Livsleden tager over.
Frustrationen over at miste min bedste ven, livsglæden, fik mig til at dø langsomt.
Men der kommer altid et gennembrud hvis man har tillid til processen…og hos mig skete gennembruddet i dag.
Jeg er heldig. Jeg har fundet verdens bedste terapeut. Hun presser mig lige til grænsen, igen og igen, og hun helmer ikke før hun kan se at jeg har fat i essensen af hvad det hele handler om.
I dag kæmpede jeg en kamp for at mærke min kerne. Dén jeg er. Sabine. Tænk sig, at det overhovedet skal være en kamp at finde sin kerne.
Min kerne er omgivet af vrede. Vrede som jeg ikke kan leve ud fordi jeg ikke ved hvor jeg skal rette den hen. Derfor har jeg rettet den mod mig selv og hver gang jeg har forsøgt at rette den mod det menneske der har smadret min kerne – stjålet min skaberkraft – reagerer kroppen ved at give mig forskellige symptomer. bl.a. hovedpine, irritation og kedafdet-hed. Når disse symptomer (mit forsvar) melder deres ankomst, lægger de sig over vreden, så jeg ikke kan se den eller mærke den.
Men HALLO…vreden ER min skaberkraft. Uden den kan jeg intet. Uden den falmer jeg. Uden den kan jeg ikke udføre min opgave her i livet.
Vreden er ikke noget dårligt – men det troede jeg den var. Jeg troede at den var i vejen for, at jeg kunne være et rummeligt og givende menneske. Jeg troede at den var i vejen for, at jeg kunne elske nogen. Nu opdager jeg så, at det forholder sig lige modsat.
Vreden er et tegn på kærlighed til mig selv, ved at rette den udad istedet for indad. Kærlighed til mig selv gør mig i stand til at elske, at rumme og at give.
Og hvad er det så jeg er vred over? Og hvor skal jeg rette vreden hen?
Min terapeut pressede mig. Umiddelbart kunne jeg INTET mærke. Jeg kæmpede for at finde det frem. Kæmpede for ikke at lade forsvaret aflede mig. Jeg arbejdede MED terapeuten, men forsvaret overtog og hun mistede mig igen. Hun greb mig, fik mig tilbage til hende og mistede mig igen. Igen og igen.
– Og pludselig var den der! BUM! Jeg så mig selv stå ved mit store tilskærerbord, på mit værelse i den delelejlighed jeg boede i da jeg var i starten af 20’erne. Jeg skabte noget KONSTANT. Jeg havde succes med det jeg skabte. Kigger jeg længere tilbage i livet står det klart at jeg altid skabte noget. Som barn. Som teenager. ALTID. Og pludselig stoppede det. Pludselig kunne jeg ikke længere skabe. Jeg forsøgte, men min kerne blev flået i stykker. Min skaberkraft blev mig frarøvet, i takt med at jeg oftere og oftere fik at vide, at jeg ikke var god nok. At jeg gjorde alting forkert.
Langsomt lagde der sig en tung, mørk og kold tåge omkring min kerne – min skaberkraft – mit formål i livet. Jeg mistede mig selv, min kreativitet og mine mål. Der var INTET tilbage af det, som gav livet værdi.
Mit gennembrud lader mig se mig selv flå hjertet ud af min bøddel, i vrede og afsky, og på den måde retter jeg vreden ud istedet for ind.
