Jeg har selv været der!
– fremmed i et nyt land.
Dog var jeg så priviligeret at jeg, hovedkuls, blev kastet ind i en dansk familie og en dansk skole. Jeg havde dermed fra dag 1, et netværk og det danske sprog som en del af min hverdag.
Sådan er det ikke for alle.
For et år siden sad jeg på volden, på et tæppe med boblvand, og ventede på en veninde. Alt imens solen skinnede så vidunderlig varmt ned på mig, ser jeg i horisonten, som en sort silhuet, en mand med en cykel. Jeg fornemmer, at han kigger i min retning og at han overvejer noget.
Min fornemmelse var rigtig og snart stod den unge, udenlandske fyr foran mig og smilede lidt usikkert.
“Hej. Mo jEg snaK me dig?” – spurgte han. Og dertil kunne jeg kun svare: “Ja selvfølgelig”. Det viste sig, at denne unge mand fra Syrien, som havde været i landet i 1 år virkelig gerne ville lære dansk og at hans dansklærer havde sagt, at han bare skulle snakke en masse med danskerne. Men hvordan gør man det, når man kommer til landet med sin unge kone og et lille barn. Når man intet netværk har og ingen kontakt til omverdenen – ud over, måske, de andre udlændinge der bor i samme boligblok?
Jeg synes, at Kahlid, som han hedder, er meget modig. Velvidende, at risikoen for at blive afvist af danskerne når han går dem i møde er stor, og at især kvinder vil dømme ham til at være en stodder der lægger an på dem, går han direkte hen og spørger. Ikke engang vi danskere, kan længere finde ud af at henvende os til fremmede på gaden – bare for at sludre. Men det gjorde han. Han er mega sej.
Jeg bad Kahlid tage plads ved siden af mig og i samme øjeblik kom min veninde også og satte sig. Vi sad nu og snakkede i en lille halv time. Hans sprog var, mildest talt, ret dårligt, når man tænker på hvad man rent faktisk kan lære på et år.
Da han forlod os efter snakken, ærgrede det mig, at jeg ikke havde tilbudt ham at hjælpe hans familie med at lære dansk. Jeg, om nogen, vidste jo hvor vigtigt det er at kunne sproget i dét land man bor, for at kunne få de bedste betingelser for integration.
Et år gik og en dag lagde jeg igen vejen forbi på volden, på dét sted jeg ventede med boblevand året før. Det er mit yndlingssted fordi solen er der lige indtil den rammer horisonten.
Mens jeg stod der og nød solen stod han pludselig et par meter fra mig – igen med cyklen. Som poppet op af den blå luft. NØJAGTIGT samme sted som året før. Bag på, i en barnestol, sad en lille bitte mørkhåret pige med store øjne. Igen kom han hen imod mig og JEG sagde: “Hej Kahlid”. Grunden til at jeg huskede hans navn var nok, at jeg bed mærke i, at det skulle udtales: Chaaaalid.
Han kiggede forbavset på mig og spurgte mig, hvorfor jeg kendte hans navn og jeg fortalte ham om mødet året før. Vi satte os ned og snakkede sammen. Den lille pige kiggede nysgerrigt på mig, men også lidt undrende og delvist skræmt. Jeg forklarede ham, at jeg gerne ville hjælpe dem med at lære dansk og vi udvekslede numre.
For nyligt inviterede han mig over til sig. Jeg skammer mig lidt når jeg nu indrømmer, at jeg tænkte tanken: “Gad vide om hans kone er hjemme eller…?”
Ved ankomst trådte jeg ind i stuen hvor jeg blev taget venligt og lidt usikkert imøde. Den store pige havde i første omgang ikke registreret at der var kommet gæster og stak derfor i et forskrækket hyl da jeg pludselig stod dér, midt i hendes stue. Hendes øjne var fulde af frygt. Jeg blev mindst lige så forskrækket over hendes reaktion, som hun blev over at se mig og Kahlid forklarede, at de aldrig havde haft besøg før – på trods af at de har været i Danmark i 2 år. Tror da pokker, at den stakkels pige fik et chok.
Lejligheden består af en stue og et værelse. Et lille køkken og et badeværelse. Stuen indeholder en sofa, et stuebord, et spisebord med 4 stole og et tv. Thats it! På deres lille værelse stod en doppeltseng og en kommode. Om der var et skab bag døren skal jeg ikke kunne sige, men om der var et eller ej spiller ingen rolle, for jeg kunne hurtigt konkludere, at de alle sammen sov i doppelsengen. Han, konen – en sød pige på 21, deres datter på 2 år og deres lille datter på 4 måneder – med mindre Kahlid sov inde i sofaen selvfølgelig.
De overøste mig med frugt på trods af, at jeg sagde, at jeg ikke var sulten og de kunne slet ikke forstå, at jeg kun ville have vand. Jeg fornemmede tydeligt, at deres kultur spillede ind og spiste en banan af ren høflighed, så de ikke skulle føle sig utilpasse.
Oppe i mit hoved begyndte der at danne sig et billede af disse 4 menneskers liv og jeg vidste bare, at jeg ville hjælpe dem så godt jeg kunne. For det første med at lære dansk og for det andet, at få konen med ud at gå ture. En pige på 21 skal ikke isoleres i et hjem hvor der ikke er noget at tage sig til, andet end at passe deres børn, der under deres forhold helt klart bliver understimulerede.
Nu står jeg jo heller ikke med de store økonomiske midler, men jeg har ting jeg ikke bruger, jeg er kreativ, jeg har et godhjertet netværk og jeg ved hvor jeg kan finde hjælp. I Facebookgruppen : “næstehjælperne fyn” har jeg slået op, at jeg søger bæresele, og to autostole, så jeg kan få hele familien med på tur og står nu med en autostol til den store pige, to bæreseler og en gammeldags dukkevogn.
Ja ja…hvad skal jeg med autostole når jeg ikke har bil? Jeg tænker at det kan skaffes. HURRA for mit netværk som måske vil låne mig en bil i den gode sags tjeneste og hurra for GO-MORE.
Mit hjerte fyldes af glæde over, at JEG har mulighed for at hjælpe en familie og at jeg på samme tid får hjælp af andre godhjertede mennesker, der støtter op om sagen.
….FORTSÆTTES…med stor sandsynlighed!