Sabine Vida

Hvad er det for en størrelse – denne, vores underbevidsthed?

Den ligger lige under overfladen af vores bevidsthed, grænsende til ubevidst bevidsthed.

Meget, som vi tror ikke at vide, viser sig, når vi har fundet det frem, at vi godt vidste alligevel.

Men hvordan finder vi noget frem, som vi godt ved, men som vi ikke ved!?

Visse mennesker er i stand til at tale sig frem til deres bagerste gemmer i hjernen – for det er vel i hjernen, at vores underbevidsthed ligger? Hvor skulle det ellers ligge?

Med min tro på Reinkarnation ser jeg noget anderledes på det.

Inde i mig, er der flere lag af underbevidsthed. Der er dét lag som lagres i hjernen, men som vi, som mennesker, er i stand til at fortrænge – og så findes der et andet lag, som ligger i sjælen/ånden – MIG- som følger mig i mine kroppe i de forskellige liv jeg lever. Og så er der tilstanden imellem livene – hvor der ingen krop er.

Dermed ikke sagt, at jeg direkte kan bruge min lærdom fra tidligere liv, i dette liv. Faktisk er jeg ikke nået til at filosofere over, hvordan vi bruger lærdom fra ét liv, i efterfølgende liv! – måske fordi jeg til stadighed arbejder på, at forbedre min viden (eller mangel på samme), hvor jeg ser, at der skal forbedres/læres – frem for at fokusere på mine, allerede vise sten.

Hvorom alting er, så har jeg i dette liv måttet erkende, at MIN måde at arbejde med mig selv på er mest virkningsfuld når jeg kommer i kontakt med min underbevidsthed. Nogen vil  måske mene at det er for nemt sluppet – at jeg ikke skal bruge time efter time med at endevende barndommen, oplevelser og derved opnå en langsom bearbejdning af mine problemer. Så at sige: “Få hjernen til at forstå hvordan tingene hænger sammen og øve mig i at få vendt problemet til noget positivt”.

Tro mig, når jeg siger, at jeg har taget min del af endeløse samtaler med psykologer, terapeuter og læger, der alle havde en intention om, at få mig til at erkende “dét” som er skyld i mine problemer – så DE kunne hjælpe mig videre i livet. Alt sammen fint og flot og bemærkelsesværdigt. Men er det virkelig nødvendigt med al den snak? Snak, der gang på gang river op i gamle sår, gammel smerte, gammel had og svigt? Snak, der blot dræner een for energi og minder een om, at livet er fuld af smerte!

For nogle år siden gjorde jeg min første erfaring i samarbejdet med min underbevidsthed. Jeg gik til en hypnotisør fordi jeg var på vej ind i en ny depression og ikke ønskede at fylde mig med piller igen. Én session hos min hypnotisør bevirkede, at jeg allerede dagen efter kunne mærke en fremgang…eller en tilbagegang af depressionen.

“Ét lille hej til underbevidstheden – Èn stor forskel for Sabine”.

Det var den dag jeg indså, at JEG ikke skal arbejde med mig selv via snak! Det var også den dag jeg indså, at vi betaler til et sundhedssystem der ikke er til gavn for alle! – men det er en anden snak 🙂

 

Da jeg, i sommeren 2015, stod med et sundhedsmæssigt problem – en nakke der gennem hele livet var blevet præget af skader og smerter og ingen i sundhedsvæsnet kunne hjælpe mig med at få det løst, valgte jeg at tage til Flensburg og stille mit problem op, ved hjælp af en familieopstilling.

I familieopstillinger er det udelukkende underbevidstheden, der ved hjælp fra universet og stedfortrædere (mennesker der stiller deres værktøj/kroppen til rådighed) formår at “opløse” enhver form for hindring af – eller hæmning i ens liv.

Dette er et dybere lag af underbevidstheden der kommer  i spil.  Det viste sig nemlig, at mine nakkeproblemer allerede var en kendsgerning da jeg, som foster, lå i min mors mave. Jeg vidste allerede før min fødsel, at jeg ville få en nakke at kæmpe med/få mange udfordringer i livet. Men hvordan kunne jeg vide det? Var jeg allerede mig før jeg blev født?

Hvorom alting er – igen – så var mine nakkesmerter væk dagen efter. Som opløst! – og samtidigt blev mit liv fremadrettet nemmere at leve!

 

Nu er jeg atter stødt på et problem i mit liv, som jeg mærker er vigtigt at få ud af verden, hvis jeg vil videre i mit liv. Og jeg mærker, at løsningen ikke findes via snak, ej heller (kun) i mit nuværende livs oplevelser…men også i mine forgangne liv.

Derfor har jeg nu fået en tid til en regression på mandag. Det er nyt for mig så jeg er spændt – også en anelse skræmt.

 

Skræmt var jeg også da jeg skulle til hypnotisør.

Skræmt var jeg også da jeg skulle til familieopstilling.

For mig gælder det om at slippe frygten og tro på – stole på – at jeg, ved hjælp af min egen underbevidsthed kan kurere mit liv.

 

 

 

 

 

Det er nu præcist, på dagen, et år siden mit liv tog en drejning.

En drejning, som jeg havde håbet på, men aldrig havde forventet.

En drejning, som ændrede mit liv, som jeg aldrig havde turdet håbe på.

En drejning, der ændrede mit håb om et bedre liv, til en viden om, at jeg kan opnå hvad jeg vil.

 

Op til dagen, hvor alting ændrede sig, kunne jeg se hvordan mit liv ville ende og udelukkende komme til at bestå af overlevelse.

Farvel til jobbet. Farvel til føreligheden. Farvel til håbet. Farvel til smilet og glæden.

Fra evig smerte, træthed, uoplagthed, lægebesøg uden resultater – uden svar på HVORFOR min krop var i forfald – til den indre ro der giver livet mening.

Efter bare to dage i mit nye liv, så jeg de første tegn på bedring…og derfra blomstrede hver en celle i min krop. Hver dag blev lettere, lysere, sjovere!

 

Året har budt på et stort vægttab. Det var ikke målet, men det var en naturlig del af kroppens healing, via kosten.

Året har budt på en smertefri krop, ligeledes opnået gennem kosten og lysernæring blev en realitet.

Året har budt på en smertefri nakke, fra den ene dag til den anden, opnået ved hjælp af en familieopstilling.

Året har budt på en bedre økonomi, takket være et tip fra hensiddes.

Året har budt på et farvel til fortidens dæmoner, hvilket har resulteret i et velkommen til noget nyt og bedre. Året har lært mig, at smertelige valg er nødvendige hvis de føles rigtige. De vil resultere i nyt og bedre.

Året har budt på den indre ro, glæde og kærlighed til mig selv, der skulle til, for at jeg blev oplevelser rigere, som jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle kaste mig ud i.

Det være sig: En ny tatovering af min egen kunst. Decemberpigen i en årskalender i boudoir-stil samt hvad der fulgte af artikler i div. aviser.  Deltagelsen i et tv-program 🙂

Året har slutendeligt også budt på overflod af kærlighed. Ikke bare til mig selv, men også til omgivelserne. Året har vist mig, hvor altafgørende min kærlighed til mig selv er, for at jeg kan give og modtage. Med denne nye integrerede viden og følelse af kærlighed bliver jeg langsomt klar til at møde den mand jeg vil leve med resten af livet.

Det korte af det lange er, at 2015 har betydet, at jeg har fået dét liv, jeg havde opgivet at få. Men ikke nok med det. Jeg har fået dét liv og den viden, at jeg kan hvad jeg vil, hvis jeg føler det.

Dermed er startskuddet til 2016 fyret af.

Mit arbejde indebærer,  at jeg taler med mange mennesker.  Nogle kommer kun forbi een gang, mens andre er gengangere og/eller faste kunder, om man vil. Uanset om det er den ene eller anden form for kunde, så er det min opgave, at give dem en oplevelse, at være høflig og at give en god service – og mens alt dette står på, skal jeg helst se smilende og glad ud.

 

TRO MIG når jeg siger, at dette i de fleste tilfælde er en ganske nem opgave. Men TRO MIG LIGELEDES når jeg siger, at der er kunder ind imellem, der driver mig til vanvid. Her mener jeg ikke bare en lille smule irritation over kunden – men VANVID!

 

Nu er jeg af natur ikke et menneske, der lader mig hidse op af småting og livet har lært mig, at der er visse ting hvor det ikke kan betale sig at bruge min energi. Men liiiige i dag, vil jeg bruge en lille smule af min energi på, at fortælle om nogle kunder på mit arbejde, gennem de sidste 4,5 år.

 

For mange år siden præsterede jeg at skræmme en fast kunde væk, som var kommet regelmæssigt gennem en kortere periode.

Historien er, at denne kvinde havde mange irritationesfaktorer i sin udstråling, som ikke kun jeg følte mig provokeret af.  Hun talte bl.a. Bornholmsk.

Ikke, at der er noget galt i det, bevares. Det var nok rettere kombinationen af sproget og dét hun sagde, der fremadrettet gjorde Bornholmsk til et ørehelvede for mig.

 

Hvad fik hende til at tro, at jeg…og mine kolleger for den sags skyld, havde interesse i at høre om hendes spiseforstyrrelser, ophold på diverse hjem for folk med førnævnte lidelser, hendes dårlige opvækst og psykopatiske xmand? Og hvad fik hende til at tro, at hun var berettiget til at belemre os med dette uden at være lydhør over for vores, i starten, dybfølte medfølelse? Hvad fik hende til at tro, at hun kunne fastholde vores venligtsindede udtalelser, når hun fuldstændigt ignorerede vores tilstedeværelse? Hvad fik hende til at tro, at vi, efter gentagne gange at have hørt historierne og beklagelserne, stadig kunne vise samme form for medfølelse – når vores ord ikke blev modtaget?

 

Som tiden gik, flygtede jeg og mine kolleger ud i rummet bag ved butikken når vi så hende komme. Vi måtte hugge om, hvem der skulle betjene hende.

Denne ene dag hvor hun kom, hvor jeg netop ikke havde den bedste dag selv, tabte jeg legen da jeg valgte saks istedet for papir. Det blev et skæbnesvangert valg, idet “Bornholmeren” som vi kaldte hende, var i ekstremt egotrippende humør.

Hver en bevægelse jeg lavede, hvert ord jeg sagde blandede hun i en blender i sit hoved og smedede det sammen på en sådan vis, at UANSET hvad jeg gjorde og sagde, så var det ikke godt nok eller så var det rettet mod, at genere hende mest muligt. Da hun havde rettet på mig tilstrækkeligt mange gange, bebrejdet mig for noget mine kolleger havde gjort tidligere og uudtalt havde undskyldt for sin kontrolerende adfærd med: “Jamen jeg har problemer jo”, gik jeg i sort. Noget, der aldrig før er sket for mig.

“Andre mennesker har også problemer. JEG har også problemer” – sagde jeg. Desværre stoppede min tale her, da jeg var rystet i min grundvold over hendes egocentrerede ubearbejdede fortid, der skinnede så tydeligt igennem, at jeg nærmest så hvordan hun var i færd med at hugge min energi. Ingen ord ville være trængt ind i hendes hoved, hvor meget jeg end ville have sagt. DERIMOD har mit kropssprog, der talte for sig selv ved at yde overdreven sarkastisk service, været mere end hun kunne rumme.

Jeg servicerede færdigt, sagde tak for nu og forlod min plads bag disken. Bag mig kunne jeg høre hende sige:”Ja…gå du bare ud og grin af mig”.

Jeg gik ikke ud bag ved for at grine. Jeg gik ud bagved for at græde. Rystet over hvilket skuespil jeg ufrivilligt var blevet en del af.

Chokeret.

Hun kom aldrig igen…og gudskelov var det intet tab.

Denne hændelse har helt klart været med til, at jeg hurtigere mærker vanviddet vokse i mit indre, når der kommer kunder der uden grund kommer ind i butikken og tror, at de kan læsse deres brok og dårligdom af hos mig. Brok over småting! Brok over noget der er uvedkommende. Brok….blot for at brokke sig. Energislugere – kan vi ligesågodt kalde dem!

 

Den anden dag, kom en af vores faste kunder ind, som har for vane som det første at brokke sig over noget INDEN hun bestiller sin cafe latte. Det virker en smule “du-skal-høre-på-mit-brok-og-til-gengæld-vil-jeg-nådigst-købe-noget-hos-dig” -agtigt!

Den dag gik det op for mig, at det slet ikke er meningen, at jeg skal tale med den slags kunder.  Det er slet ikke meningen, at jeg skal konversere med dem.

Det gik op for mig, at de ikke brokker sig for at få respons, men udelukkende for at få opmærksomhed. Og jeg…FJOLS…har givet dem det!

Den bedste service jeg kan give den slags kunder, er at ignorere deres brok og holde mig til handelen;

(smile sødt)

“Hvad kan jeg hjælpe med?”

“ja tak…ellers andet?”

“Det bliver 30 kroner”

“Farvel og tak”

(smile sødt)

 

Jeg kan godt afsløre, at mit job ville være verdens hårdeste, hvis der kun fandtes egocentrerede ældre kvinder med brokketendenser….

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Livet er ikke som jeg troede det ville være. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, så består livet ikke blot af ét langt kapitel, men af mange små, der hver især opbygger en ny side af mig selv.

I starten af hvert nyt kapitel tænker jeg; “Er dette virkelig mit liv?”
Jeg spørger mig selv; “Hvordan landede jeg her?”

Hver gang livet tager en drejning er jeg nødsaget til at tage mine forrige kapitler op til revidering. Hvilke af de før tilegnede sider, fra de forrige kapitler, skal jeg bruge nu? Hvilke sider bør jeg gemme langt væk?

Jo ældre jeg bliver, des flere sider jeg har, des flere beslutninger om hvilke sider der kan og skal bruges, vil der være at tage stilling til – og ironisk nok bliver det nemmere med årene.
Jeg dvæler ikke længere ved beslutninger herom, men tager dem bare – rækker ud efter dem og satser på, at min viden og erfaring, styrer mig i den rette retning.

Det er dog ikke blot erfaringer der nu præger mine valg. Det er følelsen der lægger sig op af det valg jeg skal træffe. Føles det rigtigt? – så gør jeg det! OMEND…selv en følelse af rigtighed kan indeholde følelsen af “tør jeg?”
Tør jeg? Nej…jeg tør ikke, men jeg er nød til det…fordi det føles rigtigt. Modet, eller mangel på samme, skal ikke styre følelsen af rigtighed.
På denne måde har jeg i dette år, 2015, formået at sprænge alle mine gamle og ubrugelige sider. Jeg er ved at etablere nye sider, i dette nye kapitel af mit liv, hvor alting synes at være vendt – fra evig angst og usikkerhed, til konstant undren over hvilket forunderligt liv jeg har fået.
Hvad skete der? Hvad skyldes denne ændring? Hvordan kom jeg dertil?
Jeg føler mig heldig.