Jeg er lykkelig og dog ulykkelig helt ind til den inderste kerne, hvor det gør mest ondt.
Jeg er lettet og dog helt igennem frustreret.
Jeg er taknemlig og dog står jeg uforstående tilbage.
I 10 år har jeg kæmpet en kamp for at få kommunen til at høre hvad jeg siger. I 10 år har jeg følt, at jeg har råbt og råbt, hudløst ærligt, uden at blive hørt. I 10 år har jeg kæmpet for at få hjælp til min søn som har haft og stadig har det svært.
Jeg har gentaget sætninger som:”Han skal et sted hen hvor der er opsyn med ham døgnet rundt” – “Han skal opleves i dagligdagen for at nogen som helst kan danne sig et indtryk af hvor slemt det er” – “Han skal væk fra mig. Jeg er ikke i stand til at være dét for ham, som han har brug for” – “Han er ikke bare en utilpasset dreng. Der ligger noget i personligheden”.
De sidste 2-3 år har jeg endda måttet lægge mig ned, gang på gang, møde efter møde, og tilføje til ovennævnte: “Jeg har brug for at det offentlige hjælper. Jeg kan ikke mere. Jeg har ikke flere kræfter.”
Hvorfor har ingen, ud af de voldsomt mange mennesker der igennem tiden har siddet omkring bordet ved møderne, hørt mig?
Hvordan kunne så mange mennesker undgå at se, at min søn sad i lort til halsen og jeg var ved at blive syg af kampene?
Hvorfor skulle jeg så langt ud som at blive syg og meddele det offentlige at jeg ville være nød til at smide min søn på gaden hvis ikke de handlede? – Smide min egen søn på gaden for selv at kunne blive rask!?
Jeg er ulykkelig, frustreret og står uforstående tilbage.
Jeg fik et telefonopkald tidligere i dag. Det var fra min søns kontaktperson fra den kostskole han startede på inden sommerferien. Nu har han været tilbage på skolen i blot 5 dage efter ferien og sagen er klar fra kontaktpersonens side.
Hun siger: “Jeg mener, at han skal udredes. Det er meget tydeligt for mig, at han har det virkelig svært og jeg er ikke tvivl om, at han har en personlighedsforstyrrelse.”
I hendes stemme kunne jeg høre, at hun lagde forsigtigt ud, for ligesom ikke at forskrække mig med denne oplysning om, at min søn kunne have en diagnose. Min reaktion var dog ikke som hun forventede. Jeg takkede hende og forklarede hvordan jeg havde råbt på denne hjælp i årevis. Jeg takkede hende for at hun så det. Jeg takkede hende fordi hun var til.
Endelig er der én som ser min søn og hans kampe. Hans dæmoner. Hans frustrationer og ulykkelighed. Hans splittethed – den forbandede splittethed der har frataget ham muligheden for at kunne mærke sig selv som det menneske han er.
Hjælpen er på vej. Den hjælp der allerede for 10 år siden burde være kommet og kunne have sparet ham for det ene nederlag efter det andet. Den hjælp der kunne have bygget ham op lidt efter lidt, istedet for at nedbryde troen på sig selv lidt af gangen.
Jeg er lykkelig fordi hans engel (engle) endelig er dukket op for at hjælpe.
Jeg er lettet fordi jeg pludselig ser en fremtid for ham.
Jeg er taknemlig for, at fortiden er fortid. Jeg er taknemlig for, at han nu får en reel chance i livet.