Som opfølgning på mit tidligere indlæg “Det gør ondt at slippe” vil jeg I dette indlæg gøre opmærksom på, at der er en følelse der lægger sig meget tæt op af dét at slippe.
LIGEGYLDIGHED.
Det kan være svært at skelne mellem følelsen af at give slip (have tillid til at universet og den anden persons egen vej) og det at føle ligegyldighed over for personen. Når det står sådan på skrift, som det står nu, er forskellen nem at se. Den første bærer præg af kærlighed, den anden bærer præg af netop det modsatte. Ikke had som sådan, men manglende kærlighed til sig selv og manglende tro på sine inderste stemmer. Ved ligegyldighed vælger man at ignorere sine inderste stemmer og troen på, at den anden person godt kan gå sin vej selv…uden ens indblanding.
Jeg vil komme med et eksempel, men forinden kræver det en forklaring for dem, der ikke kender vores historie: Min søn, som lige netop er blevet 15 år har haft det svært siden han begyndte i skole som 6-årig. Jeg kunne se, at han mistrivedes på stort set alle punkter i sit liv og jeg begyndte derfor at involvere skole og kommune, for at få noget hjælp til ham. Skolen var enig med mig i, at noget var anderledes ved min søn end hos andre børn og de så ligeledes, at han havde nogle uhensigtsmæssige reaktionsmønstre, hvilke de andre børn stod uforstående overfor, hvilket gjorde det endnu sværere for ham.
I en alder af 13 år begyndte han at omgås unge der ikke var Guds bedste børn og han begyndte en kriminel løbebane. Han ændrede fuldstændig karaktér fra at være en dreng der var ked af det, til at blive en vred dreng der ville skide på regler…både samfundets og de familiære. Det endte med, at jeg måtte sende ham over til sin far at bo. Det værste scenarie i min søns liv…og i mit! Han hadede mig for det. Jeg var imidlertid nød til det, da jeg var slidt ned af at kæmpe med min søns problemer, beskæftige mig med skolens bekymringer og stadig, efter mange år, få kommunen til at indse, at der skulle noget hjælp til.
8 måneder efter at jeg havde sendt ham over til sin far, kom han hjem igen. Jeg havde haft 8 måneder til at komme ovenpå og han havde “lært lektien”. Han og jeg skulle nu sammen kæmpe for, at han kunne blive hos mig. Vi måtte sammen få det til at fungere og finde løsninger.
Den nye skole var god for min søn. De så, at han var anderledes og at han havde brug for noget andet end de fleste andre børn. De var tålmodige og kæmpede for, at vi i fællesskab, sammen med kommunen, skulle finde en løsning for ham, så han kunne vokse og få det godt.
Ved årsskiftet stod vi foran at skulle få en henvisning til børnepsyk, for at få ham udredt. Alle havde vi en mistanke om, at hans problemer kom sig af, at han i virkeligheden havde en diagnose. ADHD måske. Personlighedsforstyrrelse? Det kom dog, og heldigvis for det, aldrig til en sådan udredning. Jeg valgte istedet for at slippe ham og lade universet hjælpe ham. Og straks så jeg at han er lige som han skal være. Helt perfekt. Omend en smule anderledes, da han ikke passer ind i vores samfund med regler, restriktioner, forventninger, krav om ditten og krav om datten.
Pludselig så jeg, at han er ét af vor tids nye børn som gerne vil guides men ikke vil bestemmes over. Dette er en svær opgave som forældre, for hvor går grænsen mellem at guide og bestemme?
Her kommer så mit eksempel: Min søn som lige netop er fyldt 15 år tog ud i byen med nogle venner i går. Der var alkohol indblandet og eftersom han tidligere har vist, at han ikke kan styre sit indtag af alkohol, bekymrede jeg mig selvfølgelig. Hvilken forældre gør ikke det!? Jeg bad ham være hjemme klokken 24. Dette for at sikre mig, at han kom hjem så jeg ikke skulle bekymre mig. Egoistiskt? (I hans øjne er det at bestemme over ham og dermed ikke at have tillid til ham) Han ringede sent om aftenen og vi blev enige om, at rykke tiden, så han kom hjem klokken 01.
Han kom hjem klokken 04. Jeg havde haft en søvnløs nat, fordi jeg bekymrede mig (ikke stolede på universet) og jeg begyndte at få tanker som “Hvis han er gammel nok til at drikke og blive ude om natten, så er han også gammel nok til selv at sørge for alt andet i sit liv” – jeg begyndte således, at føle ligegyldighed overfor ham og hans vej. “SÅ MÅ HAN FANDEME SELV FINDE UD AF ALTING”.
Indeni sagde min stemme mig imidlertid, at det var ukærlige tanker og selvfølgelig har han brug for, at jeg stadig guider ham. “Du har valgt at give slip derfor må du stole på ham. Lad ham falde og vær der hvis det sker”. Mine bekymringer er mere et udtryk for min egen angst for, hvad andre måtte tænke…for det er totalt uansvarligt at tillade en 15-årig at gøre som han vil. (Dette er blot én af mine tillærte overbevisninger) Disse bekymringer har jeg, trods det, at jeg har erfaret, at min søn trives bedre når jeg lader ham gøre det han føler for. Han falder ikke, hvis jeg ikke blander mig i hvad han skal.
Så hvor er grænsen mellem at give slip og ligegyldighed? Det er svært at skelne og svært at slippe gamle overbevisninger. Det er svært at have tillid efter mange tillidsbrud. Men ét er sikkert : “Uanset hvad din logiske hjerne fortæller dig, og hvor meget dine gamle overbevisninger hiver og flår i dig, så er det din indre stemme der fortæller dig hvordan du skal håndtere situationen. Din indre stemme fortæller dig, hvordan du skal kunne slappe af i situationen. Jo mere du kæmper imod, des sværere bliver det. Jo mere du lytter til din logiske hjerne og til dine gamle overbevisninger, des flere bekymringer avler du.”
Bare slip! – og hav tillid! 🙂