Total stilhed og kampen om ikke at give ensomheden magt

I godt og vel 16 år har jeg benyttet mig af sociale medier og datingsider/apps. I starten foregik det kun på computeren, med jubiichatten som det første, men så kom smartphones til verden og medierne kunne tjekkes når som helst og hvor som helst – og flere og flere muligheder dukkede op.

Alt hvad der er nyt, er spændende – især for en singlekvinde med børn, der på månedsbasis har 2 dage uden børn. Jeg blev grebet af, at der altid var mulighed for at “snakke” med nogen. Både med igangværende venskaber og med nye kontakter. Det gav mig en følelse af, at være værdsat, anerkendt, begæret.

Der er ingen tvivl om, at et afsluttet, kærlighedsløst ægteskab, hvor jeg langsomt var blevet pillet ned og havde mistet al tro på mig selv, var grundtpillen til, at jeg faldt i “afhængigheds”-fællen og det er grænseoverskridende at fortælle dét som jeg nu vil fortælle, for i grunden er den eneste afhængighed jeg nogensinde har haft, min afhængighed af sociale medier – og i kombination af min daværende situation var det på ingen måde gavnligt.

Min afhængighed startede kort efter bruddet med min x-mand. Jeg higede efter kærlighed og forvekslede anerkendelse med kærlighed, og opmærksomhed med forelskelse. Mændenes opmærksomhed på de sociale medier, var nok til, at jeg troede jeg var forelsket. Hvad disse ikke-eksisterende forelskelser har bragt mig ud i af grænseoverskridende handlinger, holder jeg for mig selv, men stolt er jeg ikke af dem, og de har ædt mig op bid for bid. Den smule der var tilbage af mig efter ægteskabet, smuldrede langsomt og skrumpede ind til ingenting. Hvem fanden var jeg? Hvor var jeg? Hvad ville jeg? Hvad følte jeg?

En afhængighed opstår ikke af ingenting og uden grund, og den vedligeholdes ikke af afhængigheden alene, men af de ydre og indre omstændigheder der fastholdes. I mit tilfælde blev jeg modarbejdet så meget af min x-mand, i 12 år efter bruddet, at jeg blev fastholdt i at være et dårligt menneske, der ikke var værd at elske. Af netop denne grund higede jeg efter anerkendelse, helt frem til mit endelige sammenbrud i oktober 2016, hvor jeg ikke havde været udsat for chikane i et års tid. Kroppen havde registreret at der nu var plads til at arbejde med det indre, og den bedste måde at gøre det på, var at få fuldstændig ro. Melde sig ud af samfundet. Lære at være alene. Helt alene.

At blive lagt fladt ned, så jeg ikke kunne andet end at sove i flere uger i træk, var første skridt til, at lære at tage mig selv alvorligt. At se på rodet indeni og langsomt få styr på det misbrug jeg dagligt udsatte mig for på de sociale medier.

Som læser af dette indlæg tænker du sikkert, at jeg bruger lidt for store ord, når jeg skriver ord som afhængighed og misbrug, men det er en kendsgerning at jeg havde brug for det daglige fix anerkendelse, og at jeg fik det dårligt af brugen af sociale medier, fordi jeg, hver dag, fik indblik i og blev del af ting, som jeg ikke selv valgte til – fuldt bevidst.

I de 2,5 år hvor jeg har haft ro til at finde ind til mig selv, er jeg gradvist blevet mere bevidst om, hvad der gør mig godt og hvad der ikke gavner mig. En af de ting der ikke gavner mig, er en så lille ting som en negativ kommentar i en debat på f.eks. Facebook. Den behøver ikke engang at have noget med mig at gøre. Det fremkalder følelser i mig, som jeg ikke ønsker at have. Det giver mig behov for at “give igen” eller forsvare den eller det, som kommentaren er møntet på. Hvorfor fylde sin hverdag med den slags følelser, ved at vælge medier til, der er fuld af “trickere”? Hvorfor vælge medier til, hvor jeg ved, at jeg bliver bombarderet med negative udsagn, billeder og nyheder, der udløser uhensigtsmæssige følelser hos mig?

Jeg ved godt, at jeg er en sensitiv størrelse, men prøv selv at blive opmærksom på, hvor ofte du sidder med en negativ følelse i forbindelse med dine besøg på sociale medier? Jeg tror, at du bliver overrasket, når først du bliver bevidst om det. Prøv så, når du er blevet bevidst om det, at vælge det fra i en periode, og se hvad der sker.

For snart 2 måneder siden fjernede jeg min facebook fra min telefon. Dvs, at jeg kun kan tjekke Facebook på min 5 år gamle ipad, der kører meget langsomt. Det bliver til 1 gang om dagen og tager nu højst 3 minutter, fordi jeg har forladt alle de grupper, der var med til at give mig den mindste smule anledning til negative følelser.

Jo mindre jeg logger på Facebook, des mere tydeligt bliver det for mig, hvor lidt mediet faktisk gavner mig. Des mere tydeligt bliver det for mig, at jeg hellere vil opsøge informationer om noget, når jeg står og mangler den, end jeg vil have smidt alt muligt i hovedet, som jeg ikke selv har valgt at være en del af.

Inden for den sidste måned har jeg også slettet alt på min telefon der havde med dating at gøre. Tinder, Happ’n og en profil på en datingside, samt alle singlegrupper på Facebook. Det føltes mere og mere forkert, at skulle skrive med fremmede mænd, for at mødes med dem, velvidende at jeg udelukkende ville blive set på som en potentiel kæreste. Det er i grunden så langt fra virkeligheden som det kan komme.

Der var engang hvor datingmedierne var gavnlige for mig. Det var dengang jeg havde brug for anerkendelse, fordi jeg ikke selv kunne give mig det. Det kan jeg nu.

Der var engang hvor jeg havde brug for at være en del af Facebook, fordi jeg følte mig ensom og alene. Facebook var en fejlagtig måde at komme disse følelser til livs. Nu kan jeg være i min ensomhed, fordi jeg har genfundet mig selv og alt det smukke der omgiver mig.

Jeg siger på ingen måde, at det er let ikke at have disse medier tilgængelige. Det er så fastgroet, at jeg liiiige skal tjekke om der er sket noget nyt, om der er post eller om jeg går glip af noget – om der er en debat, i hvilken netop mit bidrag gør den store forskel. Nej…ingen husker mine indslag om en uge. Intet gik jeg glip af, for det der vedkom mit liv fandt frem til mig alligevel. Ingen post var livsforandrende og intet af mit “tjekkeri” resulterede i at jeg rendte rundt med armene i vejret og smilede til verden.

Jeg er langt fra een af dem der er mest afhængig af de sociale medier. Jeg sidder ikke med telefonen i det offentlige rum, som flertallet, men søger stadig øjenkontakt med andre i f.eks. toget. Jeg indrømmer dog, at det er meget mærkeligt at gribe mig selv i, flere gange om dagen, at få tanken om, at jeg lige skal tjekke medierne, for derefter at indse: “Nåhr nej…det har du valgt fra. Hvad pokker skal du så lave?”