Jeg står og ryster mig. Står og svinger armene fra side til side, så hænderne rammer mine baller. Armene er totalt slappe. Min rygsøjle er i konstant bevægelse, på en måde den ikke er vant til. Den smiler, og jeg mærker tydeligt, at det ikke kun er rygsøjlen der løsnes op for, men også hele mit følelsesregister.
Mens jeg står og ryster mig, løber der pludselig tårer ned af mine kinder. Forløsningstårer.
Jeg griber mig i at klynke og forløsningstårerne handler ikke blot om den sidste uge, de sidste to måneder eller de sidste tre år. Nej…de handler om hele mit nuværende livs slutning og en ny begyndelse.
Det er gammelt nyt, at jeg har brugt de sidste tre år på at få ryddet op i livet, fået set på hvem jeg egentlig er, hvad jeg er værd og hvad jeg kan.
Det er tre år, der føles som revet ud af livet. Det er tre år, som jeg godt kunne have været foruden, fordi de var sindsygt hårde at komme igennem, men som på samme tid også har været livsnødvendige at gå igennem, for at jeg kunne gå en fremtid i møde hvor jeg kan leve – ikke blot overleve.
Da jeg i Januar i år meldte mig rask, efter mere end to års sygemelding, mærkede jeg hurtigt, at jeg blev syg af at søge arbejde som jeg ikke brændte for, men som jobcenteret foreskrev mig at gøre. Der er jo intet galt i den lov, men jeg var bare ikke rustet til den, idet jeg var i tvivl om hvad jeg ville og derfor ikke kunne søge noget helhjertet. Halvhjertethed æder mig op.
Heldigvis, fik jeg tilbudt at studere på dagpenge fordi jeg er ufaglært. Jeg takkede hurtigt ja, og det blev til, at jeg kunne påbegynde en handelsuddannelse efter sommerferien. Jeg glædede mig ikke just, men var drevet af fornuftstanken om, at det var klogt at få en uddannelse. Jeg har lært nu, at fornuftstanker er lige til at lukke op og skide i. Og dog. Intet er, som bekendt, så skidt, at det ikke er godt for noget.
Efter bare 4 uger på skolen skreg hele kroppen “NEEEJJJJJ”…men jeg tog mig sammen, som jeg plejede at gøre før jeg blev sygemeldt. Denne gang ville min krop dog ikke finde sig i det, og lagde mig ned med stresssymptomer efter bare 5 uger, i stedet for at vente i flere årtier. Den tid er åbenbart forbi, hvor jeg kan undlade at tage mig selv alvorligt.
Man kan nok forestille sig, hvor svag jeg har følt mig i det øjeblik jeg måtte erkende, at stressen var efter mig igen. Samtidigt vidste jeg, at det var resultatet af de sidste tre års hårde arbejde, hvor jeg har måttet lære at lytte til min krop.
Min krop sagde fra…og tak for det.
I den uge hvor jeg lå sygemeldt herhjemme, træt, ulykkelig og halvvejs visnet, kunne jeg pludselig mærke, at dét fag, som jeg altid har været i, er det rette for mig. Det gik op for mig, at jeg vil skide en uddannelse samt en højere løn et stykke.
Det er glæden ved arbejdet der er min sande løn.
Desuden har jeg siden barnsben sagt; at jeg vil vise hele verden, at man kan være lykkelig uden uddannelse. Hvorfor bryde min egen aftale? Har jeg ikke ret når jeg siger, at de bedste aftaler med sig selv, er dem der indgås som barn, fordi de er udsprunget af den umiddelbare sandhed?
Ergo, søgte jeg tre jobs i ugen hvor jeg lå syg, udsprunget af et øjebliks dyb selvkærlighed, midt i en stresset og nedlagt krop.
Jeg følte nødvendigheden i at gå MIN vej og jeg valgte den selv.
I dag fik jeg jobbet, efter at have været til samtale i 2. runde i morges.
I dag fik jeg mit drømmejob, i en virksomhed hvor de ansatte bliver i 15, 20, og 25 år. Med ledere der går lige i hjertet, og som ser mig som en gave.
Siden jeg kom hjem fra samtalen i morges, har jeg været fuldstændig kvæstet, som jeg ikke har været det længe. Forløsningstræt kan man vel kalde det.
– Med dette arbejde falder alting på plads og giver mening.
– Med dette arbejde undslipper jeg den usædvanligt voldsomme mistrivsel, som har tæret på mig de sidste 7 uger.
– Med dette arbejde starter et helt nyt kapitel, og et gammelt afsluttes. Jeg kan…og skal nu, begrave mit gamle liv og gribe modet til at starte et nyt.
Det er fuldkommen angstprovokerende lykke…