Tænk at jeg skulle nå helt herud, hvor alt mit værd er blevet pillet af i takt med at jeg har fået bygget det op.
Modsigende? Ja…jeg spørger også mig selv hvor den sætning kom fra…men den kom og har sin berettigelse. Så nu må jeg kigge på den og se hvad den vil fortælle.
Jeg har brugt mere end et år på, intensivt, at samle mig op, samle mig og holde sammen på mig. Helt fra skratch fandt jeg brikker af mig, kiggede på dem, afskyede dem, så på dem, mærkede hvad de gjorde ved mig, hilste på dem, talte med dem og forenedes med dem i tilgivelse. Hver gang en brik var studeret til ende lagde jeg den nænsomt ved siden af de andre brikker. Langsomt begyndte de at danne et billede af min nye verden, mit liv og af mig.
Egentlig syntes jeg, at jeg var ved få godt styr på mig selv, hvad jeg står for, hvad mine grænser er, hvad jeg vil i livet. Ikke i detaljer, men overordnet. Ligeledes var jeg ved at erkende hvordan jeg håndterer udfordringer uden at de vælter mig omkuld.
Trods dét, ligger jeg nu fladt ned – som i FLADT. Alle de brikker som jeg har brugt over et år på at finde, synes nu at falme i takt med, at den gamle mig er trådt i baggrunden.
Man kan sige, at hverken mit gamle jeg eller mit nye og klogere jeg, nu er en del af mig. Gad vide om de slås om pladsen? Det føles faktisk sådan. Alt imens de slås sidder jeg nemlig her – totalt paralyseret. Jeg kan hverken hanke op i den ene mig eller den anden mig, for begge er de beskæftiget med at holde hinanden væk fra mig.