og vores sind er skruet sådan sammen, at de samarbejder og ALTID vil vise os sandheden, så vi kan arbejde med det.

 

Så hvorfor endte jeg med at brænde ud?

Der er den lange version, hvor 17 års hændelser kan berettes og der er den korte version hvor 17 års kamp for at bevare min identitet har suget al energi ud af mig – med det resultat at jeg ikke ved hvem jeg er eller hvad jeg vil.

Som Claus Houlberg så fint citerer, er jeg gået mange trin ned – og det er jeg nød til for at jeg kan begynde at mærke hvem jeg er og hvad jeg vil.

Jeg skal så at sige NULSTILLES på mange af livets punkter, for derefter at kunne bygge mig selv og mit liv op efter hvad JEG ønsker det skal indholde.

 

Hvor jeg førhen har været styret af hvad samfundet og andre forventede af mig er jeg nu nød til at finde ud af hvad jeg selv forventer/ønsker af mit liv – og det er ikke så ligetil efter 17 års fokus på andre…

 

…men jeg er godt i gang. Og selv om processen er svær, især på grund af alle de gamle overbevisninger der kommer frem og ikke gavner mig mere, så er det en process jeg tager imod med kyshånd – for jeg får nu muligheden for at skabe mig selv på ny!

Ting tager tid og dette kommer også til at tage længere tid end jeg regner med, men når trin 3 er nået vil jeg være mere end taknemlig over al den lærdom jeg har fået med mig.

 

Pas på jer selv derude. Lyt til jer selv. Mærk jer selv. Hvil jer. Elsk jer.