Mit arbejde indebærer, at jeg taler med mange mennesker. Nogle kommer kun forbi een gang, mens andre er gengangere og/eller faste kunder, om man vil. Uanset om det er den ene eller anden form for kunde, så er det min opgave, at give dem en oplevelse, at være høflig og at give en god service – og mens alt dette står på, skal jeg helst se smilende og glad ud.
TRO MIG når jeg siger, at dette i de fleste tilfælde er en ganske nem opgave. Men TRO MIG LIGELEDES når jeg siger, at der er kunder ind imellem, der driver mig til vanvid. Her mener jeg ikke bare en lille smule irritation over kunden – men VANVID!
Nu er jeg af natur ikke et menneske, der lader mig hidse op af småting og livet har lært mig, at der er visse ting hvor det ikke kan betale sig at bruge min energi. Men liiiige i dag, vil jeg bruge en lille smule af min energi på, at fortælle om nogle kunder på mit arbejde, gennem de sidste 4,5 år.
For mange år siden præsterede jeg at skræmme en fast kunde væk, som var kommet regelmæssigt gennem en kortere periode.
Historien er, at denne kvinde havde mange irritationesfaktorer i sin udstråling, som ikke kun jeg følte mig provokeret af. Hun talte bl.a. Bornholmsk.
Ikke, at der er noget galt i det, bevares. Det var nok rettere kombinationen af sproget og dét hun sagde, der fremadrettet gjorde Bornholmsk til et ørehelvede for mig.
Hvad fik hende til at tro, at jeg…og mine kolleger for den sags skyld, havde interesse i at høre om hendes spiseforstyrrelser, ophold på diverse hjem for folk med førnævnte lidelser, hendes dårlige opvækst og psykopatiske xmand? Og hvad fik hende til at tro, at hun var berettiget til at belemre os med dette uden at være lydhør over for vores, i starten, dybfølte medfølelse? Hvad fik hende til at tro, at hun kunne fastholde vores venligtsindede udtalelser, når hun fuldstændigt ignorerede vores tilstedeværelse? Hvad fik hende til at tro, at vi, efter gentagne gange at have hørt historierne og beklagelserne, stadig kunne vise samme form for medfølelse – når vores ord ikke blev modtaget?
Som tiden gik, flygtede jeg og mine kolleger ud i rummet bag ved butikken når vi så hende komme. Vi måtte hugge om, hvem der skulle betjene hende.
Denne ene dag hvor hun kom, hvor jeg netop ikke havde den bedste dag selv, tabte jeg legen da jeg valgte saks istedet for papir. Det blev et skæbnesvangert valg, idet “Bornholmeren” som vi kaldte hende, var i ekstremt egotrippende humør.
Hver en bevægelse jeg lavede, hvert ord jeg sagde blandede hun i en blender i sit hoved og smedede det sammen på en sådan vis, at UANSET hvad jeg gjorde og sagde, så var det ikke godt nok eller så var det rettet mod, at genere hende mest muligt. Da hun havde rettet på mig tilstrækkeligt mange gange, bebrejdet mig for noget mine kolleger havde gjort tidligere og uudtalt havde undskyldt for sin kontrolerende adfærd med: “Jamen jeg har problemer jo”, gik jeg i sort. Noget, der aldrig før er sket for mig.
“Andre mennesker har også problemer. JEG har også problemer” – sagde jeg. Desværre stoppede min tale her, da jeg var rystet i min grundvold over hendes egocentrerede ubearbejdede fortid, der skinnede så tydeligt igennem, at jeg nærmest så hvordan hun var i færd med at hugge min energi. Ingen ord ville være trængt ind i hendes hoved, hvor meget jeg end ville have sagt. DERIMOD har mit kropssprog, der talte for sig selv ved at yde overdreven sarkastisk service, været mere end hun kunne rumme.
Jeg servicerede færdigt, sagde tak for nu og forlod min plads bag disken. Bag mig kunne jeg høre hende sige:”Ja…gå du bare ud og grin af mig”.
Jeg gik ikke ud bag ved for at grine. Jeg gik ud bagved for at græde. Rystet over hvilket skuespil jeg ufrivilligt var blevet en del af.
Chokeret.
Hun kom aldrig igen…og gudskelov var det intet tab.
Denne hændelse har helt klart været med til, at jeg hurtigere mærker vanviddet vokse i mit indre, når der kommer kunder der uden grund kommer ind i butikken og tror, at de kan læsse deres brok og dårligdom af hos mig. Brok over småting! Brok over noget der er uvedkommende. Brok….blot for at brokke sig. Energislugere – kan vi ligesågodt kalde dem!
Den anden dag, kom en af vores faste kunder ind, som har for vane som det første at brokke sig over noget INDEN hun bestiller sin cafe latte. Det virker en smule “du-skal-høre-på-mit-brok-og-til-gengæld-vil-jeg-nådigst-købe-noget-hos-dig” -agtigt!
Den dag gik det op for mig, at det slet ikke er meningen, at jeg skal tale med den slags kunder. Det er slet ikke meningen, at jeg skal konversere med dem.
Det gik op for mig, at de ikke brokker sig for at få respons, men udelukkende for at få opmærksomhed. Og jeg…FJOLS…har givet dem det!
Den bedste service jeg kan give den slags kunder, er at ignorere deres brok og holde mig til handelen;
(smile sødt)
“Hvad kan jeg hjælpe med?”
“ja tak…ellers andet?”
“Det bliver 30 kroner”
“Farvel og tak”
(smile sødt)
Jeg kan godt afsløre, at mit job ville være verdens hårdeste, hvis der kun fandtes egocentrerede ældre kvinder med brokketendenser….