Sabine Vida

Jeg er Schweizer. Født i Schweiz af schweiziske forældre.
I mine første 7 leveår levede jeg et helt almindeligt liv med mine forældre og min elskede storebror. Jeg havde mine bedsteforældre, mine venner og den tryghed det gav, at have boet i samme by så længe jeg kunne huske tilbage.
Jeg var en genert men glad pige og jeg husker tydeligt, at der altid var mennesker omkring mig som jeg holdt af og som jeg lukkede ind i mit hjerte.

Da jeg blev 7 år ændredes alting.

Min mor mødte en dansk mand i starten af 1981. I sommerferien samme år tog hun mig og min bror med til Danmark for at holde ferie. I 3 lange uger.

Det var en fantastisk ferie. Jeg levede og legede med alle de danske børn som var omkring mig, uden så meget som at ane hvad de senere hen ville komme til at spille for en rolle i mit liv. Jeg bemærkede ikke, at min mor og manden som vi boede hos var glade for hinanden. Jeg tænkte bare på min far, som sad tilbage i Schweiz, i vores hjem, og som ikke kunne komme med på ferie, af en eller anden grund.
På det tidspunkt havde jeg ikke forstået, at mine forældre ikke var sammen. Det var de…i den lille piges hoved.

I oktober samme år valgte min mor at flytte til Danmark. Jeg skulle med hende. Men ikke min storebror.
Den danske mand kom og hentede os i bil. Med ham var hans to børn. Jeg husker, at sæderne var lagt ned og “gulvet” dækket af tæpper. Senere erfarede jeg, at min mors og mit tøj lå under tæpperne, fordi der ikke var plads til kufferter i bilen.
I min verden, den lille piges verden, ankom “danskerne” og straks efter kørte vi alle afsted. Sådan nærmest med det samme.
Den danske mand, hans to børn, min mor, vores Bernersennen-hund og jeg.
Dog husker jeg svagt, at jeg var inde i mit hjem og sige farvel til min 3 år ældre storebror. I min erindring sidder han på øverste trappetrin inde i entréen. Jeg går op til ham og tager afsked og går dernæst ned igen. Han blev siddende på øverste trappetrin.
Dengang forstod jeg ikke hvorfor han sad dér og blev siddende. Det gør jeg i dag.

Den lille pige havde ikke forstået, at når hun satte sig ind i bilen ville hun ikke komme hjem igen. Alle andre forstod det – også hendes bror – men ikke hende selv. Hun steg derfor ind i bilen med et åbent hjerte – uden forbehold.

Selv om det var dejligt og rart at være i Danmark og jeg blev godt modtaget af alle, begyndte mit hjerte langsomt at lukke i.
Min overbevisning om at jeg skulle hjem igen, sad fast i mig og forhindrede mig i at lukke nogen ind. Hvorfor lukke nogen ind når jeg alligevel skulle derfra? Hvorfor lukke nogen ind, når jeg allerede havde mærket sorgen og savnet ved at miste nogen pga en flytning?

Hele mit liv har jeg været parat til at “bryde op”. Jeg har følt, at det kunne ske når som helst. Som om jeg havde en “bibber” på mig som når som helst kunne bibbe og dermed signalere, at NU er det tid at tage hjem!
Selv da jeg som voksen, med mit hoved og min logiske forstand kunne forstå, at jeg ikke ville komme hjem igen, med mindre det var et valg jeg selv ville træffe, sad overbevisningen dybt forankret inden i mig – og holdt mit hjerte lukket.

I dag forstod og mærkede jeg pludselig sammenhængen. Sorgen og savnet, som jeg ikke har givet plads fordi det ville gøre for ondt, væltede ind over mig.
35 års sorg og savn skal nu udleves og mærkes. Og nej…det er ikke sjovt. Det er ikke rart. Det gør ondt – i krop og i sjæl…

…men jeg glæder mig til, igen at kunne åbne mit hjerte, når sorgen har fundet sin rette plads!

Profilen:

1. Du har ikke billede på profilen. Ej heller en profiltekst.
1.1. Du har ikke billede på profilen og skriver i profilteksten at du ikke har interesse i at skrive med kvinder uden billede på deres profil. (Lidt fin på den har man vel lov at være!)
1.2. Du har ikke billede på profilen og din profiltekst lyder:”Skriv hvis du vil vide noget”. (Øh…i hvilken anledning?)
1.3. Du har solbriller på på dit profilbillede, så kvinderne rigtigt kan fantasere om, hvad der gemmer sig i dine øjne!
1.4.Du har et profilbillede som du har taget ind i et spejl. (Totalt no go er, hvis det er taget på badeværelset uden tøj på eller på soveværelset hvor sengen står i baggrunden. Det sender nogle forkerte signaler)
1.5. Du har et profilbillede som er flere år gammelt. (Mange kvinder ved det ikke, men jeg har set på dit billede de sidste 4 år)
1.6. Du har et profilbillede hvor dit hoved ikke er med. (Det siger sig selv hvor kvinderne så placerer din intelligens)
1.7. Du skriver i din profiltekst at du ikke ved hvad du skal skrive om dig selv! – eller at du ikke er god til at skrive om dig selv. (Hvor interessant kan du så være?)
1.8. Du skriver i din profiltekst at du er en glad mand, men på dit profilbillede ser du mut ud.
1.9. Du har intet profilbillede og skriver i din profiltekst at det er det indre der tæller. (RIGHT…jeg går altså heller ikke i byen med bind for øjnene)

Første kontakt:
2. Du indleder samtalen med: “Hej. Skal vi skrive sammen?” (Går vi i folkeskole? Sæt kryds: ja, nej, ved ikke)
2.1. Du starter samtalen med: “Jeg har 24 cm i mine tights ;-)” (Dertil kan jeg kun lægge alle kortene på bordet og tilstå, at jeg har 26 cm i mine)
2.2. Du tilføjer mig til din favoritliste uden så meget som at blinke til mig. (Hvad skal jeg på den liste når du ikke gør noget ved det? Tør du ikke?)
2.3. Du spørger om du må se mit private album uden selv at have profilbillede på. (Ting skal være i balance for at kunne fungere)
2.4. Du siger, da jeg beder om et billede, at du ikke kan finde ud af at sætte billede på. (WHAT? Findes der stadigvæk hulemænd?)
2.5. Da du modvilligt går med til at sende billeder til min mail, kommer der et rystet billede, ét med solbriller eller ét der kun fylder 1,1 cm på min skærm. (Men det spiller ingen rolle, for jeg havde allerede valgt dig fra pga modviljen)
2.6. Du sender et billede til min mail og i beskeden på datingsitet skriver du:”Billede sendt. Du bliver skuffet.” (Øh okay…så behøver jeg jo ikke kigge)
2.7. Du stiller mig spørgsmål som du kan finde svaret på i min profiltekst. (De færreste kvinder søger en mand der ikke lytter)
2.8. Du forstår ikke en høflig afvisning og skriver:”Jamen du kender mig jo slet ikke.” (Neeeeeej…det er rigtigt. Godt observeret)
2.9. Dusætterikkepunktumogkommaogstorebogstaverveddusletikkehvader!

Lidt inde i skriveriet:
3. Du fortæller at du lige er kommet ud af et forhold. (Noooo….jeg skal ikke være din redder. Find dig selv og vend så tilbage)
3.1. Du tilstår, at du er førtidspensionist og ikke læge som du har angivet i profiloplysningerne. (Er tillid ikke det vigtigste i alle forhold?)
3.2. Du tilstår, at billedet på profilen er flere år gammelt og at du har taget 10 kg på siden. (Her er vi så tilbage ved punkt 1.5.)
3.3. Du skriver efter lidt skriveri frem og tilbage, at du gerne vil mødes, fordi du ikke vil bruge tid på at skrive. Det er spild af tid. (Jeg vil være dit yndlingstidsfordriv)
3.4. DU vil gerne mødes, men venter på, at jeg inviterer dig ud.
3.5. Vi udveksler mailadresse og det første du sender er et pikbillede. (Du er ikke lige mand for situationsfornemmelse)
3.6. Jeg fortæller, at jeg er vegetar og du svarer:”Jeg kan ikke leve uden kød” (og væk er du)
3.7. Du skriver:”Hej Christine” – som indledning i din besked. (Øh…jeg hedder Sabine)
3.8. Vi skriver lidt sammen og pludselig svarer du ikke mere. 1 år og 3 måneder senere svarer du på mit sidste spørgsmål. (Bedre sent end aldrig?)
3.9. Jeg siger for sjov, at jeg har en benprotese. Du svarer i fulde alvor, at det har du også!
(Ej…det har jeg så ikke oplevet…endnu)

Mødet:
4. Du dukker fuld op til vores date.
4.1. Du falder i søvn på stolen mens vi snakker.
4.2. Du udtaler efter 5 minutter: “Du er sgu dejlig. Måske den helt rette for mig” (Noooo…hastværk er lastværk)
4.3. Du har taget 10 kg på siden profilbilledet blev taget. (Her er vi igen tilbage ved punkt 1.5.)
4.4. Du udtaler lidt inde i daten, at du ikke tror der kan blive noget mellem os…men 5 dage efter skriver du og spørger om vi kan date igen. (Hastværk er lastværk har jeg jo lige sagt)
4.5. Din mund er utrolig tæt på min og jo mere jeg trækker mig, des tættere kommer du. (Har vi et lille problem med at tyde kropssprog?)
4.6. Vi sidder i sofaen og snakker og pludselig sidder du oven på mig som en eller anden lille dreng. Fuldt galop. Og vupti…er du nede igen. (Hvad skete der lige dér)
4.7. Du begynder ret hurtigt at snakke om, hvor god du er til at massere og at jeg godt kunne trænge til en omgang. (Mest kiksede klichékonstatering EVER)
4.8. Du lader mig betale for middagen. (Det er den ultimative gentlemen-test og dermed afgøres det om vi skal ses igen)
4.9. Du taler over dig og siger, at du skal på en anden date om en halv time!

Det er sgu ikke nemt at være på netdating!

Når Du som læser, læser nedenstående, vil jeg bede dig huske, at jeg har det godt og at alle livets udfordringer giver mig mulighed for at udvikle mig og lære nyt.

Vi er i November og jeg har i de senere måneder fået det dårligere og dårligere. Både fysisk og psykisk. Mine tanker har kredset omkring hvorfor jeg har det skidt?  Hvorfor sover jeg dårligt? Hvorfor har jeg smerter i skuldre og nakke igen? Hvorfor er jeg ked af det? Hvorfor føler jeg mig stresset? Får jeg en ny depression? – eller har der bare været for mange følelsesmæssige hændelser på det sidste? I så fald – hvorfor har jeg så ikke kunnet håndtere dem som jeg plejer?

For 14 dage siden nedlagde min krop mig. Det var et signal om, at jeg var overbelastet. At noget var galt. Den bad mig se på det, men jeg hørte ikke hvad den sagde. Den anden dag sagde min krop for alvor STOP og nedlagde mig med stort advarselssignal.

Efter en lang snak med min kloge mor bad hun mig til sidst huske på, at jeg ikke må undervurdere kroppens evne til at huske hændelser som er sket på et givent tidspunkt. Jeg tænkte derefter tingene igennem, kiggede i min kalender og har måttet konstatere at der er en sammenhæng i hændelserne i mit liv og årstiden.

Jeg remser op:

Oktober 1981 (35 år siden, 7 år gammel) blev jeg revet ud af mine trygge omgivelser i Schweiz og placeret i Danmark i alt det nye, fra den ene dag til den anden. Et savn opstod uden tvivl til min far og min bror, men jeg mærkede det ikke midt i alle de nye ting jeg skulle forholde mig til. Ny far, nye søskende, nyt hjem, nyt sprog, ny skole, nye venner.

Oktober 1991 (25 år siden, 17 år gammel) var jeg Au-pair i Lausanne. Her mødte jeg en mand, som jeg forelskede mig voldsomt i. Voldsomt! Min første og eneste forelskelse af den slags til dato. Det var en kort tid vi havde og han rejste udenlands. Savnet som opstod da han var væk, var så enormt, at jeg stadig kan mærke det i dag.

Oktober 2002 (14 år siden, 28 år gammel) var jeg i et forhold til mine drenges far, hvor jeg vidste, at det måtte ende, hvis jeg skulle leve. Jeg havde mistet mig selv fuldstændigt og glemt hvem jeg var. Jeg savnede mig selv og begyndte at få store smerter i skulderregionen. Disse smerter har fulgt mig lige siden i perioder.

Oktober 2014 (2 år siden, 40 år gammel) måtte jeg sende min søn over til sin far. Han var for stor en mundfuld og jeg var godt på vej ind i en ny depression. Det var mod hans vilje og egentlig også min. Men der var ingen anden mulighed i situationen. Savnet og sorgen var enorm. Aldrig har jeg haft det så svært i månederne op til en hændelse.

Da min krop advarede mig første gang for 14 dage siden, var det NØJAGTIGT 2 år siden jeg sendte min søn væk. NØJAGTIGT! Det giver mening…ja det er nærmest logisk…at jeg har haft det skidt i noget tid.

Min krop huskede det hele, mens mit sind forsøgte at fortrænge det – ligesom jeg har fortrængt min sorg som opstod i oktober 1981.

Oktober måned er for mig blevet en måned som min krop forbinder med sorg og savn. Det har sat sig i skuldrene og traumerne blusser op når den mørke årstid melder sig.

Det er på tide at slippe denne sorg og dette savn…og smerterne – som hører fortiden til.

Det er på tide…for at kunne komme videre.

 

Der er dage, hvor alt synes at være gået i stå.

Følelsen af meningsløshed og tvivl på sit liv som det er nu, står i kontrast til følelsen af, at alt giver mening og alt er rigtigt som det er.

Hvad skyldes disse modstridende følelser der skaber et opfyldt tomrum?

Jeg er i fortiden, i nuet og i fremtiden på én og samme tid. Overvældes af det der var, undres og glædes over det der er og mærker fremtiden som en tåget destination hvor der ikke er plads til fortid og nutid…men et sted jeg gerne vil være. Tågen behager mig dog ikke.

Noget skal ændres hvis tågen skal lette. Men hvad? Er det noget indeni mig? Er det noget omkring mig?

I grunden ved jeg godt, at det er indeni alle store rejser begynder. At turde se, mærke og acceptere en given situation. Ikke mindst er tilliden til, at rejsen er og bliver præcis den rigtige for mig, nok den altafgørende faktor for, om tågen letter.

(Jeg trækker vejret, lukker øjnene og mærker efter)

Nuvel… jeg mærker tågens oprindelige væsen. Frygten. Frygten for at jeg ikke har fortjent at nå mine mål. Frygten for, at det mislykkes. Frygten for, at livet efter fiaskoen minder om livet før jeg fandt mig selv – 2 skridt frem og 2 tilbage!

Jeg har alle muligheder i denne verden. Jeg er intelligent og dygtig til de ting jeg ønsker at være dygtig til. Kun tågen hæmmer den udvikling som jeg inderst inde drømmer om. Tågen forhindrer mig i at sætte mål. Er der ingen mål sat, kan ingen skuffelser opstå. Sådan har hele mit liv været styret af frygt.

I den sidste tid mærker jeg en lille ny spire gro. Jeg formulerer, verbalt, mål jeg gerne vil nå. Omend jeg, indeni, ikke mærker målet endnu, så er jeg et skridt nærmere den handling der kræves for at nå det. Jo oftere jeg udtaler målet, des mere mærker jeg det.

Mit ønske er at kunne mærke, at målet er uundgåligt. Jeg ønsker at mærke, at målet er en brik der skal til, for at gøre mig hel.

Spontanitetens magiske “rigtige tidspunkt” har båret mig hertil hvor jeg er i dag. Det bragte gode og mindre gode resultater med sig, men det er et godt sted.

Der er dage, hvor alt synes at være gået i stå men nu er jeg snart klar til mit næste magiske rigtige tidspunkt 🙂

 

 

 

 

Lad sjælen, den trætte, vandre mod nord. Da ser den opad, udad og væk fra det den er.

Lad sjælen, den oversete, vandre mod syd. Da ser den slukkede øjne og fastkørte rutiner.

Lad sjælen, den hjælpsomme, vandre indad. Da ser den sig selv, dig og det I gemmer.

Slip sjælen, den smukke, og lad den vandre rundt. Da er den akkurat hvor den skal være.

 

 

Som opfølgning på mit tidligere indlæg “Det gør ondt at slippe” vil jeg I dette indlæg gøre opmærksom på, at der er en følelse der lægger sig meget tæt op af dét at slippe.

LIGEGYLDIGHED.

Det kan være svært at skelne mellem følelsen af at give slip (have tillid til at universet og den anden persons egen vej) og det at føle ligegyldighed over for personen. Når det står sådan på skrift, som det står nu, er forskellen nem at se. Den første bærer præg af kærlighed, den anden bærer præg af netop det modsatte. Ikke had som sådan, men manglende kærlighed til sig selv og manglende tro på sine inderste stemmer. Ved ligegyldighed vælger man at ignorere sine inderste stemmer og troen på, at den anden person godt kan gå sin vej selv…uden ens indblanding.

Jeg vil komme med et eksempel, men forinden kræver det en forklaring for dem, der ikke kender vores historie: Min søn, som lige netop er blevet 15 år har haft det svært siden han begyndte i skole som 6-årig. Jeg kunne se, at han mistrivedes på stort set alle punkter i sit liv og jeg begyndte derfor at involvere skole og kommune, for at få noget hjælp til ham. Skolen var enig med mig i, at noget var anderledes ved min søn end hos andre børn og de så ligeledes, at han havde nogle uhensigtsmæssige reaktionsmønstre, hvilke de andre børn stod uforstående overfor, hvilket gjorde det endnu sværere for ham.

I en alder af 13 år begyndte han at omgås unge der ikke var Guds bedste børn og han begyndte en kriminel løbebane. Han ændrede fuldstændig karaktér fra at være en dreng der var ked af det, til at blive en vred dreng der ville skide på regler…både samfundets og de familiære. Det endte med, at jeg måtte sende ham over til sin far at bo. Det værste scenarie i min søns liv…og i mit! Han hadede mig for det. Jeg var imidlertid nød til det, da jeg var slidt ned af at kæmpe med min søns problemer, beskæftige mig med skolens bekymringer og stadig, efter mange år, få kommunen til at indse, at der skulle noget hjælp til.

8 måneder efter at jeg havde sendt ham over til sin far, kom han hjem igen. Jeg havde haft 8 måneder til at komme ovenpå og han havde “lært lektien”. Han og jeg skulle nu sammen kæmpe for, at han kunne blive hos mig. Vi måtte sammen få det til at fungere og finde løsninger.

Den nye skole var god for min søn. De så, at han var anderledes og at han havde brug for noget andet end de fleste andre børn. De var tålmodige og kæmpede for, at vi i fællesskab, sammen med kommunen, skulle finde en løsning for ham, så han kunne vokse og få det godt.

Ved årsskiftet stod vi foran at skulle få en henvisning til børnepsyk, for at få ham udredt. Alle havde vi en mistanke om, at hans problemer kom sig af, at han i virkeligheden havde en diagnose. ADHD måske. Personlighedsforstyrrelse? Det kom dog, og heldigvis for det, aldrig til en sådan udredning. Jeg valgte istedet for at slippe ham og lade universet hjælpe ham. Og straks så jeg at han er lige som han skal være. Helt perfekt. Omend en smule anderledes, da han ikke passer ind i vores samfund med regler, restriktioner, forventninger, krav om ditten og krav om datten.

Pludselig så jeg, at han er ét af vor tids nye børn som gerne vil guides men ikke vil bestemmes over. Dette er en svær opgave som forældre, for hvor går grænsen mellem at guide og bestemme?

Her kommer så mit eksempel: Min søn som lige netop er fyldt 15 år tog ud i byen med nogle venner i går. Der var alkohol indblandet og eftersom han tidligere har vist, at han ikke kan styre sit indtag af alkohol, bekymrede jeg mig selvfølgelig. Hvilken forældre gør ikke det!? Jeg bad ham være hjemme klokken 24. Dette for at sikre mig, at han kom hjem så jeg ikke skulle bekymre mig. Egoistiskt? (I hans øjne er det at bestemme over ham og dermed ikke at have tillid til ham) Han ringede sent om aftenen og vi blev enige om, at rykke tiden, så han kom hjem klokken 01.

Han kom hjem klokken 04. Jeg havde haft en søvnløs nat, fordi jeg bekymrede mig (ikke stolede på universet) og jeg begyndte at få tanker som “Hvis han er gammel nok til at drikke og blive ude om natten, så er han også gammel nok til selv at sørge for alt andet i sit liv” – jeg begyndte således, at føle ligegyldighed overfor ham og hans vej. “SÅ MÅ HAN FANDEME SELV FINDE UD AF ALTING”.

Indeni sagde min stemme mig imidlertid, at det var ukærlige tanker og selvfølgelig har han brug for, at jeg stadig guider ham. “Du har valgt at give slip derfor må du stole på ham. Lad ham falde og vær der hvis det sker”. Mine bekymringer er mere et udtryk for min egen angst for, hvad andre måtte tænke…for det er totalt uansvarligt at tillade en 15-årig at gøre som han vil. (Dette er blot én af mine tillærte overbevisninger) Disse bekymringer har jeg, trods det, at jeg har erfaret, at min søn trives bedre når jeg lader ham gøre det han føler for. Han falder ikke, hvis jeg ikke blander mig i hvad han skal.

Så hvor er grænsen mellem at give slip og ligegyldighed? Det er svært at skelne og svært at slippe gamle overbevisninger. Det er svært at have tillid efter mange tillidsbrud. Men ét er sikkert : “Uanset hvad din logiske hjerne fortæller dig, og hvor meget dine gamle overbevisninger hiver og flår i dig, så er det din indre stemme der fortæller dig hvordan du skal håndtere situationen. Din indre stemme fortæller dig, hvordan du skal kunne slappe af i situationen. Jo mere du kæmper imod, des sværere bliver det. Jo mere du lytter til din logiske hjerne og til dine gamle overbevisninger, des flere bekymringer avler du.”

Bare slip! – og hav tillid! 🙂

 

 

Vi kender alle følelsen af, at vi er i noget som ikke tilfredsstiller os 100%, og at vi bliver i det fordi vi kender det OG fordi det engang tilfredstillede os 100%. Vi glemte bare i farten at mærke efter og spørge os selv: “Føles det jeg laver stadig rigtigt?”

Når vi har spurgt os selv om dette, mærker vi inderst inde, og jeg mener helt inderst inde, at vi bør gå en anden vej for igen at kunne føle os 100 % tilfredsstillede.

Jeg er i en periode i mit liv hvor rigtig meget er i forandring. Alle forandringerne kommer ligesom oven i hinanden og jeg føler mig lidt som om jeg er inde i en tørretumbler, hvor jeg kun lige når at falde til ro, før jeg igen bliver slynget rundt.

Den sidste tid har jeg været meget svimmel og træt…og det er ved Gud ikke mærkeligt, når jeg befinder mig i tumblertilstand.

MEN HVORDAN KOMMER JEG UD AF DENNE TILSTAND?

Da jeg i dag spurgte min guide om årsagen til min træthed lød svaret: “Slip frygten for den vej der føles rigtig!” – sagt på en anden måde: Du har levet med nogle overbevisninger siden du var lille, siden du gik i skole, siden du flyttede hjemmefra og siden du blev forældre. Du har ladet dig overbevise om, at dét den store mængde gør og siger, må være rigtigt.

Nu er jeg imidlertid landet et sted i livet hvor mange af mine overbevisninger opløses…på én gang. Jeg bruger uanede mængder af energi på at huske at slippe gamle overbevisninger. Hele tiden skal jeg minde mig selv om, at det jeg føler er rigtigt…for mig! – men så siger den lille stemme indeni mig:”Du skal gøre ditten og datten ellers sker der ditten og datten!” – og så skal jeg IGEN minde mig selv om, at det jeg føler, er rigtigt for mig. Sådan forsøger de gamle overbevisninger at tryne de nye som jeg selv er ved at skabe, fordi de føles rigtige FOR MIG.

Jeg kan vælge at lytte til massen der giver mig logiske forklaringer på mine symptomer, velvidende at de taler ud fra deres egne tillærte overbevisninger – eller jeg kan vælge at smide frygten for min egen vej som føles rigtig, men som ikke passer ind i vores samfund.

Kampen mellem gammelt og nyt må ikke undervurderes.

Jeg ønsker jer alle mod til at tage kampen op og styrke til at gennemføre 🙂

 

 

 

 

 

Har du nogensinde tænkt over, hvad det mest stabile på vores jord er? Hvad har ikke ændret sig i jordens levealder?

Hvad gør, NØJAGTIGT og hele tiden, uden hensyn til andet, dét som er dets væsen?

 

ILD

 

Jord, vand, luft og ild er de fire grundelementer, som man i tidens løb og i de fleste tidsaldre har brugt i forskellige sammenhænge.

Luft, vand og jord er i evig forandring, afhængig af klima og menneskers påvirkning. Disse tre elementer er afhængige af solen…altså ilden.

Solen brænder som den altid har gjort. Den er ikke afhængig af de andre elementer. Men også ilden nede på jorden har ikke forandret sig. Den er altid lige varm. Lige smuk. Lige frygtindgydende.

Kan vi lære noget af ilden? Hvad fortæller den os?

“Du er en flamme. Du blev tændt af en gnist. Du brænder og afhængig af situationen brænder du mere eller mindre.

Nogen gange lader du dig begrænse. Lader noget stå i vejen. Andre gange spredes dine flammer. Du lader det ske, som sker.

Det er når du brænder, uden at lade dig standse, at du bliver set og respekteret. Det er når du brænder, i din fulde skønhed, at du berører andre små flammer.

Jeg, solen, lyser hele verden op. Du, mennesket, har til opgave at lyse DIN verden op.

Vær derfor tro mod din flamme.”

 

Jeg har to fædre.

Jeg har to sønner.

Jeg har to brødre.

Jeg har to længerevarende forliste forhold.

…og så har jeg min mor!

I grunden skulle man tro, at jeg havde styr på hvad mænd er for nogle størrelser, eftersom mit liv har budt på så megen mandlig energi. Men når alt kommer til alt, så undrer jeg mig til stadighed over denne skabnings besynderlige væsen.

Misforstå mig ikke…jeg kunne ikke leve foruden…men det er mændende der har været mit livs udfordringer.

2016 er året for mig, hvor jeg vælger at slippe alle mændene i mit liv.

 

Nogle mænd slipper jeg helt. Kapper tråden over. Takker dem for det gode der var engang og farvel…

 

Andre slipper jeg så jeg ikke står i vejen for deres vej. Jeg støtter dem. Takker dem for det de giver og det jeg må give.

 

Andre slipper jeg, selv om det er svært. Selv om det ikke burde være sådan. Takker dem for at måtte elske dem trods alt.

 

At slippe nogen, giver plads til noget nyt. Men at slippe nogen…for alvor slippe nogen…er ikke sådan ganske ligetil.

Jeg valgte, i februar, at slippe min søn. Jeg valgte, at lade ham falde hvis han faldt. Jeg valgte, at han skulle tage ansvar for sig selv og sit liv. Jeg valgte, ikke længere at forsøge, at styre ham i en bestemt retning, for at han ikke skulle falde.

Jeg havde indset, at jo mere jeg forsøgte at tilpasse ham samfundets forventninger, des mere oprør lavede han – des flere bekymringer opstod – des sværere var det for ham at være til.

Dagen hvor jeg valgte at slippe, var dagen, hvor alt ændredes. Jeg så tydeligt, hvordan muren som JEG havde bygget op mellem min søn og universet faldt, og gav universet mulighed for at arbejde for min søn. JEG havde stået i vejen for, at han kunne gå sin egen vej.

Selv blev jeg dårlig. RIGTIG dårlig. Med øjeblikkelig virkning fra øjeblikket hvor jeg valgte at slippe. I mange uger var jeg plaget af smerter i Rodchakret. Jeg lå, sad og stod med konstante smerter.

Tænk, at jeg har stået i vejen for min egen søns udvikling, samtidig med, at jeg påførte mig selv al den smerte! Hvorfor gør vi mennesker noget så tåbeligt?

 

Min søn har ændret fuldstændig karaktér siden jeg slap. Han går sin egen vej. Han falder ikke. Universet arbejder for ham så han kommer den rette vej.

 

Jeg derimod, som tidligere har brugt en masse energi på, at styre ham i en anden retning, sidder nu tilbage med en følelse af tomhed. Total tomhed. Energiforladt og helt ude af stand til at mærke, hvad JEG vil. Nu har jeg muligheden for at bruge energien på mig selv…men kan ikke finde ud af det.

 

Jeg ved, at det er en process. Pludselig er jeg ude af den tilstand og hopper over i en ny. Først skal jeg bare acceptere, at JEG har stået i vejen for min søn – at JEG glemte mig selv!

 

Nu står jeg imidlertid over for at skulle slippe min far. Men tør jeg? – Med al den smerte det fører med sig?

 

At slippe noget gammelt er at hilse velkommen til noget nyt….og bedre! Det er en process jeg skal igennem….

 

Kære far

Jeg slipper dig nu.

Tak fordi du gav mig livet.

Din datter Sabine

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selvudvikling er ret moderne for tiden. Mange gør det og der findes et utal af tilbud og kurser, der hjælper os på vej.

Tilbudene er lige så forskellige, som vi mennesker er forskellige og derfor gælder det om, for os det kaster sig ud i det, at finde netop den vej, som hjælper os.

I starten er det ikke så ligetil, idet vi ikke kender os selv godt nok til at vide, hvor vi skal starte. Hvad vi skal prøve af. Men med tiden, når vi lidt efter lidt lærer lidt mere om os selv og hvordan vi lærer bedst, begynder vi at vide hvor vi skal lede efter netop den form for hjælp, som kan hjælpe os med det problem eller den udfordring som vi står i netop nu.

Jeg har valgt en vej, hvor jeg lader underbevidstheden vise mig vejen. Jeg overlader universet og min sjæl/ånd, at styre mig i den rigtige retning. Fuld af tillid til, at min vej, fører mig derhen, hvor jeg føler mig hel og hvor jeg kan leve dét liv, som jeg ønsker mig.

Men SERIØST…én ting er, at det kan være svært og hårdt og smertefuldt, at mærke mine følelser. En anden ting er, at det kan gøre fysisk ondt…ja KÆMPEONDT…når jeg vælger at give slip på noget, som har tynget mig i årevis.

Jeg klynkede lidt For nyligt da jeg havde min mor i telefonen:”Det kan ikke passe, at selvudvikling skal gøre SÅ fysisk ondt”.

Min mor grinede:”Så har du misforstået hvad selvudvikling er, min pige.”

Altså…jeg ved hvad hun mener, men jeg er forbløffet. Endnu engang forbløffet over hvad underbevidstheden gør i samarbejdet med kroppen – på godt og ondt!

Lyt til kroppens signaler er mit råd i dag – den fortæller dig når der er noget du skal slippe!