Jeg er Schweizer. Født i Schweiz af schweiziske forældre.
I mine første 7 leveår levede jeg et helt almindeligt liv med mine forældre og min elskede storebror. Jeg havde mine bedsteforældre, mine venner og den tryghed det gav, at have boet i samme by så længe jeg kunne huske tilbage.
Jeg var en genert men glad pige og jeg husker tydeligt, at der altid var mennesker omkring mig som jeg holdt af og som jeg lukkede ind i mit hjerte.
Da jeg blev 7 år ændredes alting.
Min mor mødte en dansk mand i starten af 1981. I sommerferien samme år tog hun mig og min bror med til Danmark for at holde ferie. I 3 lange uger.
Det var en fantastisk ferie. Jeg levede og legede med alle de danske børn som var omkring mig, uden så meget som at ane hvad de senere hen ville komme til at spille for en rolle i mit liv. Jeg bemærkede ikke, at min mor og manden som vi boede hos var glade for hinanden. Jeg tænkte bare på min far, som sad tilbage i Schweiz, i vores hjem, og som ikke kunne komme med på ferie, af en eller anden grund.
På det tidspunkt havde jeg ikke forstået, at mine forældre ikke var sammen. Det var de…i den lille piges hoved.
I oktober samme år valgte min mor at flytte til Danmark. Jeg skulle med hende. Men ikke min storebror.
Den danske mand kom og hentede os i bil. Med ham var hans to børn. Jeg husker, at sæderne var lagt ned og “gulvet” dækket af tæpper. Senere erfarede jeg, at min mors og mit tøj lå under tæpperne, fordi der ikke var plads til kufferter i bilen.
I min verden, den lille piges verden, ankom “danskerne” og straks efter kørte vi alle afsted. Sådan nærmest med det samme.
Den danske mand, hans to børn, min mor, vores Bernersennen-hund og jeg.
Dog husker jeg svagt, at jeg var inde i mit hjem og sige farvel til min 3 år ældre storebror. I min erindring sidder han på øverste trappetrin inde i entréen. Jeg går op til ham og tager afsked og går dernæst ned igen. Han blev siddende på øverste trappetrin.
Dengang forstod jeg ikke hvorfor han sad dér og blev siddende. Det gør jeg i dag.
Den lille pige havde ikke forstået, at når hun satte sig ind i bilen ville hun ikke komme hjem igen. Alle andre forstod det – også hendes bror – men ikke hende selv. Hun steg derfor ind i bilen med et åbent hjerte – uden forbehold.
Selv om det var dejligt og rart at være i Danmark og jeg blev godt modtaget af alle, begyndte mit hjerte langsomt at lukke i.
Min overbevisning om at jeg skulle hjem igen, sad fast i mig og forhindrede mig i at lukke nogen ind. Hvorfor lukke nogen ind når jeg alligevel skulle derfra? Hvorfor lukke nogen ind, når jeg allerede havde mærket sorgen og savnet ved at miste nogen pga en flytning?
Hele mit liv har jeg været parat til at “bryde op”. Jeg har følt, at det kunne ske når som helst. Som om jeg havde en “bibber” på mig som når som helst kunne bibbe og dermed signalere, at NU er det tid at tage hjem!
Selv da jeg som voksen, med mit hoved og min logiske forstand kunne forstå, at jeg ikke ville komme hjem igen, med mindre det var et valg jeg selv ville træffe, sad overbevisningen dybt forankret inden i mig – og holdt mit hjerte lukket.
I dag forstod og mærkede jeg pludselig sammenhængen. Sorgen og savnet, som jeg ikke har givet plads fordi det ville gøre for ondt, væltede ind over mig.
35 års sorg og savn skal nu udleves og mærkes. Og nej…det er ikke sjovt. Det er ikke rart. Det gør ondt – i krop og i sjæl…
…men jeg glæder mig til, igen at kunne åbne mit hjerte, når sorgen har fundet sin rette plads!