Jeg har været træt så længe jeg kan huske. Det vil sige næsten, for når jeg kører livet baglæns for at finde frem til hvor det startede, ser jeg, at jeg i 3-4 år alderen stadig har min power og alting er farverigt og spændende. Min nysgerrighed på livet og min overbevisning om at alt er muligt er på daværende tidspunkt intakt. Denne alder er knyttet til det hus vi boede i på det tidspunkt og jeg ser mig grine meget.
I 5 års alderen flyttede vi ind i et andet hus. Min farmors faktisk. Dvs min fars barndomshjem. Når jeg kigger tilbage på de år jeg boede dér, mærker jeg et tydeligt fald i min naturlige glæde og at jeg opbygger en kraftig tvivl på mig selv og mit værd. Hvad der nøjagtigt var årsag til dette skift er jeg endnu ikke gået dybere ind i, men jeg formoder, at jeg begyndte at realisere hvordan den ydre verden stod i stor kontrast til min indre.
Dér begyndte jeg at blive træt.
Da jeg som 7 årig flyttede til Danmark lagde trætheden sig om mig som en varm dyne, hvor jeg blev skærmet fra larmen og lyset. Derfra blev trætheden min følgesvend. Jo flere år der gik, des mere træt blev jeg. Jo mere træt jeg blev, des mindre hørte, eller så jeg – ikke mindst mig selv.
For få dage siden erkendte jeg, at jeg hader min træthed. Jeg erkendte, at den står i vejen for det liv jeg ønsker mig. Jeg erkendte, at hvis jeg fortsat har den som min følgesvend, vil jeg aldrig leve det liv jeg ønsker. Det gik op for mig, at jeg må slippe den, ligesåvel som jeg har måttet slippe andre ting og mennesker i livet, som har holdt mig fastlåst.
I aftes, inden jeg sov, bad jeg universet, eller mine hjælpere om man vil, om at tydeliggøre det for mig, hvordan jeg kan slippe trætheden og som altid når jeg beder om hjælp, kommer svaret hurtigt.
I morges, da jeg var i bad stod trætheden pludselig foran mig. Jeg kunne se den. Den havde forladt min krop. Den sagde: “Nu står jeg her, klar til at gå, men du er nød til at gøre din del af arbejdet og lade mig gå”. Den smilede til mig, fuld af kærlighed, og jeg forstod pludselig, at den ikke havde ledsaget mig for at genere mig og holde mig nede, men at den beskyttede mig fra at mærke alt det der var svært.
Fra at hade min træthed igennem mange år, gik jeg direkte over til at mærke taknemlighed, og derfor også stor sorg over at skulle slippe den. Jeg aftalte med mig selv, stående i badet, at den fortsat skulle være hos mig. Nu dog kun udenpå, som følgesvend. Da sagde trætheden: “Du har ikke længere brug for mig. Du er stærk nok til at stå selv nu”. Jeg overvældedes af tanken om, at der ville komme et kæmpe hul efter den. Jeg kender kun trætheden, og selv om jeg med min forstand ved, at jeg kan fylde hullet med lige præcis dét som jeg ønsker, så er der en frygt for dette nye.
Senere op ad dagen i dag, konfronteredes jeg igen af trætheden: “Du er nød til at slippe mig helt. Jeg havde en opgave og den er jeg færdig med nu. Jeg skal hjem og hvile mig, så jeg kan udføre min næste opgave”. Jeg fik en klar følelse af, at trætheden var en sjæl med en opgave, ligesåvel som jeg er en sjæl med en opgave. Den var bare uden krop.
Jeg kan nu mærke, at jeg slipper min træthed, i respekt og taknemlighed. I takt med dette gør jeg plads til det nye, som kommer til at udfylde hullet der fylder det meste af mig.
Jeg ser nu en regnbueskikkelse, der bevæger sig fra venstre mod højre, slår et sving og trækker sin regnbuefarvede hale over til venstre igen…for derefter at slå et nyt sving mod højre. Det er en evig svingen frem og tilbage, ført af det mest forløste ansigt, fuld af glæde, iver og nysgerrighed – især iver.
“Hej Sabine. Vi to skal være partnere fra nu af og resten af dit liv. Du er chefen og jeg er med dig. Jeg er din power, din kreativitet, din glæde og din kærlighed. Jeg er farverne som du mistede for længe siden. Tja…trætheden overskyggede alt, så jeg har løst andre opgaver imens. Nu er jeg tilbage og jeg glæder mig til vores tid sammen. KOM…lad os starte med det samme. Vi har så meget at indhente”.