Jeg mødte hende for første gang for 1,5 år siden. Hun invaderede min krop, i ganske få minutter, og fik mig til at blive kold som is. En ligegyldighed spredte sig i mig og bevirkede at min bøddel ikke kunne nå mig. Faktisk endte det med, at bødlens gift ikke virkede på mig og han trak sig derfor væk fra mig og kom aldrig tilbage.
Kort efter at jeg havde mødt isdronningen troede jeg at det var en skidt ting at jeg var så kold og kynisk, og jeg blev selv overrasket over min kynisme og ligegyldighed. Jeg kunne ikke genkende mig selv i det men på samme tid mærkede jeg, at det gjorde noget godt for mig. Jeg fik, ved hjælp af isdronningen, bødlen på afstand.
Siden dengang har jeg ofte set tilbage på situationen og glædet mig over, at den fik bødlen til at forsvinde. Men samtidig har jeg ikke kunne forstå hvorfor jeg skulle være alt dét, som jeg ikke er. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle sige ting som jeg ikke mente og følte, bare for at få fred.
For nyligt kom isdronningen tilbage. Jeg mærkede en ligegyldighed overfor det lille væsen som jeg elsker. Men jeg mærkede også, at det var en ligegyldighed som jeg var nød til at have for at passe på mig selv. Derefter kom hun flere dage i træk. Hun fik mig til at agere helt anderledes end jeg plejer. Koldt og kynisk – følte jeg det som.
Efter at have mærket hende noget tid er det gået op for mig, at hun får mig til at føle mig stærkere. Hun giver mig hold. Hun får mig til at mærke, at det jeg gør er det rigtige. Det er en lidt ambivalent følelse fordi jeg kan se, at det lille væsen får det dårligere i takt med at jeg bliver stærkere. Dette skyldes at det lille væsen ikke længere har mulighed for at give mig gift og derfor ikke kan finde ud af hvad det skal gøre, for at få det som det vil. Det lille væsen står nu i en situation hvor alting falder fra hinanden. Ligesom bødlen blev syg af sin egen gift, vil det lille væsen også komme til at gennemgå en svær forgiftning af egen gift.
Den anden dag, var dagen hvor isdronningen gjorde sig synlig for mig. Hun stod helt klart og tydeligt ved min side og fortalte mig, at hun blot er en del af mig. At hun ikke er hele mig. Hun er den del af mig der sætter grænser. Hun er den del af mig der sørger for, at ingen udnytter min tro på det bedste i mennesket. Det kræver en form for ligegyldighed og kynisme at sætte sine grænser, men der er stor forskel på ligegyldighed som er udsprunget af opgivelse og ligegyldighed udsprunget af kærlighed til sig selv.
Da jeg endelig så hende, forsvandt titlen “isdronning”. Hun er ganske enkelt den strenge husholderske eller lærerinden med knold i nakken. Stolt og rank står hun med sit spanskrør. Hun finder sig ikke i noget pjat fra nogen og slår hårdt ned på dem der er uretfærdige og gør ting for egen vindings skyld og derved sårer andre. Hun tolererer ikke disrespekt og forsøg på at lægge ansvaret over på andre.
Nu, hvor jeg ikke alene ser hende men også kan tale med hende, har jeg integreret den del af mig, som jeg mistede for længe siden. Det er den del, som jeg skulle have brugt for 18-19 år siden da bødlen kom ind i mit liv og overskred mine grænser gang på gang.
Hvornår og hvorfor hun forsvandt i sin tid ved jeg ikke, men det agter jeg at finde ud af.